Hvolgaard

Ejerhistorie

Hvolgaards ejerforhold kan spores tilbage til 1434, hvor gården i et dokument omtales blandt Ribe bispestols besiddelser. Hvolgaards tidligere ejer havde været Anders Skeel, som havde testamenteret store dele af sit gods til kirken. Hans familie var imidlertid ikke begejstrede for dette, og derfor måtte ridderen Otte Nielsen mægle mellem familien og bispen, før der blev indgået et kompromis, hvor familien måtte nøjes med interiøret på Hvolgaard, mens godset forblev på kirkens hænder.

Herefter tog kirkelige lensmænd sig af driften på Hvolgaard indtil Reformationen i 1536, hvor gården ligesom alt andet bispegods blev inddraget under Kronen. De kirkelige lensmænd blev her erstattet af kongelige lensmænd, og en af disse, Jørgen Sested, købte i 1570 Hvolgaard efter, at han i seks år havde haft godset i forlening. I 1573 fik Maribo Kloster kongelig befaling på at give Jørgen Sested fire gode ege fra klosterhaven således, at han kunne ombygge gården. På dette tidspunkt hørte over 40 fæstegårde og mindre huse til godset.

Jørgen Sested var oprindeligt holstener. I begyndelsen af Frederik II's (1534-1588) regeringstid var han tilknyttet kongeriget, først som hofjunker og siden som køgemester. Den sidste titel fik han i 1561, hvilket var samme år, som han havde dræbt en saksisk adelsmand i en duel i København. Drabet havde altså ingen indflydelse på hans karriere. Han ejede og forlenede flere gårde, men trak sig siden tilbage til Holsten.

I 1588 købte Albert Friis Hvolgaard. Han ejede også Haraldskær og var af gammel dansk adel. Efter at have tjent ved hoffet blev han lensmand på Riberhus. Han var meget rig og efterlod således en betydelig arv til sine seks døtre. Gennem datteren Else Friis kom Hvolgaard til hendes mand, Henrik Holck. Herefter kom godset til endnu en Friis og siden til Rantzau-slægten, hvor Christopher Rantzau var den sidste mand på gården. Han var tysk rigsgreve samt berømt og berygtet. Berygtet fordi han på Schmoel gods i Holsten havde brændt 18 uskyldige mennesker på bålet for trolddom i 1686, berømt fordi han som den første holstenske herremand gav sine livegne bønder friheden i 1688.

I 1680 købte Hans Henrik von Levetzow Hvolgaard, og han var tidstypisk på den måde, at han var en borgerlig mand, der forsøgte at blive adelig. Han var således den første på Hvolgaard af den nye officersadel, der både opnåede adelig rang og med tiden også en betragtelig formue. Hans svigersøn, Detlev von Brockdorff, var af samme støbning og ejede også flere herregårde. Han var chef for et af de nationale regimenter, der var indkvarteret på ryttergodset i Koldinghus og Ribe amter, og han deltog med det under Den Store Nordiske Krig (1700-1721) i kampene i Flandern. Han steg i rang og solgte Hvolgaard til sin kollega og svigersøn, Hieronimus de la Mare. Han solgte gården videre igen to år senere til forpagteren på Møgelkær, Jakob Kruse. Herefter forblev gården på borgerlige hænder.

I 1780'erne var udskiftningen af fæstegårdene i fuld gang. Dette betød, at landsbyernes jordfællesskab blev opgivet til fordel for selvstændige bøndergårde med egen jord. Dette tog på Hvolgaard yderligere fart fra 1789, hvor gårdens ejer Anders Kruse fik bevilling til at udparcellere selve Hvolgaard og beholde skattefriheden for hovedgården. Da han døde i 1813, var der således kun 24 husmænd tilbage under godset. Hvolgaard og Langskov kirke blev året efter solgt på auktion.

Herefter kom der ofte nye ejere på Hvolgaard. En af de mest bemærkelsesværdige blandt disse var Ludvig August Steensen-Leth, som blev kendt på grund af en proces om retten til en herskabsstol i Langskov kirke. Striden kom endda i pressen og faldt ud til godsejerens fordel, hvilket betød, at han fik sin lukkede stol øverst i den nyopførte kirke. På Hvolgaard sad han som ejer i 49 år, og stod bl.a. for opførelsen af gårdens nuværende hovedbygning. Efter hans død i 1919 var gården igen kendetegnet ved en række hurtige ejerskift.

Hvolgaard er i 2021 ejet af Hanna Teglgaard Jensen og Lars Teglgaard Jensen, der driver landbrug på gården.