Det danske herregårdsinteriør – en introduktion
Af cand.mag. Klaus Højbjerg, Dansk Center for Herregårdsforskning
De mange sale, gemakker og værelser, som findes på de danske herregårde, udgør med deres udsmykning og møblering ikke alene et lærestykke i stilhistorie, men fremstår også som fascinerende vidnesbyrd om århundreders levede liv. De ældste, bevarede, nogenlunde intakte interiører stammer fra midten af 1500-tallet, hvor renæssancen begyndte at gøre sig gældende. Efterfølgende satte henholdsvis barokken, rokokoen, nyklassicismen og historicismen hver især deres præg på de danske herregårdes indretning. Som følge af denne udvikling finder man i sagens natur i dag oftest, at herregårdenes interiører fremstår blandede – altså med elementer fra flere forskellige perioder. I nærværende sammenhæng vil vi dog for klarhedens skyld først og fremmest fokusere på en række interiører, der står som mere elle mindre helstøbte repræsentanter for en bestemt stil og periode.
Østfløjens store sal på Spøttrup. Den oprindelige kamin ses til højre - kaminen, der ses midt i billedet er kommet til senere. Foto: Spøttrup, Museum Salling.
Senmiddelalderen (1340-1536)
De danske herregårde opstod i senmiddelalderen, men kun få anlæg fra perioden har overlevet tidens tand, og blandt de få der har, viser ingen af dem beboelsesrum, som ikke har undergået væsentlige ændringer. På bispeborgen Spøttrup, der blev opført omkring år 1500, giver særligt østfløjens store sal, trods senere ændringer, dog et vist indtryk af, hvordan rigets mægtigste mænd indrettede sig i perioden. Stengulvet, de kalkede vægge, bjælkeloftet og ikke mindst salens originale kamin og de ligeledes originale vinduesnicher fremmaner her konturerne af et sengotisk pragtrum. Mange herremænd har dog boet knapt så prangende; ofte i simple bygninger, der for så vidt blot var lidt rummeligere versioner af de stråtækte bindingsværkshuse, som bondestanden boede i. Om herremanden residerede i et stenhus eller blot i et jævnt bindingsværkshus, så har indretningen imidlertid haft visse lighedstræk. Stole, bænke, borde og kister i træ hørte til det sparsomme møblement. Væggene kunne være smykkede med kalkmalerier lig dem, vi kender fra samtidens kirker eller behængt med tæpper. Disse kunne måske være i kraftige farver og med billedmotiver – men vores viden på området er begrænset. Store vinduer, som de der findes i østfløjens store sal på Spøttrup, hørte til sjældenhederne. Vinduer var oftest få og små – og den åbne kamins ild samt vokslys har suppleret det sparsomme dagslys.
Når de gamle herregårde blev ombygget eller nedrevet for at gøre plads til nye mere tidssvarende byggerier, så overlevede kældrene i flere tilfælde. Således også på Gammel Estrup, hvor de senmiddelalderlige kældre ligesom på mange andre herregårde gennem århundreder fortsatte med at fungere som forrådskamre. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Renæssancen (1536-1650)
I sidste halvdel af 1500-tallet og et stykke ind i 1600-tallet blev der bygget mange nye herregårde i Danmark. Trods moderniseringer og ombygninger er der bevaret så meget fra denne periode, at vi kan danne os et ganske godt billede af, hvordan adlen indrettede sig. Renæssancens herremænd og deres familier levede nu under mere rummelige forhold end tidligere. De fleste beboelsesrum blev udstyrede med store vinduer og husene var i reglen velforsynede med kaminer. Gulvene var gerne flisebelagte og væggene stod endnu som i middelalderen kalkede eller dækkede af ophængte tæpper.
