Kalundborg Ladegaard

Ejerhistorie

Omkring år 1170 anlagde Absalons broder Esben Snare en borg, som fik navnet Kalundborg. Borgen gik i arv til hans datter Ingeborg, gift med Peder Strangesen. I midten af 1200-tallet anlagdes tæt ved borgen et kloster, der fik navnet Kaalund Kloster. Efter sin mands død sad Ingeborg i mere end 20 år som 'frue af Kalundborg'. Borgen blev 1262 konfiskeret, da Ingeborg havde støttet kongens modstandere i kampen om tronen.

Kalundborg Slot blev i senmiddelalderen et af de mægtigste fæstningsværker i Danmark. Omkring borgen voksede byen op, og der blev efterhånden tale om en befæstet bydannelse beskyttet af bymure og voldgrave. Selve Kalundborg Slot var en mægtig borg, som lå øst for byen og var et af landets vigtigste militære støttepunkter, som ofte var samlingspunkt for vigtige politiske forhandlinger. Kalundborg Slot blev sandsynligvis opført under kong Valdemar Atterdag (ca. 1320-1375). Han forsøgte også - uden held - at flytte det omtalte Kaalund Kloster, som blokerede for udvidelser af borgen.

I 1523 blev Mogens Gøye lensmand på Kalundborg. Han var en af højadelens stærkeste støtter for indførelsen af Reformationen i Danmark. Kaalund Kloster var ledet af en såkaldt guardian, Melchior Jensen, som ligeledes støttede den lutherske lære - i fællesskab lod de derfor munkene jage ud af Kaalund Kloster i 1532. De forladte bygninger blev senere omdannet til ladegård under Kalundborg Slot, dvs. centrum for driften af slottets marker og tilhørende fæstegårde.

De følgende år rasede kampene om kongemagten og indførelsen af Reformationen i Danmark. Under Grevens Fejde (1534-1536) blev Kalundborg Slot erobret af grev Christoffer, som støttede Christian II (1481-1559). Da borgerkrigen afsluttedes med Christian III's (1503-1559) sejr i 1536 kom Kalundborg Slot tilbage til Mogens Gøye som lensmand. Fra 1549 til 1559 fungerede slottet desuden som fængsel for Christian II.

Militært mistede Kalundborg Slot efterhånden en del af sin betydning, men var stadig et rigt og betydningsfuldt kongeligt len. I midten af 1600-tallet rasede krigene igen og under Første og Anden Karl Gustav-krig var de svenske hære på Sjælland i flere omgange. Kalundborg Slot blev indtaget i 1658 og sprængt i luften for ikke senere at blive genopbygget.

Krigene havde medført en stor gæld for Kronen, som ikke så andre udveje end at udlægge eller bortsælge krongodset til sine kreditorer. Kalundborg Ladegaard blev i 1664 udlagt til Gabriel Marselis. Det var et meget stort gods på 136 tønder hartkorn for hovedgårdsjorden og mere end 1000 fæstegårde.

Gabriel Marselis var en storkøbmand, som oprindeligt stammede fra Amsterdam. Hans pengeudlån til Kronen blev efter 1660 omsat til godsbesiddelser, hvormed han blev en af landets største godsejere. Han blev boende i Amsterdam, ligesom i øvrigt flere af hans sønner, som arvede hans besiddelser i Danmark.

Hovedparten af fæstegårdene under Kalundborg Ladegaard arvedes af sønnen Jan, hvorefter mange efterhånden tilbagekøbtes af Kronen. Selve Kalundborg Ladegaard og en tredjedel af fæstegårdene gik til en anden søn, Frants Marselis, som i 1687 fik oprettet gården som såkaldt fri sædegård. Det betød, at gården fik tildelt en række privilegier, ikke mindst den eftertragtede skattefrihed på produktionen fra herregårdens egne marker.  

Frans Marselis ejede gården, indtil den i 1702 blev købt af Carl Ahlefeldt, som senere arvede grevskabet Tranekær på Langeland. I hans ejertid opdeltes godset, og han oprettede herregården Østrupgaard - det senere Lerchenborg. Da Carl Ahlefeldt døde i 1722 var han stærkt forgældet og Kalundborg Ladegaard pantsat sammen med Østrupgaard. Godset blev udlagt til grevinde  Walter, enke efter gehejmeråd Frederik Walther. Hun overtog omkring 2000 tønder hartkorn fæstegårde - en gennemsnitsgårde var ca. 6 tdr. hartkorn - omkring Kalundborg fra Ahlefeldt, men da hun døde allerede i 1724 blev godset solgt på auktion til den engelske købmand Christoffer Watkinson, som samme år blev adlet i Danmark. Han døde i 1729, og hans nærmeste arving John Thornton overtog godset.

I 1742 blev herregårdene solgt til grev Christian Lerche. Christian Lerche stammede fra den gamle danske adelsslægt Lerche. Han oprettede af sine besiddelser i et nyoprettet stamhus ved navn Lerchenborg. Oprettelsen af stamhuse var typisk for denne tid og betød, at godset ikke længere kunne deles mellem arvinger eller ved salg. Han opførte en ny pragtfuld hovedbygning på Østrupgaard, der blev centrum i stamhuset, og ligesom dette fik navnet Lerchenborg.

Kalundborg Ladegaard blev lagt under stamhuset og fik i 1752 en ny hovedbygning. De tidligere klosterbygninger blev nedrevet og der blev opført en helt ny gård i stedet. Gården forblev i slægtens eje frem til 1792, hvor Georg Flemming Lerche fik tilladelse til at udskille Kalundborg Ladegaard fra stamhuset. Herefter solgtes gården til Peder Kraft, som kort herefter i 1796 solgte gården videre til Peder Stub.

Peder Stub overdrog i 1807 gården til sin svigersøn Jacob Schnell, men da Jacob Schnell i 1826 gik fallit, købtes Kalundborg Ladegaard af Christian von Barner, som stammede fra den tyske adelsslægt Barner. Gården gik i arv til Christian von Barners søn Leopold Theodor von Barner. Efter Leopold Theodor von Barners død i 1868 blev gården ejet af hans enke Mathilde Leontine Margarete Feddersen. I 1887 solgte Mathilde Leontine Margarete Feddersen gården til Otto Frederik Christian Anton Lawaetz.

I 1907 overdrog han gården til sønnen, Carl A. N. Lawaetz. Under hans eje fik gården navnet Kaalund Kloster. I 1942 overdrog Carl A. N. Lawaetz gården til sine 8 børn, som i 1946 solgte gården til W. Lænkholm.

W. Lænkholm påbegyndte en udstykning af herregårdens marker. I 1948 solgte han gården til et konsortium, som færdiggjorde udstykningerne. Avlsbygningerne blev nedrevet.

Hovedbygningen anvendtes en tid som skolehjem, hvorefter den blev solgt til Kalundborg Kommune, der fortsat i 2013 anvender den som administrationsbygning.