Rugaard (Jylland)

Ejerhistorie

Ved Reformationen i 1530 overgik alt kirkens jord til kongen. Blandt det nye krongods var også landsbyen Rugaard på Djursland, som siden 1183 havde hørt under Øm Kloster.

Kronen mageskiftede i 1579 Rugaard og de omkringliggende jorder til Hans Axelsen Arenfeldt. Det jordtilliggende, som Hans Axelsen Arenfeldt modtog ved byttet, var velegnet til at samle omkring en hovedgård, der kunne drives af hoveri. De stigende kornpriser i Europa var for godsejerne et stort incitament til at omlægge hovedgårdsdriften til arbejdskrævende kornproduktion. For at kunne sikre tilstrækkelig arbejdskraft til hovedgårdene var det nødvendigt at samle hovedgårdsjorden tæt på selve herregården - og fra slutningen af 1500-tallet vokser hovedgårdene sig da også større og større og mere og mere stabile, mens en række fæstegårde blev nedlagt i stordriftens og effektiviseringens navn.

Sådan gik det også i tilfældet Rugaard. Hans Axelsen Arenfeldt lod landsbyen og dens gårde nedlægge, og opførte i løbet af 1580'erne en imponerende hovedbygning på den tidligere landsbys jorde. Hans Axelsen Arenfeldt giftede sig i 1588 med Anne Jørgensdatter Marsvin, og sammen fik de 11 børn.

Ved Hans Axelsen Arenfeldts død i 1611 blev Rugaard delt blandt børnene, men med tiden samlede sønnen Mogens Arenfeldt gården på sine egne hænder. Arenfeldt blev såvel lensmand som stiftsamtmand inden sin død i 1671, ligesom han udvidede jordtilliggendet. I 1682 solgte Mogens Arenfeldts søn Hans Arenfeldt Rugaard til sin fætter Jørgen Arenfeldt.

Jørgen Arenfeldt var tilsyneladende en entusiastisk deltager i tidens hekseforfølgelser, og han lod flere mistænkte "svømme", dvs. kastede dem i dammen foran Rugaard for at se, om de kunne svømme. Kunne de det, blev det betragtet som endegyldigt bevis for deres hekseri og trolddom. Også pinebænk og heksebål var tilbagevendende begivenheder på Rugaard i hans ejertid, og Frederik IV (1671-1730) måtte personligt gribe ind i 1707 for at standse Arenfeldts processer.

Udgifterne til de mange hekseprocesser var efter sigende en medvirkende årsag til, at Jørgen Arenfeldt i 1707 måtte lade Rugaard gå på auktion. Det var Jørgen Arenfeldts ældste søn, Axel Arenfeldt, der købte gården, men også han kæmpede med dårlig økonomi, og i 1737 lod hans kreditorer Rugaard gå på auktion.

Den nye ejer var Christian Lerche, som dog kun beholdt Rugaard i seks år. Efter at have oprettet stamhuset Lerchenborg på Sjælland skilte han sig nemlig af med alle sine jyske besiddelser. Rugaard blev købt af Jacob Benzon, der tilbragte store dele af sin ejerperiode i Norge, hvor han først var vicestatholder og senere statholder.

Benzon døde i 1775 uden arvinger, men havde inden sin død bestemt, at Rugaard skulle indgå i et stamhus for hans nevø Christian Benzon.  Christian Benzon fik imidlertid tilladelse til at ophæve stamhuset, som i 1788 blev solgt til Jacob Hansen fra den nærliggende herregård, Lyngsbækgaard.

Jacob Hansen, såvel som den følgende ejer Per Bech, var begge heldige at kapitalisere på de stadig stigende ejendomspriser, og i 1798 blev gården købt af Hans Peter Ingerslev og Hans Peter Stochmann. Omkring 1800 overtog Ingerslev selv hele ejendommen. Ingerslev var en dygtig og fremsynet landmand. Han indledte sin tid på Rugaard med at sælge fæstegodset, senere formåede han - skønt første halvdel af 1800-tallet var vanskelig for landbruget - at gennemføre en række produktionsforbedringer, og han styrede Rugaard sikkert igennem krisen.

Ingerslev døde i 1830, og Rugaard havde en række skiftende ejere inden gården i 1866 blev købt af Peter Paul Christian Ferdinand Mourier-Petersen. Mourier-Petersen var en dygtig landmand og en energisk formand for det nyanlagte Hedeselskab. På Rugaard anlagde han i sin ejertid en stor plantage nær kysten. Netop skovene blev i slutningen af 1800-tallet oppriorietet af mange godsejere, som greb muligheden for at opdyrke et nyt forretningsområde inden for tømmerproduktion efter at have solgt fæstegodset.

Rugaard ejes endnu i 2011 af efterkommere af Mourier-Petersen.