STATSHUSMÆND EFTER LENSAFLØSNINGEN

Af cand.mag. Helle Ingerslev Kristensen, Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum

Statshusmandsbrug er en betegnelse for mindre familielandbrug oprettet med statsstøtte i forbindelse med Statshusmandsloven 1899 og Jordlovene 1919. Tre jordlove fra 1919 betød, at en del af jorden fra landets store godser, de såkaldte majorater, samt præstegårde og statens landbrugsjord skulle udstykkes med henblik på oprettelse af statshusmandsbrug. Jordlovene blev efter 1919 primært set som et svar på jordspørgsmålet om, hvordan man skaffede billig jord til husmandsbrug. Antallet af udstykninger til statshusmandsbrug kulminerede i 1930érne, og efter Anden Verdenskrig bidrog landbrugets udvikling mod stordriftsformer til en forældelse af statshusmandsbrugene som økonomisk bæredygtige driftsformer.

Jordlovene 1919     

Kritik af landarbejdere og husmænds kår fik fra slutningen af 1800-tallet stigende politisk bevågenhed og dannede baggrund for et politisk ønske om at skaffe jordlodder til det voksende jordløse landproletariat. Den såkaldte ”jordhunger” havde stor indvirkning på udformningen af Jordlovene 4. oktober 1919, der bestod af tre love kaldet Lensafløsningsloven, Præstegårdsloven og Salgsloven. De tre love indebar udstykning af statslig landbrugsjord, præstegårdsjord samt jord fra majoraterne, landets store godser. Formålet var at udstykke jord til statshusmandsbrug af en sådan størrelse, at de kunne brødføde en familie. Dette stod i modsætning til Statshusmandsloven af 1899, der også havde til hensigt at skaffe jord til husmandsbrug, men hvor de udstykkede jordlodder var af en sådan størrelse, at det var nødvendigt at supplere indtægten fra jorden med lønarbejde. På den måde kunne de første statshusmænd fra 1899-loven fungere som en arbejdsreserve, der i nogen grad erstattede de førhen mange hoveripligtige bønderkarle i forbindelse med sæsonarbejde på de store gårde og godser. Jordlovene fra 1919 indebar desuden tilføjelse af tillægsjord til statshusmandsbrug udstykket i forbindelse med loven fra 1899.

Lensafløsningen

Lensafløsningsloven udsprang af en løfteparagraf i Grundloven 1849 og vedrørte landets 75 majorater, der var særlige, båndlagte godser med juridisk særstatus. Majorat er en samlebetegnelse for len (grevskaber og baronier), stamhuse og fideikommisgodser, og med Lensafløsningsloven skulle de nu opløses og overgå til fri ejendom. Besidderne skulle betale en fjerdedel af deres jords samlede værdi til staten, mens en tredjedel af jorden skulle udstykkes til statshusmandsbrug mod erstatning fra staten.

Som følge af lensafløsningen samt frasalg af de sidste rester af fæstegods mistede de store godser omkring halvdelen af deres landbrugsarealer i årene 1900-1940. I løbet af 1920èrne blev landets majorater udstykket til 2.300 statshusmandsbrug samt tillægsjord til 750 husmandsbrug. I europæisk målestok var kravene til majoratsbesidderne omfangsrige, og afståelsen af jord til oprettelse af statshusmandsbrug i forbindelse med lensafløsningen var et særligt dansk fænomen. I det overordnede perspektiv betød lensafløsningen således, at de store godser afgav betydelige jordarealer til staten, hvilket bidrog til en mindskelse af godsernes position i samfundet. Lensafløsningens betydning for de store godsers endeligt blev forstærket af det tidlige 1900-tals fokus på en demokratisering af den danske landbrugsjord og herunder et politisk ønske om en forskydning i ejendomsfordelingen mod mange små brug.

Afgivelse af jord

Lensnævnet, som havde til opgave at træffe afgørelser i forbindelse med loven om lensafløsningen skulle afgøre, hvilken jord der skulle stilles til rådighed for staten på baggrund af forslag fra besidderne. Antallet af udstykkede parceller afhang af godsernes størrelse, og Bregentved afleverede som landets største gods jord til 139 statshusmandsbrug. Mange besiddere havde ønske om at undgå afståelse af jord fra selve hovedgården, og i 1921 blev det ved lov muligt at anvende erstatningsjord udenfor selve majoratet.

