Odden
Oddens ejerforhold kan spores tilbage til det 15. århundrede, hvor gården var ejet af slægten Lunge.
Øst- og sydfløjen blev opført i løbet af første halvdel af 1500-tallet af daværende ejere Ove Vincentsen Lunge og hans søn, Christoffer Ovesen Lunge.
Hovedbygningen fungerer i 2021 som museum, hvor man kan opleve en samling af kunstneren Jens Ferdinand Willumsens værker.
Oddens hovedbygning består af to sengotiske vinkelbygninger i to etager samt en fløj af bindingsværk i en etage.
Ejerhistorie
Oddens historie kan spores tilbage til det 15. århundrede, hvor gården tilhørte slægten Lunge. Den var sandsynligvis ejet af Anders Jacobsen Lunge, der var en af landets rigeste mænd og optaget i rigsrådet. Fra ham kom den til Oluf Andersen Lunge, der i 1454 skrev sig til Odden, hvilket gjorde ham til den første, der med sikkerhed kan siges at have ejet gården.
Efter Oluf Andersen Lunges død overgik gården til hans søn Oluf Olufsen Lunge, der døde i 1474 som slægtens sidste mand. Hans enke, Karen Nielsdatter Banner, bragte herefter Odden til sin nye mand, Vil Thomesen Galskyt, som dog ikke blev eneejer, da også Oluf Olufsen Lunges svigersøn, Henrik Jørgensen Friis, havde part i gården.
Henrik Jørgensen Friis blev med tiden eneejer. Han døde i 1500, hvorefter hans datter, Anne Henriksdatter Friis, bragte den til sin mand, Bjørn Andersen Bjørn. Han døde imidlertid i 1507, hvorefter hun giftede sig med Ove Vincentsen Lunge, der således blev gårdens nye ejer.
Ove Vincentsen Lunge var en fremtrædende og betydningsfuld mand i sin samtid. Han sluttede sig tidligt til den jyske adels oprør mod Christian II (1481-1559), hvilket han høstede stor fordel af, da det bl.a. medførte, at han blev optaget i rigsrådet, ligesom han i 1524 blev slået til ridder. Endvidere besad han flere betydningsfulde len frem til sin død i 1540.
Anne Henriksdatter Friis ejede herefter Odden frem til sin død i 1542, hvor den blev overtaget af sønnerne Tyge og Christoffer Lunge. Tyge Lunge døde imidlertid allerede i 1545, hvorefter Christoffer Lunge ejede gården frem til sin død i 1565, hvor han faldt i slaget ved Svaretå under Den Nordiske Syvårskrig. Gården overgik herefter til Christoffer Lunges søn, Ove Christoffersen Lunge, der i 1601 efterlod den til sin søn, Jørgen Ovesen Lunge.
Efter en omhyggelig uddannelse, hvor han bl.a. studerede i Genéve, Paris og Rom, gjorde Jørgen Ovesen Lunge karriere i militæret. Han opnåede således stor hæder under Kalmarkrigen, hvor han bl.a. imponerede Christian IV (1577-1648) under belejringen og erobringen af Kalmar. Han døde imidlertid allerede i 1619, kun 41 år gammel, hvorefter Odden overgik til sønnen Ove Jørgensen Lunge, der døde barnløs i 1637.
Ove Jørgensen Lunges moder, Sophie Steensdatter Brahe, overtog herefter gården, som hun ejede frem til sin død i 1659. I hendes tid som ejer blev gården under Kejserkrigen overtaget af den øverstbefalende for de kejserlige tropper, grev Melchior von Hatzfeldt, som gjorde den til sit hovedkvarter.
Efter Sophie Steensdatter Brahes død overgik Odden til hendes barnebarn, Just Justsen Høg Banner, samt hendes datter, Ide Jørgensen Lunge. Sidstnævnte byttede imidlertid straks sin part i gården til nevøen Mogens Christensen Skeel, der i 1661 blev eneejer. Han døde i 1694, hvorefter hans datter, Charlotte Amalie Skeel, arvede Odden, som hun bragte til sin mand, Christian Ludvig von Plessen.
Christian Ludvig von Plessen gjorde karriere i statens tjeneste, hvilket han gjorde med stor dygtighed. Han var således en del af det betydningsfulde beslutningsorgan, gehejmekonseilet, som Christian VI (1699-1746) samlede omkring sig. Dette organ havde i perioder stærk indflydelse på den enevældige konges beslutninger. Odden solgte von Plessen i 1740 til sin svigersøn, Christian Rantzau, som dog allerede i 1743 videresolgte gården til Hans Wissing.
Hans Wissing beholdt Odden frem til sin død i 1762, hvor gården på auktion blev erhvervet af Niels Hansen Winde. Han døde imidlertid allerede i 1766, hvor gården overgik til hans enke, Else Johanne Seidelin. Hun bragte den i 1769 til sin nye mand, Christoffer Rougtved, som døde i 1773, hvorefter hun ved nyt ægteskab i 1775 bragte den til Porse Bastholm Munch.
Porse Bastholm Munch fik i 1797 kongelig bevilling på, at hovedgården måtte beholde sin skattefrihed, selvom fæstegodset blev solgt. Han nåede imidlertid ikke at udnytte denne bevilling, da han allerede i 1798 solgte Odden til Simon Groth Clausen.
Simon Groth Clausen fik i 1801 yderligere en tilladelse til at udstykke jordegodset. I løbet af de næste få år afhændede han over 200 tønder hartkorn, inden han i 1806 skødede gården til Frederik Christian Udbye.
