Ejerhistorie

Det nuværende Valdemars Slot blev opført af Christian IV i perioden 1639-1644. Selvom bygningen og navnet Valdemars Slot stammer fra denne tid, strækker slottets historie sig længere tilbage. I middelalderen hed gården Kærstrup og lå ca. to km sydvest for slottets nuværende placering.

Den først kendte ejer af Kærstrup var Peder Nielsen Galen, der ejede gården mellem 1298-1312. Hans datter giftede sig med den holstenske adelsmand Hartvig Krummedige. Fra ham kom gården til Henneke og Benedict Ahlefeldt, der i 1387 solgte gården til Margrethe I (1353-1412).

Margrethe overdrog gården til Odense Bispestol, og ikke mindst biskoppen Jens Andersen Beldenak brugte gården flittigt.  Beldenak kom fra beskedne kår som skomagersøn i Viborg. Med dygtighed fik han kæmpet sig op til de højeste stillinger i samfundet. I 1502 blev han udnævnt til biskop på Fyn, hvor han blev en af de mest indflydelsesrige mænd under kong Hans (1455-1513). Da Christian II (1481-1559) blev konge i 1513 faldt Beldenak i unåde,  fordi han ikke ville give Kærstrup tilbage til Kronen. Heller ikke Frederik I (1471-1533) brød sig om Beldenak, og han lod ham derfor afskedige som biskop i 1529.

Beldenak blev dog boende på Kærstrup indtil 1532, hvor han som gengæld for drabet på Otte Porsfeld blev bortført og fængslet i Holsten.  Beldenak blev senere løsladt, men nåede aldrig hjem til Kærstrup igen. Han døde i 1537 i Lübeck.

I forbindelse med Reformationen i 1536 tilfaldt Kærstrup Kronen, og gården blev i en årrække herefter administreret af kongelige lensmænd. I 1573 mageskiftede Kronen gården til Erik Ottesen Rosenkrantz, der ønskede at lægge hele Tåsinge under Kærstrup.  Det lykkedes imidlertidig ikke. Erik Rosenkrantz døde i 1575, og i 1623 solgte hans barnebarn Erik Ottesen Rosenkrantz gården til Ellen Marsvin.

De første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods. Det var en proces, hvor mange godsejere blev fanget i et net af dårlige lån. En række gamle adelsslægter gik fallit, mens et lille udsnit erhvervede sig enorme jordtilliggender og koncentrerede godserne på få hænder. Ellen Marsvin var en af de godsejere, der forstod at udnytte situationen, og hun brugte al sin energi på at udvide sine godsbesiddelser.

I 1630 overlod Ellen Marsvin, på Christian IV's (1577-1648) opfordring  Kærstrup til sin datter Kirsten Munk, der havde været gift med Christian IV. Sammen havde de sønnen Valdemar Christian, og han overtog allerede i samme år, blot otte år gammel  gården, der herefter blev kaldt Valdemars Slot.

Valdemar Christian fik efter datidens forhold den bedste uddannelse ved Sorø Akademi. Efterfølgende drog han på en lang dannelsesrejse rundt i Europa, og imens lod Christian IV opføre det nuværende slot. 

Kongen skænkede Valdemar Christian en del krongods på Tåsinge med den bagtanke, at han skulle samle hele Tåsinge under ét gods. Men nogen egentlig tilknytning til Tåsinge fik Valdemar Christian aldrig. Han vendte først tilbage til Danmark i 1644, og kort efter begyndte kampen om, hvem der skulle efterfølge Christian IV på tronen. Valdemar Christians svogre, ikke mindst Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, forsøgte at køre Valdemar Christian i stilling som tronarving, men det lykkedes ikke, og den nye konge blev Frederik III (1609-1670).

Da Corfitz Ulfeldt senere faldt i unåde hos kongen, blev trængslerne for Valdemar Christian store. Han havde knapt med penge, og han opholdt sig resten af sin tid mest i udlandet. I 1656 døde han i Polen i svensk krigstjeneste.

Valdemars Slot gik efter sønnens død tilbage til Kirsten Munk, der døde i 1658. Hun efterlod det til sin datter Hedevig. Under de efterfølgende krige mod Sverige i perioden 1657-1660 blev hovedbygningen hårdt medtaget, og Hedevigs økonomi var dårlig. Hendes kreditorer gjorde derfor udlæg i såvel gods som hovedbygning, og det var egentlig hensigten, at det store - stærkt forfaldne slot - skulle nedrives.

Såvel gods som hovedbygning blev imidlertid reddet af admiral Niels Juel. Juel tilhørte en gammel dansk adelsslægt Juel, der kan føres tilbage til 1350. Han var uddannet ved Sorø Akademi, men tog efterfølgende på en lang udenlandsfærd, hvor han bl.a. blev uddannet af den kendte hollandske admiral Tromp.

Danmark havde hårdt brug for veluddannede søfolk. I 1656 blev Niels Juel derfor kaldt hjem og fik  kommandoen over sit første skib. Blot ét år senere blev han i 1657 udnævnt til Holmens admiral, og mellem 1657 og 1660 deltog han i Karl Gustav-krigene.

