600 års adelshistorie. Slægterne Brock og Scheel 1340-1926
Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning
Herregårdene var fra middelalderen til 1900-tallet magtens centre i landskabet. I hele denne periode blev Gammel Estrup aldrig solgt. Ved at følge slægterne Brock og Scheel på Gammel Estrup gennem 600 års opture og nedture får man et unikt indblik i de skiftende historiske omstændigheder blandt den højeste adel på en af landets største og mest traditionsrige herregårde. Med nedslag i årstallene 1425, 1525, 1625, 1725, 1825 og 1925 beskrives seks markante vendepunkter i herregårdens og de to slægters historie, indtil den sidste Scheel forlod Gammel Estrup, og herregården fik en ny rolle som landets første herregårdsmuseum.
Gammel Estrup ligger ved Alling Å i et terræn, som giver optimale muligheder for forsvar og for at dominere omgivelserne. I begyndelsen af 1600-tallet blev borgen, som var anlagt i 1400-tallet, ombygget til en pragtbolig i renæssancestil. Foto: Hans Henrik Tholstrup.
Slægten Brock
Gammel Estrup, som dengang lød navnet Esendorpe, var sæde for nogle af landets vigtigste mænd allerede i middelalderen. I 1340 var Estrup ejet af Anders Jensen (d. ca. 1355), der var gift med Johanne Brock (d. 1372), og deres efterfølgere og slægt tog hendes navn. Herregården blev herefter nedarvet indenfor familien i knap 600 år.
I 1400-tallet taltes medlemmer af Brock-slægten blandt rigets mest fremtrædende adelsmænd. De var riddere, herremænd og medlemmer af rigsrådet – og ved mere end en lejlighed var de involveret i opgør og fejder med bønder såvel som med andre adelsmænd. Disse fejder kunne udvikle sig til fysiske sammenstød, og som følge deraf var Gammel Estrup opført som en regulær borg beregnet til at kunne forsvare sig mod angreb.
Den dag i dag har vi bevaret en række af Eske Brocks dagbøger fra begyndelsen af 1600-tallet. Han anvendte dem som et logistisk redskab, hvormed han kunne holde styr på sine mange rejser, handler og andre forhold. Derudover satte han et kors med op til fire vandrette streger når han havde været til fest, for derved at holde styr på hvor fuld han havde været. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Slægten Brock fortsatte med at have stamsæde på Gammel Estrup, men gentagne arvedelinger betød, at ejerskabet i lange perioder var delt med andre adelsslægter, ligesom det i øvrigt skete på mange andre herregårde i 1500-tallet. Det lykkedes omkring 1600 Eske Brock (1560-1625) at samle ejerskabet til Gammel Estrup, og i løbet af sin levetid blev han landets rigeste adelsmænd. Han samlede store godsmængder og havde som rigsråd og lensmand til Dronningborg len stor politisk indflydelse.
Gammel Estrup blev i hans ejerperiode ombygget til et pragtanlæg, der var mere beregnet til at imponere end til fysisk forsvar. Ombygningen blev afsluttet af hans datter og svigersøn, hvorved herregården fik sit nuværende udseende med to hjørnetårne og portgennemkørsel i vestfløjen. I dag er Eske Brock ikke bare kendt for sin rigdom, men i høj grad også for sine dagbøger, som giver et enestående indblik i adelens hverdagsliv.
Slægten Skeel
Uden overlevende sønner tog Eske Brock sit slægtsnavn med sig i graven, da han døde i 1625. Gammel Estrup overgik da til hans datter Jytte Brock (1595-1640), som havde giftet sig med den ambitiøse Jørgen Skeel (1578-1631). Han opnåede et af landets højeste embeder som rigsmarsk, øverstbefalende for hæren.
Gammel Estrup gik i arv til parrets søn Christen Skeel (1623-1688), der fik tilnavnet ‘den Rige’. Ikke fordi han i tidens ånd fik indrettet et alkymi-laboratorium, men fordi han fortsatte med at føje rigdomme og jordbesiddelser til Gammel Estrup. Da hans søn, Jørgen Skeel (1656-1695), overtog Gammel Estrup havde godset sin hidtil største udstrækning, og man sagde, at herremanden på Gammel Estrup kunne ride fra Grenå til Viborg på egen jord. Det er en tilsnigelse, men som et vidnesbyrd om hans enorme godsbesiddelser fik han vævet de otte pragtfulde gobeliner med motiver af alle sine herregårde, som endnu i dag kan ses i Riddersalen på Gammel Estrup.
