Købmand og godsejer

Af mag.art. Ellen Damgaard, tidligere museumsleder, Lemvig Museum

Herregården Kabbel bærer på to fortællinger. Den ene handler om driftige vestjyske købmandsslægter, der overtager rollen som godsejere – med sans for de nødvendige investeringer og med et fast blik på forholdet mellem indtægt og udgift. Den anden om mennesker, for hvem virkelyst, gudsfrygt og næstekærlighed kommer i første række, uanset hvor hårdt livet prøver én. Kabbels historie var i 1700-tallet præget af slægten Wandborg med navn fra stamfaderen Laurids Gregersen Wandborg, benævnt efter sit embede som sognepræst i Vandborg sogn vest for Lemvig.

Adelsskab kostede penge, men så kunne den unge godsejer sætte sit og ægtefællens adelsskjold op på det nye inventar i Nørlem kirke – og i den nærliggende Gudum kirke med. Foto: Mads Krabbe.

Wandborg-slægten rykker ind på Kabbel, 1733-1741
Kabbel havde ingen glorværdig fortid som herregård. Fraværende lavadelige ejere og økonomiske problemer var en del af historien, indtil den borgerlige slægt Wandborg fra Lemvig-egnen holdt sit indtog i 1733. Kabbel blev købt af to brødre, Laurids og Peder Wandborg, sønner af afdøde købmand Jens Lauridsen Wandborg i Lemvig og Anna Maria Madsdatter, kaldt ’Fru Kammerråds’ efter sin anden mand. Fru Kammerråds var kendt som en dygtig forretningskvinde, der blandt andet udlånte kapital til vestjyske godsejere mod pant i fast ejendom.

Laurids Wandborg drev købmandshandelen i Lemvig videre, så det blev Peder Wandborg, der flyttede ind på Kabbel med sin kone Maren. Maren var købmandsdatter fra Aalborg, og begge var altså vokset op med en solid sans for økonomi. Efter sin mands død i 1737 blev Maren siddende på Kabbel. I stalden stod 82 køer, kvier og kalve, en tyr og en tyrekalv og syv heste. Desuden var der får og grise. Den usædvanlig store besætning af køer var et særsyn i Vestjylland, hvor alting ellers handlede om stude- og hesteopdræt.

Kabbel havde fordel af beliggenheden ved Lemvig, hvorfra man eksporterede smør til Hamborg. Og det var ikke blot gårdens eget smør, der kunne eksporteres. Herregårdens fæstebønder betalte deres landgilde (årlig afgift i naturalier eller penge) i smør.  I 1741 blev det til hele 448 kg.

Sådan så en solid jysk malkeko ud i 1800-tallet. Den fede jord omkring Kabbel gav god græsning og rig høslet til både herregården og godsets fæstegårde. Smør var lige så godt som rede penge. V. Prosch, Kvægets Avl og Pleje, 1885.

Virkelyst og fremdrift, 1741-1759
Da Maren døde i 1741, købte svogeren Niels Jacobsen Kabbel på auktion. Han ejede Lemvigs største købmandshandel og var gift med en datter af ’Fru Kammerråds’. Virkelyst, gudsfrygt og næstekærlighed kan stå som overskrift over de næsten fyrre år, hvor Niels Jacobsen, hans kone Anna Maria Wandborg og deres eneste søn, Jens Wandborg, forvaltede deres ejendomme i Nørlem sogn. Man havde både kapital og udsyn og kontakter i en større verden. ’Fru Kammerråds’ havde således bekostet Jens Wandborgs skolegang i Hamborg, så han kunne lære handel og det tyske sprog.

Niels Jacobsen og siden hans søn Jens Wandborg, der overtog gården i 1759, tog fat både på landbrugsdriften og bygningerne. Der blev gravet grøfter og render, så skadeligt vand kunne afledes, og jorderne blev merglet med ”jordmarv”.

Man fik indlagt ”springvand” til køkkenet og til at vande hestene og studene ved. De gamle faldefærdige bygninger blev revet ned og nye opført, men en gammel lade af norsk tømmer fra 1639 holdt endnu, selvom den måtte forlænges med otte nye gulve. Sådan tog Kabbel sig ud i 1760’erne.

