Ejerhistorie

Den første kendte beretning om Lindenborg stammer fra 1367, hvor gården, der hed Næsholm eller Næs, blev ejet af en Niels Kiert. Kierts søn skænkede i 1416 gården til Viborg bispestol og indskrev derved Lindenborg i datidens afladshandel, idet gaven skulle sikre Kiert og hans families sjælefrelse. Fra da af tilhørte Lindenborg bispestolen indtil Reformationen, hvor Kronen overtog den.

I 1561 overtog Holger Viffert gården som led i et mageskifte med Frederik II (1534-1588). Viffert var kongens staldmester, men velstand og magt kunne ikke forhindre, at han under Den nordiske Syvårskrig blev syg og døde. Broren Corfitz Viffert overtog da både Lindenborg og Holger Vifferts forlovede, Anne Gyldenstierne. Corfitz Viffert samlede gennem mageskifter med kronen store jordtilliggender omkring Lindenborg, samtidig med at han bestred utallige lensposter og var medlem af rigsrådet, der rådgav kongen i regeringssager.

Viffert havde blot ét barn, datteren Christence Vifftert, hvis søn overtog Lindenborg i 1604. Sønnen Frantz Rantzau var en af landets største godsejere, og fik som konsekvens af sin velstand også betydelig politisk indflydelse. I 1632 drak han sig imidlertid fuld til et selskab hos Christian IV (1577-1648) og druknede i Rosenborgs voldgrav - blot 28 år gammel.

Ved Rantzaus død overgik Lindenborg til Anne Lykke, der var enke efter Rantzaus halvbror. Hendes anden ægtemand solgte gården til Jørgen Urne, og der fulgte en periode, hvor gården blev handlet hyppigt og fæstegodset spredt for alle vinde.

I 1672 blev Lindenborg imidlertid købt af Claus Daa, der omdøbte gården til Daasborg. Han var gift med Sophie Amalie Lindenov, der var barnebarn af Christian IV (1577-1648) og Kirsten Munk. Ægteskabet var desværre så ulykkeligt, at Sophie Amalie Lindenov efter sigende lod sin mand myrde af en snigskytte en decemberaften i 1678, da de var på vej hjem sammen. Mordet blev aldrig opklaret, men hun skal efter sigende have tilstået det på sit dødsleje.

Som konsekvenser af de hyppige ejerskifter og ikke mindst svenskekrigene var både hovedgård og bøndergods i meget dårlig forfatning omkring 1670. Både Daa og siden Sophie Amalie Lindenov forsøgte at forbedre og udvide godset. Ikke mindst Sophie Amalie Lindenov udvidede og konsoliderede med stort held godset, som i 1681 blev ophævet til et baroni. Baggrunden for oprettelsen af baroniet var ikke mindst Christian V's (1646-1699) ønske om at sikre sin uægte søn, Christian Gyldenløve. Således betingende kongen sig, at Sophie Amalie Lindenov ikke måtte gifte sig igen, og at Gyldenløve skulle arve gården efter hendes død.

I 1688 døde Sophie Amalie Lindenov, og Gyldenløve overtog Lindenborg. Hverken han, hans søn eller sønnesøn var dog synderligt interesseret i gårdens vedligehold. Baroniet blev nedlagt, og gården blev i 1753 solgt til Frederik V's (1723-1766) indflydelsesrige rådgiver, Adam Gottlob Moltke.

Moltke bortforpagtede Lindenborg, hvis jordtilliggende han dog udvidede betragteligt, idet Frederik V skænkede ham Lille Vildmose. Forudsætningen for gaven var, at Moltke skulle kultivere mosen, og projektet var stort set tilendebragt, da Moltke i 1762 solgte Lindenborg til Heinrich Carl Schimmelmann i 1762.

Den tyskfødte Schimmelmann var en af landets mest indflydelsesrige mænd i 1700-tallet. Han ledede statens økonomiske politik gennem 20 år, kun afbrudt af en kort periode under Johann Friedrich Struensee, og efterlod sig ved sin død en enorm formue. Foruden sine danske godser ejede han bl.a. en række plantager i Dansk Vestindien og et sukkerraffinaderi i København.

Schimmelmann opkøbte meget gods i området, og i 1764 sikrede han Lindenborgs status som baroni. Han etablerede desuden et mejeri og et linnedspinderi på gården. En omfattende korrespondance mellem ham selv og gårdens skiftende forpagtere vidner om hans levende interesse for gårdens drift. Der blev i hans tid gennemført en række moderniseringer og effektiviseringer af driften. I 1770'erne gennemførte han en udligning af godsets fæstegårde, dvs. sikrede dem en ensartet størrelse, ligesom han anlagde et mejeri på godset.

Også Schimmelmanns industrielle engagement kunne dog mærkes på Lindenborg. Godset skulle levere egnet arbejdskraft til hans københavnske sukkerraffinaderi, og godsets kvinder blev sat i gang med at spinde bomuld. Den dygtige forretningsmand blev i 1779 ophævet i grevestanden, og to år senere sikrede han, at Lindenborg fik status af lensgrevskab.

Sønnen Heinrich Ernst Schimmelmann overtog i 1782 faderens gård og i høj grad også hans embede: Han var finansminister mellem 1784 og 1813, og var dermed medansvarlig for statsbankerotten og den mislykkede pengereform i 1813. Han opholdt sig ikke meget på Lindenborg, men medvirkede til at udskifte godset, dvs. at jorden blev samlet om hver enkelt bondegård i stedet for at blive dyrket i fællesskab over et større område.

I 1831 overtog Schimmelmanns nevø Lindenborg. Hans efterkommere gennemførte i sidste halvdel af 1800-tallet frasalget af gårdens fæstegods. I 1923 overgik Lindenborg til fri ejendom, og i 2013 var gården ejet af Den Schimmelmannske Fond.

Gårdens stamdata gennem tiden

Lindenborg

Lindenborg
Aalborgvej 63
9260 Gistrup
Hovedbygningens sydfløj opført 1583, øst- og nordfløjen 1615-20. Ombygget 1764 og 1885. Restaureret 2005
Ingen offentlig adgang - kan ses fra vej
Nordjylland - Mariagerfjord
19 ha
4405 ha 
 - ager 450 
 - andet 111 
 - skov 3844 
landbrugsdrift/skovbrug
-
Den Schimmelmanske Fond
SGS 2011, Stilling, s. 193, FBB
Bent Olsen
Se gårdens udvikling
Hvem er vi

Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Centret holder til på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse, dokumentation og formidling af herregårdens kulturhistorie.

Dansk Center for Herregårdsforskning
Randersvej 2 T (+45) 86483001
8963 Auning F (+45) 86483181
Danmark dch@gammelestrup.dk