Nogle få godser som eksempelvis Hofmansgave fik tilladelse til at indbetale et pengebeløb svarende til værdien af den jord, som godset skulle have afgivet. Indbetalingen foregik til jordfonden, der var en særlig fond oprettet under Finansministeriet, hvis midler skulle anvendes til jorderhvervelse til udstykning til statshusmandsbrug. Afløsningen strakte sig over en længere årrække, og statens ønske om at få sagen afsluttet gjorde, at de senest afløste majorater oftere undgik eller fik begrænset deres jordafgivelse. I realiteten blev besiddernes selvbestemmelse i forhold til valg af jord til udstykninger derfor ret stor.

Husmændenes historie  

Husmandsbetegnelsen har siden 1500-tallet dækket over en bred befolkningsgruppe fra småbønder over husmænd med små jordlodder til daglejere. Omfordelingen af den danske landbrugsjord i form af udstykninger til husmandsbrug efter Jordlovene i 1919 kan i en række sammenhænge betragtes som en fortsættelse af 1700-tallets landboreformer, hvis grundlæggende formål var at skabe en selvstændig bondestand ved en omfordeling af landets jord. Husmændenes vilkår blev ikke forbedret i samme grad, som det var tilfældet for gårdmændene i forbindelse med landboreformerne, og i samme periode voksede gruppen af mindre husmænd. Resultatet blev, at den sociale kløft mellem landarbejdere, jordløse husmænd og gårdmænd voksede i løbet af 1800-tallet.

Krav om udstykning af billig jord til husmandsbrug blev fremsat af husmandsforeninger fra 1880érne, og husmandsforeninger spillede herefter i en årrække en stor rolle, når det kom til husmandsbevægelsens politiske gennemslagskraft såvel som dannelse og uddannelse af de danske husmænd. Det Radikale Venstre sad på regeringsmagten i årene omkring lensafløsningen og havde held til at forene husmænd og akademikere. Partiet spillede en afgørende rolle i forhold til husmandssagen og herunder lensafløsningen.

Med til historien om husmandsbevægelsen hører andelsbevægelsens fremkomst såvel som landbrugets omlægning til overvejende animalsk produktion, der var med til at skabe frugtbare vilkår for småbruget fra slutningen af 1800-tallet.

Husmandslovene og vejen dertil

I 1894 blev en Landbokommissionen nedsat med det formål at udarbejde forslag til, hvor i landet, der var behov for arbejdskraft til de større landbrug. Den første statshusmandslov ”Lov om Tilvejebringelse af Jordlodder for Landarbejdere” blev gennemført som et resultat af kommissionens arbejde i 1899 med efterfølgende fornyelse i 1904, 1906, 1914, 1917 og 1921. Herefter kunne landarbejdere, der opfyldte lovens krav søge om at få et statslån på maximalt 4.000 kroner til statshusmandsbrug med mellem 2 og 8 tønder middelgod jord til.

En mere gennemgribende strukturel omfordeling af landbrugsjorden var i årene efter 1899-loven fortsat et vigtigt politisk spørgsmål, og i 1910 nedsatte landbrugsministeren og venstremanden Anders Nielsen en landbokommission på 15 medlemmer, der blandt andet havde til opgave at udtale sig om spørgsmålet om fordelingen af jord, og i husmandspressen blev landbokommissionens nedsættelse opfattet som et produkt af husmændenes arbejde med jordspørgsmålet. Landbokommissionen udarbejdede i 1911 en betænkning, hvori det blandt andet blev anbefalet, at de store godser, majoraterne, skulle afgive 1/3 af deres jord til udstykning til statshusmandsbrug, og efter lensafløsningsloven i 1919 blev der sat gang i udstykningsprocessen.

Traditionelt skelnes der mellem husmandsbrug efter 1899-lovene og brug efter 1919-lovene, der fik betegnelsen jordrentebrug. Efter lensafløsningen fungerede de to lovkomplekser fra 1899 og 1919 sideløbende men med forskellige vilkår frem til 1934. Staten beholdt ejendomsretten over jorden til statshusmandsbrug udstukket efter 1919-lovene, og statshusmændene betalte jordrente i form af leje af jorden til staten, mens statshusmænd på husmandsbrug oprettet efter 1899-loven ejede både bygninger og jord.

