Store Grundet

Ejerhistorie 

Store Grundets ejerrække er langt mere aristokratisk end mange andre ældre, danske herregårde. Frem til 1909 var gården således i gamle adelsslægters eje, og kun få gange blev slægten helt udskiftet på gården.

Store Grundet opstod som herregård som følge af de mange byttehandler, Kronen foretog med adelen i 1500-tallet. I 1578 overtog Iver Vind landsbyen Grundet, der på dette tidspunkt bestod af syv gårde. Det er uvist, om det var Iver Vind eller hans efterkommer, der nedlagde landsbyen og byggede det nye herresæde Store Grundet. Landsbyen blev dog fjernet, hvilket præsten i Vejle klagede over. Dette gjorde han ikke fordi, de stakkels bønder mistede hus og hjem, men fordi han mistede skatteindtægterne fra dem.

Da Iver Vind døde i 1586, arvede hans tre sønner, Christen, Henrik og Jakob Vind, Store Grundet. Christen Vind døde i en fejde med Hans Stygge i 1605, mens Henrik Vind og Jakob Vind døde to år senere. Det blev den sidstnævntes enke, Else Høeg Banner, der overtog gården, som hun ejede indtil 1609, hvor nevøen Niels Vind fik den tildelt

Niels Vinds barnebarn af samme navn arvede godset i 1627 efter sin moder. Han rejste meget i udlandet og fungerede som kongens diplomat. Under Torstenssonkrigen (1643-1645) blev han udnævnt til ritmester i Skåne. Krigen tog imidlertid hårdt på Niels Vinds helbred, og han måtte derfor efterfølgende sige sine embeder op. Han døde allerede i 1646 knap 31 år gammel.

Hans datter, Kirsten Vind, arvede herefter Store Grundet. Hun blev gift to gange, først med Tage Krabbe og senere med Otto von Gamm. Hun skødede Store Grundet til Otto von Gamm i 1679, men da deres fælles søn døde uden arvinger, blev det hendes søn af første ægteskab, Erik Krabbe, der arvede godset.

Erik Krabbe overtog gården efter halvbroderens død i 1701, men allerede fire år senere solgte han den til Ditlev von Brockdorff, hvilket altså betød, at Store Grundet kom til en ny slægt. Von Brockdorff'erne gjorde imidlertid ikke meget væsen af sig, og med Sophie Hedevig von Grabows død i 1784 blev Store Grundet solgt til hendes svigersøn, Hans Helmuth von Lüttichau, hvilket altså betød, at godset overgik til en ny slægt.

Hans Helmuth von Lüttichau var officer og havde tjent i Holsten. Her havde han fundet sin stærke kristne tro, og da han senere blev stationeret i Vejle, kom han til at møde sin senere hustru, Johanne Brockdorff. Ligesom ham var hun stærkt religiøs. Parret boede på Store Grundet, indtil Hans Helmuth von Lüttichau overtog sin families stamhus, Tjele. Han skulle efter sigende have været en meget påholdende mand. Dette kom bl.a. til udtryk efter en stor ildebrand i Vejle, hvor han klagede over, at Store Grundets forvalter havde solgt korn alt for billigt til de brandlidte. Endvidere klagede bønderne over det hoveri, han pålagde dem. Hoveriet var fæstebondens pligtarbejde overfor herremanden. Omkring 1800 begyndte Hans Helmuth von Lüttichau at sælge ud af sin jord. De første årtier af 1800-tallet var hårde for landbruget. Krigen i Europa og statsbankerotten 1813 havde medført en svækket befolkning, og herregårdene led derfor meget i perioden. For at afværge den værste krise begyndte Hans Helmuth von Lüttichau at sælge jorden fra. Fæstegårdene var allerede mere eller mindre solgt til selveje, hvilket betød, at han måtte vende sig mod selve Store Grundets hovedgårdsmarker, som derfor blev udparcelleret. Af otte af parcellerne opstod således afbyggergården Lille Grundet.

Efter Hans Helmuth von Lüttichaus død i 1801 overgik Store Grundet til enken Johanne Brockdorff, som i 1806 overdrog gården til sønnen Schack von Lüttichau. I 1823 blev dennes søn, Mathias von Lüttichau, eneejer af godset. Han havde som ung deltaget i felttoget i Mecklenburg. Siden havde han været med de danske hjælpetropper i Frankrig, og i fredsperioden var han medlem af stænderforsamlingen i Viborg, hvor han blev forsamlingens vicepræsident i 1842. Stænderforsamlingerne fik betydning for danskernes mulighed for at debattere og engagere sig i politiske emner. De var dog kun rådgivende, men den enevældige konge lyttede gerne til forsamlingernes tanker og forslag. På denne måde blev den politiske debat en mere legitim del af samfundet.

Senere blev Mathias von Lüttichau også medlem af den grundlovgivende forsamling. Han var lodret imod grundloven, da han mente, at den var for demokratisk. Under Treårskrigen (1848-1851) gjorde han igen militærtjeneste, denne gang på Als og ved Isted. Derefter blev han krigsminister fra 1854 til 1856, hvorefter han for en kort stund trak sig tilbage. I 1864 måtte han igen i felten. Han var kommanderende ved Dannevirke og talte kraftigt imod tilbagetoget.

Mathias von Lüttichau døde i 1870, og to år senere gik Store Grundet til svigersønnen Johan Sigismund Knuth og dermed igen til en gammel, dansk slægt. I 1909 solgte dennes søn, Christian Frederik Knuth, gården til ejeren af Lille Grundet, Niels Skou. Hermed kom Store Grundet for første gang i historien på borgerlige hænder.

Niels Skou var en selvgjort mand fra Give. Det fortælles, at han ved købet af Store Grundet skulle have hevet knap en halv million kroner op på bordet og således betalt alt kontant. Han døde i 1930.

Under Tysklands besættelse af Danmark mellem 1940 og 1945 blev Store Grundet brugt til internat for britiske statsborgere, der havde opholdt sig i Danmark den 9. april 1940. Under tiden som internat blev der anlagt en tennisbane, og på plænen foran hovedbygningen spillede englænderne golf. Efter krigens afslutning blev gården et internat for politiske og kriminelle fanger.

Store Grundet er i 2014 ejet af Inga og Peter Christensens Familiefond