Et godt eksempel på et velbevaret rum fra periodens første årtier er den fornemme Hjortesal på Hesselagergaard. Salen er formodentlig indrettet på et tidspunkt mellem 1538 og 1550, hvor den magtfulde kansler Johan Friis lod Hesselagergaard opføre. Salen er udstyret med en enkel tidstypisk kamin og et forholdsvist simpelt bjælkeloft, hvis svære bjælker understøttes af udskårne konsoller. Hvad der imidlertid gør salen til noget særligt, er de velbevarede kalkmalerier. Hvor man finder fragmenter eller spor efter kalkmalerier på andre af 1500-tallets herregårde, har vi her en rumudsmykning, der endnu fremstår næsten helt intakt. De store hjorte, der fanger øjet og som har givet salen sit navn, henviser til adlens jagtprivilegier, mens skildringer af fornemme rejsende og sejlskibe måske skal ses som referencer til højadlens kosmopolitiske liv, hvor rejser til andre lande fx i kongens tjeneste eller i uddannelsesøjemed efterhånden blev udbredte fænomener. Bygherren Johan Friis var blandt tidens mest berejste adelsmænd og det kan tænkes, at disse motiver skulle fungere som en påmindelse til husets gæster om hans internationale erfaring, udsyn og forbindelser.
Oprindeligt har salen givetvis været indrettet med borde, bænke, enkelte stole og sikkert et par udskårne kister placeret op mod langvæggene. Den nederste halvdel af væggene, der i dag er hvidtede, har sikkert oprindeligt været dækket af draperede vægtæpper – eller haft malede dekorationer, der forestillede vægtæpper.
Hjortesalen på Hesselagergaard. Foto: Hesselagergaard Gods.
Hjortesalen - detalje af udsmykningen. Hesselagergaard Gods.
På herregården Holckenhavn er riddersalens vægge netop dekoreret med malede imitationer af vægtæpper og spor på flere forskellige herregårde vidner om, at dette var en populær udsmykning i perioden. Salen på Holckenhavn har bevaret sin oprindelige form fra 1580'erne, men det var Ellen Marsvin, Christian den 4.s foretagsomme svigermor, der omkring 1630 lod den bemale. Også bjælkerne blev udsmykket; og mellem vinranker og englehoveder finder man her henholdsvis Ellen Marsvins og hendes mands, Ludvig Munks, våbenskjolde.
Riddersalen på Holckenhavn. I renæssancen blev det opholdsrum, som herskabet brugte i det daglige ofte refereret til som fruerstuen, mens riddersalen eller dansesalen, som herregårdens største rum også lejlighedsvist benævntes, var beregnet til fest. Foto: Holckenhavn Slot.
Skabe fandtes længe før renæssancen, men i denne epoke blev de almindeligt udbredte i de velstillede danske hjem. Som kisterne var der tale om et opbevaringsmøbel til for eksempel linned. Skabene blev prydet med billedskærerarbejde, gerne med bibelske motiver. Skabet her, der nok var beregnet til at rumme bøger, er udført i 1607 - formodentligt af den nederlandske billedskærer Mikkel van Groningen. Det har tilhørt Holger Rosenkrantz til Rosenholm og står endnu på Rosenholm Slot. Foto: Rosenholm.
Nogle af de malmlysekroner, der i dag hænger i danske kirker, stammer fra 15- og 1600-tallets herregårde. En inskription fortæller, at lysekronen her blev skænket til Vestervig kirke i 1679 af Cornelia Bicher enke efter Joachim Irgens von Westervick. De våbenskjolde der smykker kronen, og som ses til højre, vidner dog om, at kronen oprindelig har tilhørt adelsparret Ludvig Munk og Ellen Marsvin. Man kan tænke sig, at lysekronen oprindeligt har hængt i riddersalen eller fruerstuen på Ludvig Munks fornemme hovedgård Nørlund, som han lod opføre i slutningen af 1500-tallet. Foto: Niels Clemmensen. Aalborg stift.
Kabinetter og skrivemøbler kaldet ”kontorer” vandt udbredelse i Danmark i renæssancen. De var velegnet til opbevaring af breve, dokumenter og skrivetøj. De vidner på den måde om det administrative arbejde, der spillede en stadigt mere afgørende rolle for adelsmandens tilværelse. På billedet ses Christian den 4’s skrivemøbel i skrivestuen på Rosenborg Slot. Foto: Kongernes Samling.