Statshusmænd på brug oprettet efter 1919-loven undgik selv at bære risikoen i tilfælde af, at jorden tabte værdi, og der skulle ikke lægges nogen købesum, dog skulle ansøgere råde over 1/10 af jordens værdi samt midler til indkøb af redskaber og indbo. Men til gengæld fik statshusmænd på jordrentebrugene ikke del i jordens værdistigning. Statshusmandsbrug oprettet efter 1919-loven blev i samtiden kritiseret for en ufri besiddelsesmåde, der kunne sammenlignes med tidligere tiders fæstevæsen, mens den meget begrænsede størrelse af jordlodderne tilhørende statshusmandsbrug efter 1899-loven mødte kritik.

Jordfonden og Statens Jordlovsudvalg

Statens Jordlovsudvalg blev oprettet som en konsekvens af Jordlovene 1919 og havde til opgave at forvalte jordfonden, der havde til formål at erhverve landbrugsjord, der skulle opmåles, udstykkes og afhændes til statshusmænd. Jordfonden var en offentlig fond, der indeholdt de værdier i form af jord og kapital, der overgik til staten ved lensafløsningens gennemførelse. Jord såvel som midler indbetalt af majoraterne til jordfonden skulle anvendes til oprettelse af statshusmandsbrug.

Landbrugsminister fra Det Radikale Venstre Kristjan Pedersen nedsatte i november 1919 Statens Jordlovsudvalg med 11 medlemmer fra Rigsdagens partier og med den toneangivende husmandsfører og radikale folketingsmedlem Niels Frederiksen som mangeårig leder. Udvalget spillede en vigtig rolle i gennemførelsen af Jordlovene med udstykning af husmandsbrug og administration af jordfondens arealer og formue som hovedpunkter.

Udstykningsprocessen

Processen omkring udstykning og overdragelse af de nye statshusmandslodder bestod af en længere række trin. Statens Jordlovsudvalg bekendtgjorde i dagspressen hvert år i juni måned, hvilke jordlodder der ville blive ledige det kommende år. Interesserede blev her opfordret til at ansøge om at komme i betragtning til en af de nye jordlodder.

Som ansøger til et jordlod skulle man opfylde en række krav om alder, indtægt og midler. Ansøgerne skulle således være mellem 25 og 50 år, og de skulle være ustraffede, gældfrie, sparsommelige, ædruelige og med mindst 5 års landbrugserfaring for at komme i betragtning til en jordlod. For at få udbetalt et statslån skulle statshusmandsbyggeriet og prisoverslag på de projekterede bygninger desuden godkendes af Statens Jordlovsudvalgs tilsynsførende arkitekter og husmandskommissionen, der fandtes i hver amtsrådskreds.

Selve proceduren omkring opførelsen af de nye husmandsbrug var på forhånd fastlagt fra myndighedernes side. Den enkelte husmand var bygherre, og det hele skulle gå stærkt, for byggeriet skulle stå færdigt i oktober samme år, hvor overdragelsen af de nye lodder havde fundet sted i april måned. De fleste husmænd forestod selv store dele af byggeriet, og fællesskab mellem statshusmændene i forbindelse med opførelsen af de nye boliger var en fra statens side medregnet ressource.

Størrelsen på statshusmandsparcellerne afhang af jordens bonitet, og flere steder tilførte man i årene efter de første udstykninger fra 1919-loven tillægsjord til eksisterende statshusmandsbrug, da det viste sig svært at ernære en familie på udstykningerne trods hensigten om det modsatte.

Arkitekttegnede statshusmandsbygninger

Efter 1919 stod det klart, at dele af det danske landbrugslandskab stod overfor en fysisk ændring i kraft af opførelsen af de mange nye statshusmandsbrug, og en samtidig interesse for dansk bygningskultur styrkede en i forvejen stor offentlig bevågenhed omkring statshusmandsstedernes fysiske fremtoning. Opførelsen af bygningerne blev derfor underlagt statslig rådgivning i form af en gratis tegnehjælp uden megen plads til afvigelser i form af tilbygninger og dekorationer.