Frederik Christian Udbye døde i 1812, hvorefter hans enke, Johanne Uttermöhlen, solgte gården til Christen Schou. Han måtte på grund af økonomiske vanskeligheder grundet tidens landbrugskrise afstå gården i 1827 til Niels Lassen. I 1837 blev Odden erhvervet af Carl Friederich Martens, som i 1840 vidersolgte den til Ole Thuesen Schultz.
Allerede året efter solgte Ole Thuesen Schultz gården til Christoph Gräbert, som forbedrede driften af den. I 1853 vidersolgte han den til Erik Chr. Storm, som i 1847 afhændede den til boligspekulanten Hans Peter Ryegaard.
Odden var under Hans Peter Ryegaards ejerskab bortforpagtet, og dens kvægbesætning blev her væsentligt reduceret. I 1880 kom gården på tvangsauktion, hvor den blev overtaget af Ernst Conrad Detlev Carl Joseph greve Schimmelmann, der imidlertid straks videresolgte den til Ferdinand Emil Torné Tvermoes, som igen bragte den i god stand.
Ferdinand Emil Torné Tvermoes solgte i 1890 Odden til P. G. S. Rodskier, der ejede gården frem til sin død i 1910. Herefter overdrog hans enke, Petrea Rodskier, den i 1913 til Georg Wiese, som i 1918 solgte den til et norsk konsortium, der yderligere udstykkede en del af jordegodset.
I 1923 blev hovedparcellen solgt til H. Kisum, der samme år afhændede den til Niels Olesen. Gården var herefter karakteriseret ved et par hurtige ejerskift, hvor gårdens areal ved frasalg yderligere blev formindsket, indtil den i 1962 blev købt af Helge Kristian de Thurah.
Odden er i 2021 ejet af Victor Petersens Willumsen-samling, der blev stiftet af Victor og Kirsten Petersen. Hovedbygningen fungerer som museum, hvor man kan opleve en samling af kunstneren Jens Ferdinand Willumsens værker.
Desuden udlejes dele af hovedbygningen som ferielejlighed.
Hovedbygning
Oddens hovedbygning består i dag af tre fløje med rødt tegltag. Øst- og sydfløjen er sengotiske vinkelbygninger i hvidkalket grundmur. De er i to etager, har metertykke mure og er opført over fladloftede kældre. Sydfløjen har herudover portgennemkørsel. Vestfløjen er modsat de andre fløje opført af bindingsværk og er i en etage. Ved østfløjens nordgavl er endvidere et lille lavt hus, der blev opført i 1800-tallet.
Ældst er østfløjen, som blev opført omkring 1520 af daværende ejer Ove Vincentsen Lunge. Sydfløjen blev bygget af Ove Vicentsen Lunges søn, Christoffer Ovesen Lunge, og stod sandsynligvis færdig omkring midten af 1500-tallet. Begge disse fløje havde oprindeligt kamtakkede gavle, som blev fjernet i begyndelsen af 1800-tallet. Vestfløjen er noget yngre end resten af hovedbygningen og blev først opført efter en brand i 1763.
Endvidere blev en grundmuret nordfløj, som var opført i 1652 af daværende ejer Sophie Steensdatter Brahe, nedrevet i begyndelsen af 1800-tallet.
Indvendigt er en del kanaler i de tykke mure bevaret, hvilke sandsynligvis blev brugt som tale- og lytterør. Herudover står stadig et trappeparti fra 1700-tallet.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Tidligere hørte flere avlsbygninger til Odden. Disse blev dog med tiden uanvendelige, efterhånden som jorderne udstykkedes.
Avlsgården blev revet ned i 1945.
Kulturmiljø
Odden var tidligere beliggende således, at gårdens hovedbygning var placeret på en borggård, hvor den var beskyttet af voldgrave på tre sider og en sø mod nord. Den lå således nærmest på en lille ø, heraf navnet Odden. I dag er der imidlertid kun tørlagte grave mod syd tilbage, ligesom ingen have er tilknyttet gården.
En kort brolagt tilkørselsvej fra nord fører ind til hovedbygningen, hvis gårdsplads også er brolagt. Endvidere er en hegnsmur langs gårdsidens nordside opstillet.
Fredningsstatus 2021: Hegnsmuren langs gårdsidens nordside samt brolægningen på gårdspladsen og tilkørselsvejen er fredet.
Litteratur
Engquist, Hans Henrik: "Herregårdene Odden og Kokkedal - samt lidt om de små senmiddelalderlige stenhuse", i: Bygningsarkæologiske Studier 1994.
Grøntved, Kr.: Nogle bidrag til Oddens historie, Vendsysselske Aarbøger. 1916.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske slotte og Herregårde. København 1963-68.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Odden
Region og kommune
Nordjylland - Hjørring
Offentlig adgang
Offentlig adgang til hovedbygningen. Åbent alle dage 10-17
Ejer
Victor Petersens Willumsen-samling
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Museum
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
jfwillumsenodden.dk
Amt, herred og sogn
Hjørring - Vennebjerg - Mygdal
Ejer
P.G. Rodskjer
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
4.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
166708 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 150 køer, 50 kalve, 5 tyre, 18 heste, 20 får. Der sælges ca. 275 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 2 elev(er), 14 karl(e), 6 pige(r), 6 daglejer(e), 8 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Vennebjerg - Mygdal
Ejer
Kammerråd Christopher Gräbert
Herregårdens størrelse
23.98 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Hovedparcel af den udstykkede hovedgård Odden.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Vennebjerg - Mygdal
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
61.43 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
8.50 htk
Tiende
55.00 htk
Fæstegods
250.73 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,1 s 367