Barokken (1650-1740)
Dårlige økonomiske konjunkturer og uheldige krige var medvirkende til, at herregårdsbyggeriet gik mere eller mindre i stå op mod midten af 1600-tallet. Og endnu i de første årtier efter århundredets midte var byggelysten begrænset og væsentlige arkitektoniske fornyelser sås ikke. Først da den gamle middelalderlige herregård Gjorslev I 1666 blev udstyret med et trappehus med en strengt symmetrisk facade, markerede barokken sig i dansk herregårdsarkitektur. Et dansk herregårdsanlæg i gennemført barokstil får vi dog først med opførelsen af Nysø 1671-73. Mange forbinder stilen med et svulstigt og farverigt formsprog, men Nysø er udvendigt som indvendigt et stilfærdigt og afmålt foretagende. Det barokke kommer først og fremmest til udtryk i vægtningen af symmetri og en stærk betoning af husets centralt placerede indgangsparti.
Riddersalen på Selsø. Foto: Herregårdsmuseet Selsø Slot.
Et pragtfuldt eksempel på den modne barok er riddersalen på Selsø, som Christian Ludvig Scheel von Plessen lod indrette i begyndelsen af 1730'erne. Her oplever vi noget af den tyngde og farverigdom, der ofte forbindes med stilen. Salen er udstyret med marmorerede fyldningsdøre og paneler, prægtig stukkatur og store malerier med mytologiske motiver udført af hofmaleren Hendrick Krock. Med barokken forsvandt de kalkede vægge på mange herregårde bag malede træpaneler, vævede flamske tapeter eller gyldenlæder. Samtidig blev mange gamle bjælkelofter skjult under stuk, der i nogle tilfælde udgjorde rammen om et loftsmaleri. Endelig blev store spejle i forgyldte rammer, som fx de såkaldte Versailles-spejle, der ses i riddersalen på Selsø, også et udbredt fænomen.
Riddersalen på Selsø. Foto: Herregårdsmuseet Selsø Slot.
Med overgangen fra renæssance til barok gik trappetårne af mode. Trapperummet på Gjorslev, som stammer fra 1666, er det første eksempel på, hvordan trappen nu blev trukket ind i huset. Her tjente den ikke længere blot en praktisk funktion, men medvirkede til husets iscenesættelse. Foto: Gjorslev Gods.
Når man træder indenfor i hallen på Gunderslevholm er det tydeligt, hvordan trappen ikke længere kun skal tjene et praktisk formål, men bidrage til at give husets besøgende et flot og festligt førstehåndsindtryk. Carl Adolph von Plessen, der lod Gunderslevholm opføre i 1729, har gjort brug af håndværkere, der var velbekendte med den frodige tyske højbarok. Foto: Niels Peter Stilling.
Under barokken fik lyset et andet skær; de gamle blyindfattede ruder blev efterhånden skiftet ud med større ruder falset ind i træsprosser. Et bevaret vindue med blyindfattede ruder fra storkansler Conrad Reventlows tid (1683-1708) på Clausholm ses herover, mens den nye vinduestype, som blev indsat i datteren Anna Sofie Reventlows ejertid (1730-1743) ses herunder. Foto: Clausholm Slot.
Et af de nye vinduer fra Anna Sofie Reventlows ejertid (1730-1743). Foto: Clausholm Slot.
Korridor på Clausholm. På renæssancens herregårde synes en høj grad af pragmatisme at have præget indretningen. De relativt få og små gange, der formidlede mellem husenes opholdsrum betød, at herskab og tjenestefolk var nødsaget til at omgås relativt tæt. I barokken blev herregårdene derimod gerne udstyret med lange gange og korridorer samt sekundære trapper, hvilket betød at tjenestefolkene nu kunne servicere herskabet effektivt uden at trænge mere ind på herskabets enemærker end højst nødvendigt. Foto: Clausholm Slot.