Den indflydelsesrige landsforening Bedre Byggeskik fik af Jordlovsudvalget tildelt rollen som rådgivende organ ved opførelsen af de mange nye statshusmandsbrug. Foreningens principper om fravær af overflødige detaljer, godt håndværk samt ensartet udtryk og solidt materialevalg kom således til at danne grundlag for statshusmandsbygningernes udseende.

Det klassiske statshusmandsbrug opført efter 1919-lovene kom til at bestå af et anlæg med to længer, hvor stuehus og staldbygning lå vinkelret på hinanden med eller uden en lille mellembygning. Bygningerne blev opført i grå cementsten, der blev hvidkalkede. Staldbygningerne var vigtige og skulle kunne rumme cirka fire køer, en hest og et par svinestier, og en mindre udhuslænge rummede hønsehus, værksted og garage. Statshusmandsbrugene blev ofte oprettet langs landeveje overfor hinanden som perler på en snor med henblik på, at familierne kunne finde støtte og fællesskab i hinanden i forbindelse med eksempelvis indkøb af landbrugsmaskiner. Der opstod i nogle tilfælde husmandskolonier i form af egentlige landsbyer de steder, hvor der blev afgivet større, sammenhængende arealer.

En del af herregårdens helhed

Statshusmandsbrug opført nær de store godser var en arkitektonisk og social afvigelse fra herregårdenes helheder, der i forvejen talte et væld af funktions- og arbejderbygninger med herregården som det naturlige centrum. De nye statshusmænd var i modsætning til land- og skovarbejdere i herregårdenes periferi ikke i et ansættelses- eller øvrigt økonomisk forhold til de godser, hvorfra jorden i sin tid var udstykket.

I modsætning til flere af herregårdenes arbejderboliger bar statshusmandsbrugene heller ikke præg af at være arkitektoniske aftryk fra herregårdene i landskabet, og herregårdenes rolle som naturligt centrum for lokalområdets aktiviteter svandt ind. Efter Første Verdenskrig faldt antallet af ansatte på de danske herregårde, og statshusmandstilværelsen blev derfor et kærkomment alternativ for den del af landbefolkningen, der traditionelt fandt beskæftigelse på de store godser. I flere tilfælde var de nye statshusmænd tidligere arbejdere på herregårdene.

Husmandsbrug forældes  

Statshusmandsbrugene var arbejdsintensive og fordrede en livsform, hvor hele familien hjalp til. Varierede produktionsformer gjorde statshusmændene forholdsvis robuste over for landbrugsøkonomiske forskydninger, og udstykningen til husmandsbrug var en del af den danske stats officielle politik frem til omkring 1945, men mellemkrigstidens landbrugskrise bidrog til økonomisk smalhals for mange husmænd.

Socioøkonomisk placerede de mindste husmænd sig ikke langt fra de land- og skovarbejdere, som fortsat var ansat på de store godser, og mange statshusmænd efter 1919-loven havde brug for at supplere indtægten med lønnet arbejde som mælkekuske eller lignende.

Tiden løb fra modellen med statsstøttede småbrug i løbet af 1960érne, hvor de små jordlodder blev indlemmet i storlandbrug. Mange af statshusmandsbygningerne står dog stadig i de gamle danske herregårdslandskaber som spor fra en af danmarkshistoriens største omfordelinger af jord fra megen jord på få hænder til små jordlodder på mange hænder.

LÆS OGSÅ

Lensafløsningen

Grevskaber, baronier og stamhuse

Gammel Estrup. 1925. Herregårdens sidste tid

Liste over majorater ved lensafløsningsloven i 1919

Videre læsning

Erichsen, John og Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd. Opgøret med de store danske godser 1919. København 2013

Kristensen, Ingerslev, Helle: ”Nybyggerne i Lundby- et blik på de første statshusmænd ved Gammel Estrup efter Lensafløsningen”, i Andersen, Britta, Elkjær, Kristine Marie:  Herregårdshistorie 15, Auning 2019

Smith, Torben W: Vi vil rejse nye huse. Statshusmandsloven af 1899, Kerteminde 1999

Skrubbeltrang, Fridlev: Den danske husmand- Husmænd og husmandsbevægelsen gennem tiderne. bind 2, Det danske forlag, København, 1954

Skrubbeltrang, Fridlev: Husmænd i Danmark gennem 300 Aar, København 1942

Tamm, Ditlev: ”Lensafløsningen og lovgivningen” i Herregårdshistorie 15. Auning 2019