Historisk kontekst

 

'Herregård' et begreb, der har skiftet indhold og har været under udvikling i århundreder. Herregårdene som fænomen er stabilt og går meget langt tilbage i Danmarkshistorien, men der har ikke til alle tider været anvendt nøjagtig de samme kriterier når man fra periode til periode udskilte herregårde fra andre gårde.
 
 
Middelalder og Renæssance

Herregården har sin oprindelige plads i standssamfundet og udgjorde fra den tidlige middelalder en herres, altså primært en adelsmands, egen gård. Det var den gård, han selv drev, og som han oftest også boede på. Man brugte forskellige begreber om den. Sædegård udtrykker, at det var den gård, hvor adelsmanden boede og havde 'sæde'. Hovedgård udtrykker i højere grad funktionen som den største og vigtigste gård, der var centrum i godset. Herregård var dels den mere populære betegnelse, dels et udtryk for at ejeren netop ikke var en bonde. Reelt blev alle tre begreber dog brugt om de samme gårde.

At en gård havde herregårdsstatus (hovedgårdsstatus) var altså knyttet til ejerens status og den måde, han brugte gården på, fordi det i princippet var adelsmanden personligt, der var skattefri. Skiftede gården ejer, eller ændrede ejeren sin brug af gården f.eks. ved at fraflytte gården, kunne gården miste sin herregårdsstatus. Omvendt kunne herregårdsstatus også relativt let tilfalde andre gårde, som en adelig tog i brug som hovedgård. Antallet af herregårde og samlingen af de konkrete gårde, der optrådte som herregårde, var altså en omskiftelig størrelse.

 

Enevælde 1660

Efter enevældens indførelse i 1660 var en gårds herregårdsstatus ikke længere knyttet til sin ejers status. Gården mistede nu ikke længere sin status, fordi en adelig f.eks. solgte gården. Omvendt opnåede en gård heller ikke længere status som herregård, bare fordi en adelig tog den i brug som sin egen. I praksis var en herregård dog fortsat godsejerens egen gård og i princippet drevet af ham selv, eller af en forvalter eller en forpagter på hans vegne. Dette i modsætning til de fæstegårde, som tværtimod hørte under herregården, var ejet af herremanden men drevet af fæstebønder. 

At en gård havde herregårdsstatus var i denne periode som hovedregel afhængigt af, at den havde haft det før 1660, eller at den enevældige konge sidenhen havde tildelt den privilegier. Herregården måtte også i praksis opretholdes som en gård, som ejeren drev eller bortforpagtede på åremål, men ikke bortfæstede som en bondegård. Der hørte næsten altid også fæstegårde til en herregård.

Fra denne periode og indtil landboreformerne i slutningen af 1700-tallet var nedlæggelser og nyoprettelser af herregårde relativt få. Da herregårdenes status i vid udstrækning var afhængig af gårdens tradition - altså om den havde været en herregård før 1660 - var udbredelsen og antallet af herregårde meget stabilt fra slutningen af 1600-tallet til omkring 1770.

Privilegiemæssigt var der dog opstået et skel mellem på den ene side de herregårde, som havde mere end 200 tønder hartkorn fæstegods og dermed var skattefrie, og på den anden side øvrige gårde, som ikke længere var skattefrie, men dog normalt stadig tiendefrie.

 

Landboreformerne 1700-tallet

Perioden omkring landboreformerne i slutningen af 1700-tallet udgør et markant brud i herregårdenes historie. Fra dette tidspunkt afvikledes langsomt det klassiske godssystem. Det var en følge af, at den orden, som herregårdene var opstået og udviklet inden for, ligeledes forandredes. Mange herregårde fik deres jord udstykket og forsvandt som storlandbrug. Det betød i reglen også, at de herskabelige bygninger forsvandt med tiden. En stor del af gårdene fortsatte dog med at bestå som storlandbrug (godser) og dermed som herregårde. I 1800-tallet gennemgik de både krise- og storhedstider, men de fleste var langt op i 1900-tallet fortsat en dominerende kraft i lokalsamfundet. 

Herregårdene gennemgik således en række gennemgribende forandringer i perioden fra landboreformerne og frem til i dag. Den formelle særstatus forsvandt med den gradvise afvikling af juridiske og økonomiske privilegier, hvorfor det i stigende grad blev vanskeligt at skelne herregårde fra andre store gårde. Med tiendeafløsningen i 1908 forsvandt den sidste rest af herregårdenes økonomiske særstatus, og i 1919 blev de sidste fæstegårde afviklet ved lov samtidig med tvangsopløsningen af grevskaber, baronier og stamhuse.  

Herregårdene har dog skilt sig ud ved andet end formel status. Som hovedregel har herregårdene haft større landbrug end andre gårde, hovedbygninger og parker har været præget af en bestemt form for pragt og man har haft tjenestefolk med specialiserede funktioner. Ligeledes har herregårdens mange og store driftsbygninger, store markarealer, skove og skel har givet landskabet omkring herregårdene et karakteristisk udseende.

Desuden har den livsstil, der er blevet udfoldet på herregårdene, ofte haft et særligt herskabeligt præg, som overlevede afviklingen af de formelle rettigheder. Ejerskab til en herregård kan endnu i dag være et statussymbol for samfundets elite. 

 

Herregården i dag

Spørgsmålet om, hvad en herregård så er i dag, er i Dansk Center for Herregårdsforsknings opfattelse forbundet med den beskrevne tradition. 'Herregård' er grundlæggende et historisk begreb, som knytter sig til en virkelighed, der ikke længere eksisterer. Det er altså centrets opfattelse, at man i princippet kun kan betegne en gård som værende en herregård i dag, hvis den var det på en tid, hvor begrebet var nutid.

Dansk Center for Herregårdsforskning