Rokokoen (ca. 1740-1760)
Stuklofter, fyldningsdøre, paneler, store spejle i forgyldte rammer, døre placeret enfilade, symmetrisk opbyggede rumplaner og repræsentative trapperum er alle elementer som rokokoen viderefører fra barokken, men formerne bliver lettere og mere legende. Gyldenlædertapeterne gik af mode og de vævede flamske tapeter var nu heller ikke i så høj kurs som tidligere. Silke- og fløjlstapeter, der også kendtes i barokken, synes imidlertid at have øget deres popularitet. Ved både at lade loft og vægge dække af stuk skabtes desuden på nogle herregårde sale af en hidtil uset lethed og ynde. Barokkens glæde ved kraftige farver og stærke kontraster veg til fordel for en mere sart og nedtonet pallette.
Herregården Lerchenborgs smukke riddersal, der blev indrettet i 1740'erne, giver mindelser om nogle af hofarkitekten Nicolai Eigtveds samtidige arbejder. Her får den klare overordnede symmetri modspil af en let og livlig stukkatur på vægge og lofter. Og fra 11 store vinduer - fire på hver af rummets langsider og tre på endevæggen mod haven - strømmer lyset ind. Døre og paneler er bemalede i diskrete gråtoner, mens salens betydning understreges ved, at den har højere til loftet end husets øvrige rum. Parketgulvet såvel som krystallysekronen er begge typiske elementer i tidens indretning, der bidrager til den lethed som rokokoen efterstræbte - førstnævnte gjorde det også muligt at skride elegant henover gulvet på en måde de ældre flise eller trægulve ikke havde tilladt.
Riddersalen på Lerchenborg. Gardiner var ikke almindeligt udbredte i 1600-tallet og i første halvdel af 1700-tallet er gardinerne ofte ret diskrete, hvis de da ikke ligefrem er udeladt til fordel for skodder, som tilfældet er i salen på Lerchenborg . Foto: Kammerherre, Hofjægermester, greve Christian Lerche-Lerchenborg.
Nyklassicismen (1760- 1850)
I Danmark er vi vant til at de skiftende stilarter først når landet længe efter deres internationale gennembrud. Men med nyklassicismen har vi den enestående situation, at takket være den fra Frankrig indkaldte arkitekt Nicolas-Henri Jardin, slår stilen igennem på samme tid her som ved det toneangivende franske hof.
Udgravningerne af de romerske oldtidsbyer Herculaneum og Pompei i midten af 1700-tallet inspirerede kunstnere og arkitekter til en ny stil, der efterstræbte et stramt og disciplineret udtryk – i modsætning til rokokoens lette og sensuelle. Rokokoens svungne linjer blev nu rettet ud og dens forkærlighed for legende, dekorative elementer blev afløst af klare, geometriske former.
De nyklassicistiske interiører opbygges for så vidt af de samme elementer som barokkens og rokokoens, men alt er strammet op og fremtræder i reglen væsentligt enklere. Som fx på Liselund Slot, der blev opført i 1792 af arkitekten Andreas Kirkerup for godsejer og amtmand på Møn, Antoine de la Calmette. Farveholdningen er her overvejende lys som i rokokoen, men farvestærke rumudsmykninger optræder også i perioden – ikke mindst i nyklassicismens sene fase. Her skippes desuden de indtil da foretrukne forgyldte eller hvidmalede møbler til fordel for polerede møbler i ædeltræ med fine intarsia-arbejder.
Liselund Slot er beskedent, men elegant. Tidens glæde ved det naturlige gav sig udslag i, at centralt placerede stuer med direkte adgang til haven blev noget nær et must. Det var med al sandsynlighed hofdekoratøren J.C. Lillie, der stod for indretningen af det smukke hus. Foto: Nationalmuseet.
Ikke blot åbnede tidens havestuer hjemmet mod naturen - naturen blev nu i stigende grad også inviteret indendøre i form af potteplanter og planteborde. På dette udsnit af Jens Juels portræt af kronprinsesse Marie Sophie Frederikke fra 1791 – 1792 ser man en rose i en urtepotte. Udsnit af Jens Juels portræt af kronprinsesse Marie Sophie Frederikke. Billede: Statens Museum for Kunst.
