Støvringgaard

Ejerhistorie

Støvringgaard er en af landets ældste herregårde, og derfor går gårdens ejerhistorie også helt tilbage til højmiddelalderen. Gården kendes allerede fra 1319, hvor den hed Stiuringh eller Steffrynge. Her tilhørte den Palne Jensen Juul. På det tidspunkt lå gården helt for sig selv højt oppe på en skrænt ud mod engene ved Randers Fjord. For at hindre vandet i at oversvømme terrænet omkring gården, var der allerede på dette tidspunkt grave mod øst og syd samt dæmninger mod nord.

Senere kom gården i hænderne på Niels Bugge, efter at han havde giftet sig med Palne Jensen Juuls datter. I de næste par generationer gik gården ofte i arv på kvindesiden.

I sidste halvdel af 1400-tallet overtog Axel Jepsen Thott gården efter sin faders død. Han var gift med Margrethe Andersdatter Bjørn. Deres eneste datter blev dog optaget i Ring Kloster, og derfor var ejerskabet af gården helt åben, da ingen umiddelbart stod til at arve den. Det medførte, at der naturligvis opstod en stor arvekamp om gården.

Arvestriden endte med, at Axel Jepsen Thotts svoger, rigsråd Jacob Andersen Bjørn, overtog gården. Han havde allerede på daværende tidspunkt flere godser. Foruden Støvringgaard ejede han således også Vorgaard i Himmerland, og via sit ægteskab med Margrethe Poulsdatter Fikkesen fik han i medgift Tybjerggaard på Sjælland.

Da parrets eneste søn døde i en tidlig alder og datteren Dorothea ikke fik nogen børn, overgik alle Jacob Andersen Bjørns godser til kusinen, Anne Bjørnsdatter. Hun var gift med Niels Kaas og i de næste hundrede år sad der en Kaas på ejerskabet over Støvringgaard.

Det blev sønnerne Niels og Erik Kaas, der i 1564 overtog Støvringgaard. Specielt Niels Kaas har skrevet sig ind i historien. Som ung tilbragte han en del tid sammen med den berømte teolog Niels Hemmingsen og generelt var den unge Niels Kaas interesseret i videnskab og universitetetsforhold. I 1560 kom han i kancelliet, som var en administrativ enhed, der frem til enevældens indførelse i 1660 forestod ekspeditionen af kongens ordrer. I 1573 blev han udnævnt til Frederik II's (1534-1588) kansler - dvs. lederen af kancelliet, hvilket var en af de højeste embedsstillinger, man kunne have i Danmark. Ved Frederik II's død i 1588 udgjorde Niels Kaas en af de fire rigsråder i den efterfølgende formynderregering. På sit dødsleje blev det fortalt, at Niels Kaas skulle have kaldt den unge Christian IV (1577-1648) til sig og givet ham gode råd om regeringsførelse. Niels Kaas døde i 1594 som en højt respekteret adelsmand.

På Støvringgaard tilbragte Niels Kaas dog ikke meget tid og derfor blev det også broderen Erik Kaas, der primært tog sig af gårdens drift. Efter Erik Kaas død i 1578 var det da også hans to sønner, Niels og Mogens Kaas, der overtog Støvringgaard. I 1614 købte Mogens Kaas sin broder ud og var nu eneejer af gården. Det var under hans ejerskab, at store dele af de nuværende bygninger blev opført. Mogens Kaas var også ejer af flere andre store godser såsom (Store) Restrup og samtidig var han medlem af rigsrådet.

Mogens Kaas' død i 1656 blev også slutningen på slægten Kaas' tid på Støvringgaard. Ejerskabet overgik godt nok til hans tre sønner og fire døtre, men gælden var vokset dem over hovedet og derfor overtog kreditorer gården.

Det lykkedes efterhånden slægten Fuiren at samle hele ejerskabet over Støvringgaard, efter at de i et par år havde delt det med forskellige parter. Slægten Fuiren var en af de rigeste og mest ansete københavnske borgerslægter i det. 17. århundrede. Slægten var indvandret fra Mecklenburg i midten af 1500-tallet og var siden nært knyttet til universitetskredsene i København. Efter enevældens indførelse i 1660 dukkede et helt nyt kuld af borgerlige godsejere frem, herunder Fuiren, som herfra spillede en rolle i dansk landbrugshistorie.

På Støvringgaard blev slægten Fuiren dog ikke siddende i flere generationer. I 1708 overtog baronesse Christine Fuiren gården sammen med sin mand Jens Harboe, der dog allerede døde året efter. Da parret ingen børn fik, besluttede Christine Fuiren at stifte Støvringgaard Jomfrukloster den 23. november 1735. Gavmildheden hørte også til slægten Fuirens tradition, hvor broderen Diderik Fuiren bl.a. havde skænket store gaver til København Universitet, imens Christine selv også oprettede Harboeske Fruekloster, hvortil kun skænkede sin egen gård til formålet.

Det lå i tidsånden at stifte adelige klostre, men Christines tillod adgang for langt flere klasser end kun den øverste adelige. Den 12. marts 1745 udstedte Frederik VI (1768-1839) den vedtægt, der fastslog, at klosteret blev oprettet for en priorinde samt 12 jomfruer, hvis forældre hørte til de fem første klasser af den kongelige rangfordeling. Ledelsen af klosteret blev tildelt Aarhus Stiftsøvrighed, der indbefattede stiftsamtmanden og biskoppen.

Støvringgaard Jomfrukloster fortsatte efter fundatsens oprindelige regler frem til 1970'erne, hvor en vaklende økonomi betød, at man besluttede sig for at tilbyde boliger til mænd og ægtepar. Det har man siden gjort under navnet Støvringgaard Kloster. Ledelsen af klosteret kom herefter til at indbefatte Aarhus Stiftsøvrighed og borgmesteren i Randers Kommune (før Kommunalreformen i 2007 var det borgmesteren i Nørhald Kommune).

Støvringgaard i 1938. Fra Danmark på film, Det Danske Filminstitut.