Under den Skånske Krig (1675-1679) ledede Niels Juel den danske flåde, der erobrede Gotland i 1676. Hans største bedrift var danskernes sejr over en overlegen svensk flåde i et stort søslag på Køge Bugt den 1. juli 1677. Juels sejr vakte opsigt i hele Europa. Den svenske flåde mistede 20 skibe uden, at et eneste dansk skib gik tabt.

Efter sejren i Køge bugt blev det økonomisk muligt for Niels Juel at erhverve sig det meste af Tåsinge. En del af jordtilliggendet fik han af kongen som betaling for  sin indsats i krigen, mens han købte selve slottet af de kreditorer, der havde overtaget det efter Hedevig.

Juels plan var at samle hele Tåsinge under Valdemars Slot. Hans pligter i flåden holdt ham imidlertid  i København, og det var derfor hans søn Knud Juel, der overtog godset ved farens død i 1697, som realiserede planerne.

Knud Juel opkøbte jorden på Tåsinge og lod i sit testamente oprette stamhuset Tåsinge til fordel for sønnen Niels Juel. Stamhuset blev en realitet i 1711, og Niels Juel fortsatte farens bestræbelser på at styrke godsets drift og økonomi. Han introducerede bl.a. frugtavl  for godsets fæstebønder, ligesom han lod oprette et væveri på godset. Ved en gennemgribende ombygning og renovering i 1754 gav han desuden hovedbygningen dens nuværende udseende, , idet han lod Christian IV's renæssanceborg ombygge til et moderne rokokoanlæg.

Niels Juel efterlod sig ingen børn, og i 1767 overtog nevøen Frederik Juel derfor Valdemars Slot. I hele 60 år sad han som godsejer på Tåsinge. Han interesserede sig især for landbruget, og under hans ledelse kom stamhuset Tåsinge igennem landbrugsreformerne på fredelig manér.

Udskiftningen af godsets landsbyfællesskaber tog fart i 1790'erne på Valdemars Slot, ligesom Frederik Juel i samme periode påbegyndte en gradvis afløsning af hoveriet, dvs. fæstebøndernes pligtarbejde. Frederik Juel, der var stærkt inspireret af oplysningstidens tanker, søgte at etablere et fattigvæsen på Tåsinge for derved at sikre godsets fattigste og mest trængende beboere. Han indrettede således to fattighuse, hvor de mest trængende kunne bo, og andre kunne købe mad til billige penge.

Efter Frederik Juels død i 1827 arvede hans søn Carl Juel godset. Han var gift med Sophie Frederikke Stieglitz-Brockdorff. Allerede i 1812 havde han - med udgangspunkt i hustruens ejendom Scheelenborg - oprettet baroniet Juel-Brockdorff . Baroniet havde i størstedelen af 1800-tallet hovedsæde på Scheelenborg, hvilket betød, at Valdemars Slot stod ubeboet og blev drevet af forvaltere.

Omkring 1900 var godsets økonomi meget dårlig. Stamhuset blev sat under administration, og fæstegårdene blev solgt til bøndernes selveje. En del af pengene blev brugt på en tiltrængt renovering af hovedbygningen.  Da Valdemars Slot havde stået ubeboet i store dele af 1800-tallet, var hovedbygningen blevet forsømt. Under de Slesvigske Krige blev Valdemars Slot desuden brugt som hospital for sårede soldater, og i 1912 var det nødvendigt at restaurere hovedbygningen, hvis den skulle bevares.

Godset overgik til fri ejendom i 1923, og i den forbindelse afstod ejeren Carl Frederik Sophus Vilhelm Iuel-Brockdorff  110 ha af godsets jord til udstykning.

I 2003 arvedes Valdemars Slot af Caroline Fleming, som er kendt i offentligheden fra en række TV-programmer. I 2011 vaglte hun at sælge Valdemars Slot tilbage til sin far.

Valdemars Slot drives i 2013 som en sammensat virksomhed med driftsområder inde for landbrug, skovbrug, udlejning, turisme, events, hotel og restauration. Hovedbygningen er åbent for publikum i sommersæsonen og er en af Fyns største turistattraktioner.  

Gårdens stamdata gennem tiden

Valdemars Slot

Valdemars Slot
Slotsalleen 100
5700 Svendborg
Opført 1639-44. Ombygget 1678-80, tilbygninger 1754-55
Ja.Slotsmuseet og Jagt- og Trofæmuseet har åbent maj-oktober tirsdag-søndag, alle ugens dage i ferier
Syddanmark - Fyn og øer - Svendborg
288 ha
783 ha 
 - ager 288 
 - skov 495 
museum - oplevelsesøkonomi - landbrugsdrift/skovbrug
Bortforpagtet 270.00 ha
Caroline Fleming, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff
Stilling, s. 290, SGS 2011
Bent Olsen
Se gårdens udvikling
Hvem er vi

Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Centret holder til på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse, dokumentation og formidling af herregårdens kulturhistorie.

Dansk Center for Herregårdsforskning
Randersvej 2 T (+45) 86483001
8963 Auning F (+45) 86483181
Danmark dch@gammelestrup.dk