Efterhånden gik nogle kunstneres antik-inspiration så vidt, at opdagelserne i Pompei og Herculaneum blev til dogmer for god smag. Deres grundige studier åbnede imidlertid øjnene for oldtidens farveglæde og i gemakket her, der blev indrettet på Gjorslev mellem 1843 og 1845 af maleren Carl Löffler, gløder væggene i pompejansk rødt. Foto: Gjorslev Gods.
Nyklassicismens indledende fase fra ca. 1760-1790 betegnes ofte Louis Seize-stil, mens perioden fra ca. 1790-1830 kaldes Empire. I denne fase bliver herregårdenes traditionelle, stærkt formelle indretning med stole og opbevaringsmøbler placeret velordnet langs væggene blødt op i form af små grupperinger. Den nu moderne skabssofa kunne, som her på billedet fra Den Gule Stue på Gammel Estrup, danne rygraden i et lille afrundet miljø, der lagde op til hygge i familiens skød. Nogle steder dukkede som noget nyt væg-til-vægtæpper op. Tæppet, der ses på billedet herover, er af nyere dato, men fremstillet efter de samme metoder, som anvendtes i tæppeindustrien i begyndelsen af 1800-tallet. Mønstret er ligeledes et originalt mønster fra samme tid. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Selv om et væg-til-væg-tæppe i begyndelsen af 1800-tallet har været et meget moderne fænomen, så trak man fortsat gerne på antikken som inspirationskilde. Maxentius Basilikaen fra begyndelsen af 300-tallet er således udstyret med kassettelofter, hvis grundmønster formentlig er blandt forlæggene for tæppet i Den Gule Stue, der ses herover. Foto: Wikimedia Commons.
Stoftapeter og malede lærredstapeter får i stigende grad konkurrence fra de trykte papirtapeter i perioden. Det festlige, spraglede papirtapet her er genskabt på basis af et originalt tapet på Gammel Estrup, som er dateret til mellem 1790 og 1810. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Historicismen (ca. 1850- 1910)
Historicismen er ikke så meget én stil, som en samlebetegnelse for en række stilarter såsom ny-gotik, ny-renæssance, nybarok og nyrokoko, der alle gjorde sig mere eller mindre gældende i samme periode og som ofte supplererede hinanden eller sammenblandedes. Da man på mange herregårde tjente godt i sidste halvdel af 1800-tallet - bl.a. ved frasalg af fæstegods - blev der i flere tilfælde råd til omfattende moderniseringer og nybyggerier. Men som ovennævnte stilbetegnelser antyder, så greb man tilbage i historien for at finde et passende formsprog til de nye projekter. Tiden var alment begejstret for den nationale historie og da godsejerstanden efter Danmarks nederlag til Preussen i 1864 overtog regeringsmagten fra den borgerligt liberale elite, bidrog det historicistiske herregårdsbyggeri til at understrege standens position som privilegerede forvaltere af nationens historiske arv. De nye eller moderniserede herregårde blev indrettet så de mindede om ærværdige gamle herregårde – dog måske bare lidt flottere og mere komfortable, når man nu havde pengene.
