Tandrup

Ejerhistorie

Tandrup's tidligst kendte historie er domineret af adelsslægten Høg. Fra slutningen af 1300-tallet og frem til 1500-tallet var Tandrup således i samme slægts eje - dog ikke uden konflikter.

Gården nævnes så langt tilbage som i 1386, hvor Peder Nielsen Bild skriver sig til gården. Senest i 1396 er gården i Per Høgs eje. Per Høgs svigersøn, Niels Eriksen Banner, mente, at han var berettiget som ejer af Tandrup, men gården gik i 1424 til Per Høgs nevø, Lage Rød. Efter mere end 60 år gjorde efterkommere af Niels Eriksen Banner dog fortsat krav på gården. Lage Rød var blevet præsteviet og senere optaget i Dueholm Kloster, hvorefter hans bror, Bo Høg, blev ejer af Tandrup, men med hans død uddøde mandslinjen i familien Høg 1484.

Eskil Nielsen Banner skyndte sig at søge om at blive retmæssig ejer af Tandrup. Efter en længere strid mellem Bo Høgs to døtre på den ene side, og Niels Eriksen Banner på den anden, blev Bo Høgs datter, Karen Høg, tilkendt rettighederne over Tandrup.

Da Karen Høg døde i 1512 gik rettighederne til hendes søster, Kirsten Høg, der nogle år før var blevet gift med Niels Krabbe. Deres datter, Karen Krabbe, blev oldemor til den kendte søhelt Niels Juel, og hun stod for hans opvækst. Det var på dette tidspunkt meget normalt, at børn af adelsfamilier blev sendt til slægtninge for at modtage undervisning og opdragelse, mens de var små.

I 1625 bestemte Christian IV (1577-1648) sig for at deltage i Trediveårskrigen (1618-1648). Trediveårskrigen er en samlet betegnelse for flere indbyrdes krige mellem fyrstendømmerne i det tysk-romerske rige. Kernen i striden var forholdet mellem katolikker og protestanter. Danmarks deltagelse i krigen fik imidlertidig også store konsekvenser for Tandrup.

I starten af krigen gik det godt, men i 1626 vendte krigslykken, og i slaget ved Lutter am Barenberg (1626) led Christian IV's hær et voldsomt nederlag. Derefter erobrede og belejrede den tysk-romerske kejsers tropper Jylland.

På dette tidspunkt var Christoffer Gersdorff ejer af Tandrup. Tandrup blev besat af et rytterkompagni, der hærgede og plyndrede egnen. Den 6. april 1628 skrev Christoffer Gersdorff et brev til den øverstkommanderende ved de fjendtlige tropper. I brevet bad han om fred til at passe sin gård og få styr på jorderne mod at betale en taalelig contribution. Om forsøget på at slippe med beskyttelsespenge lykkedes for ham, vidner historien dog ikke om.

Året efter opnåede man fred mellem det tysk-romerske rige og Christian IV's nordtyske sammenslutning, og herefter forlod tropperne området.

Christoffer Gersdorffs datter, Dorthe, blev gift med Johan Rantzau. Gennem 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet sad denne betydningsfulde adelsslægt på herregårdene Tandrup og Kovstrup.  Hendes mand og senere hendes søn skrev sig begge til Tandrup i løbet af 1600-tallet.

I midten af 1700-tallet oplevede Tandrup sin storhedstid under Poul von Klingenbergs ejerskab. På dette tidspunkt havde Tandrup eget birketing, som var en selvstændig retskreds, hvor ejeren af godset kunne udnævne og aflønne dommere. Dermed fik herremanden en form for selvbestemmelse over sit gods og ret til at lave et sæt retsregler, som gjaldt inden for birket. Tandrups birkeret blev dog nedlagt 1744.

Ansporet af gode priser i landbruget opkøbte Klingenberg flere andre gårde og byggede også et nyt firfløjet anlæg i bindingsværk på Tandrup. Ved hans død i 1771 var produktionen omlagt til studedrift, hvilket de efterfølgende ejere fortsatte, ikke mindst under Niels Willemoes, som overtog gården 1799. Hans nevø stod for opførelsen af den nuværende hovedbygning i 1820.

Fra 1848 og mere end 100 år frem var Tandrup i familien Lützhøfts eje. I denne periode bragtes gården atter på fode gennem flere nye initiativer, dog frasolgtes i begyndelsen af 1900-tallet 200 tønder land.