Det næste vendepunkt kom i 1725, hvor herskabet på Gammel Estrup kunne tilføje ’greve’ til slægtsnavnet. Grevskabet Scheel fik hovedsæde på herregården Sostrup (som da fik navnet Scheel). Denne udgjorde sammen med Gammel Estrup (stamhus 1697) og herregården Ulstrup kernen i det, som fortsat var et af landets største godskomplekser.
Herskabsliv på Gammel Estrup
Den grevelige livsstil foldede sig for alvor ud i midten af 1700-tallet, hvor greve Jørgen Scheel (1718-1786) i 50 år havde styringen på Gammel Estrup. Han opnåede høje stillinger ved hoffet, der krævede en prangende livsstil med et stort statusforbrug. Hans far havde etableret den franske have med lindealléer og orangerier. Jørgen Scheel selv fortsatte med at forskønne herregården og foretog kostbare indretninger af Gammel Estrup. Også de øvrige herregårde fik nye hovedbygninger eller store ombygninger.
På trods af de gode økonomiske tider i slutningen af 1700-tallet var godset i finansielle vanskeligheder, da den kun 18-årige Jørgen Scheel (1768-1825) tog over efter sin bedstefar. Han formåede gennem et uhæmmet forbrug at sætte slægtens enorme formue over styr. Det betød afslutningen på Gammel Estrups rolle som centrum i et af Danmarks allerstørste godser. I 1815 gik Jørgen Scheel fallit, men det lykkedes dog at bibeholde selve Gammel Estrup som stamhus for familien.
På trods af de gode økonomiske tider i slutningen af 1700-tallet var godset i finansielle vanskeligheder, da den kun 18-årige Jørgen Scheel (1768-1825) tog over efter sin bedstefar. Han formåede gennem et uhæmmet forbrug at sætte slægtens enorme formue over styr. Det betød afslutningen på Gammel Estrups rolle som centrum i et af Danmarks allerstørste godser. I 1815 gik Jørgen Scheel fallit, men det lykkedes dog at bibeholde selve Gammel Estrup som stamhus for familien.
Slægten Scheel opretholdt selv efter tabet af omkring 2/3 af besiddelserne en herskabelig livsførelse på Gammel Estrup, og herregården fortsatte gennem 1800-tallet med at være et økonomisk, socialt og kulturelt centrum på Djursland. Christen Scheel (1853-1926) sad på Gammel Estrup fra 1918 til 1926, og han blev slægtens sidste ejer på herregården. Efter hans død opgav arvingerne at føre herregården videre, men i 1930 blev det arrangeret, at Gammel Estrup kunne oprettes som den selevejende institution ‘Gammel Estrup – Jyllands Herregårdsmuseum’.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
Det var omkostningsfyldt for det nyoprettede herregårdsmuseum at sætte Gammel Estrup i stand, ligesom det krævede både penge og en ihærdig indsats at skaffe originalt inventar tilbage til gården. Men der var stor opbakning til projektet, og museet havde allerede fra begyndelsen mange besøgende. I dag er der stadig herregårdsmuseum i hovedbygningen på Gammel Estrup, mens det store avlsanlæg huser det landsdækkende museum for jagten, skoven, landbruget og maden: Det Grønne Museum.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum er Danmarks førende herregårdsmuseum. Museet er statsanerkendt og arbejder både med bevaring og udvikling af herregården Gammel Estrup og med forskning i og formidling af de danske herregårdes historie generelt.
Museet beskæftiger sig med alle aspekter af herregårdsområdet herunder arkitektur, landskab, kultur, historie, landbrug og økonomi i både nationalt og internationalt perspektiv og er et levende museum med aktiviteter og arrangementer.
Dansk Center for Herregårdsforskning holder også til på Gammel Estrup. Centeret har til formål at fremme og koordinere forskningen i de danske herregårde og kulturmiljøer og øge befolkningens generelle kendskab til herregårdsområdet.
Det internationale forskningsnetværk for herregårdhistorie ved navn ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research) blev stiftet under netværkets første konference på Gammel Estrup i 2015. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Videre læsning
Nicolaisen, Fritz (red.): Gammel Estrup, Randers Amts Historiske Samfund 1993
Hjemmeside: gammelestrup.dk