Herregården Fuglsang er et godt eksempel på en historicistisk indrettet herregård. Da huset stod færdigt i 1869, kunne Rolf Viggo de Neergaard sætte sig med avisen og en god cigar i den renæssanceinspirerede Røde Stue, drikke kaffe i Agnethe Stuens barokke omgivelser eller nyde maden i en italiensk/palladiansk spisestue som ingen fortilfælde har i dansk stilhistorie. Nyklassicismen blev i øvrigt ikke egentlig udkonkurreret af Historicismen – snarere inkorporeret i den. Neergaards musikstue er således et fint eksempel på, hvordan nyklassicismen fortsat kunne bringes i spil, hvis man fandt at den understøttede den atmosfære man tilstræbte med et givet rum. Det var ganske almindeligt at de enkelte rum blev indrettet i forskellige stilarter; herreværelser skulle gerne have et tungt og rustikt udtryk til hvilket formål renæssancen passede bedst, mens havestuer og gemakker, hvor kvinderne holdt til helst skulle være lyse, lette og feminine, til hvilket formål rokokoen egnede sig. Uanset hvilken stil man valgte, blev rummene møbleret væsentligt tættere end i de foregående perioder; nips, pynt og planter tog også mere plads op end tidligere og særligt mod slutningen af 1800-tallet blev tunge forhæng og gardiner populære. I denne fase af historicismen taler man også ofte om klunkestil pga. af tidens glæde ved klunker (små kvaster) på gardiner, møbler og diverse tekstiler. På mange måder blev boligen nu mere bekvem; velpolstrede møbler og bløde gulvtæpper suppleredes mod periodens slutning af tekniske fremskridt som gasbelysning, centralvarme og vandklosetter.
Den Røde Stue. Foto: Fuglsang Herregård.
Agnethe Stuen. Foto: Fuglsang Herregård.
Havesalen (Spisestuen). Foto: Fuglsang Herregård.
Musiksalen. Foto: Fuglsang Herregård.
Den moderne herregård
De skiftende moder satte også i det 20. århundrede deres præg på herregårdenes indretning. Mange steder var det dog først og fremmest det i generationer nedarvede indbo, der dominerede indtrykket af stuer og sale. I en del tilfælde rakte økonomien ikke længere til de helt store moderniseringer, men nok så væsentligt markerede en stadig mere udtalt bevidsthed om herregårdsinteriørernes kulturhistoriske værdi sig. Og mange herregårdsejere stræber i dag bevidst efter at indrette deres boliger, så de nok fungerer som rammerne om et moderne liv, men samtidig værner om den atmosfære, der kendetegner de gamle huse.
De gamle kandelabere på bordet er blevet udstyret med elektriske lampetter og sammen med de talrige fotografier røber de, i dette billede fra 1920'ernes Gammel Estrup, at det er ”nye tider”. Men slægtsportrætter fra 3 århundreder (4, hvis man tæller fotoene på bordet med), 1700-tals stukkatur og gamle møbler som fx det massive barokskab i baggrunden viser, hvordan herregårdens indretning, som det ofte var tilfælde på dette tidspunkt, havde antaget en palimpsestagtig karakter; lag på lag fra skiftende tider. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Selv om en del herregårdes hovedbygninger i dag danner rammen om fx hotel- og restaurationsvirksomheder, uddannelsesinstitutioner eller museer, så tjener de fleste dog fortsat deres oprindelige primære formål - at fungere som nogens hjem! Spisestuen på Stenalt gods viser, hvordan den gamle herregård samtidig er et moderne hjem. Som de fleste andre herregårde er Stenalt også fortsat en landbrugsvirksomhed - på stedet produceres økologisk gedekød og gedeost. Foto: Jørgen Overbys Tegnestue A/S.
Videre læsning
Benzon, Gorm: Gamle danske gulve. Odense 1988, genoptrykt 2000.
Benzon, Gorm: Gamle danske kaminer. Odense 1982, genoptrykt 2000.
Benzon, Gorm: Gamle danske lofter. Odense 1980, genoptrykt 2000.
Benzon, Gorm: Gamle danske tapeter. Odense 1986, genoptrykt 2000.
Benzon, Gorm: Gamle danske trapper. Odense 1987, genoptrykt 2000.
Benzon, Gorm: Gamle danske vinduer. Odense, 1981.
Benzon, Gorm: Gamle danske vægbeklædninger. Odense, 1983, genoptrykt 2000.
Benzon, Gorm: Gamle ovne i Danmark. Odense, 1980, genoptrykt 2000.
Erichsen, John & Mikkel Venborg Pedersen (red.):Herregården. Anlæg – Interiør og have Bind 1-4. København, 2004-2006, genoptrykt 2009.
Waagepetersen, Christian: Lysekroner i Skandinavien - fra gotik til klunketid. København 1969.