Lidt herregårdsagtig ser Kabbel ud, men beskeden, som den også var. Dog har tegneren fanget et vist særpræg ved haven med det pyntelige stakit, måske et læ mod nordvestenvinden. Også træerne må have været et sjældent syn i Vestjylland. Detalje af stik i Danske Atlas 1769.

Forbedringer på Kabbel 1765
Familien anlagde også noget så eksotisk efter vestjyske forhold som en frugthave, indhegnet med stengærde, og en stor køkkenhave. Her blev der i 1765 plantet æble-, pære-, kirsebær- og blommetræer, som i begyndelsen måtte beskyttes med halmmåtter om vinteren mod harer, og i køkkenhaven blev der avlet kål og kartofler, ja selv luksusvarer som asparges. Der blev anlagt nye fiskedamme med karper, karusser, brasen, gedder og aborrer, og i Limfjorden blev der drevet fiskeri efter helt, ål og flyndere.

Siden blev der bygget et vel-indrettet mejerihus med værelser til en forpagter, og i haven kunne familien glæde sig over et meget smukt grundmuret lysthus med hvælvet loft, tækket med spån og med jordkælder under. Uden for haven var der en vindmølle til gårdens eget brug. I 1780 oplyses det, at man sidste vinter havde fodret 19 heste, 120 køer, kvier og tyre samt 24 stude og 144 får. Alle havde græsset om sommeren undtagen fyrre af køerne, der må være blevet staldfodret. Smør var stadig gårdens vigtigste produkt.

NJ og AMW står der på topstykket over gitterporten ind til gravkapellet i Nørlem Kirke. Med købmandsslægten Wandborg kom der styr på den noget vanrøgtede lille herregård. Der blev bygget nyt og skaffet indtægter fra gårdens og fæstebøndernes specialprodukt – smør. Foto: Erik Ring.

Glæde og sorg 1759-1761
Som ejer af en herregård var det blevet muligt for borgerlige at købe sig en adelstitel af kongen. Så kunne man finde sig en ægtefælle af samme stand. Den 14. september 1759 modtog Jens Wandborg et fint adelsbrev. Han var nu 30 år gammel og kunne føje ’de Stiernhielm’ til sit navn og synliggøre sin nye stand med et våbenskjold. Som vederlag skulle han indbetale 1500 rigsdaler til ’fromme formål’, som det hed i bevillingen. Den 5. oktober 1759 giftede Jens Wandborg de Stiernhielm sig med Christine Marie de Jermiin fra Ausumgaard ved Struer. Hendes far havde fået adelsbrev i 1750.

Allerede i foråret 1760 blev Christine Marie gravid og nedkom den 20. december med en søn. Efter tidens skik blev den nyfødte straks hjemmedøbt med henblik på senere at blive frembåret i kirken. Han fik navnet Niels Jacobsen de Stiernhielm. Forventningerne har været store. Slægtens fortsættelse var vigtig med de rettigheder og forpligtelser, der fulgte med, når en familie indtog en høj position i sit sogn og sin by. Og med en ny arving syntes fremtiden sikret for den fremgangsrige Wandborg-slægt.

Tre uger senere skrev præsten i Nørlem kirkebog: ”Fredag den 16de Jan. 1761 kastede Jord paa Velædle og Velbaarne Frue Christine Marie de Stiernhielm neé de Jermin som efter en haard Forløsning, og siden paafulgte Svaghed i Hendes Barselseng, døde imellem d. 5te og 6te Jan. om Natten kl. 12 i hendes Alders 19de Aar. Iligemaade samme Dag og Tid kastede Jord paa Hr. Stiernhielms liden Søn Niels Jacobsen, som var 3 Uger gammel. Og vilde saa heller (Efter Guds besluttede Raad) følge sin Moder i Døden, end leve uden Hende her i Verden. Gud give Dem begge en glædelig og ærefuld Opstandelse”.

De to kister blev hensat i Nørlem kirkes tårnrum, som de næste ti år kom til at fungere som gravkapel. Jens Wandborg blev ramt af stor sorg og indrettede kirken som et mindesmærke over sin afdøde hustru og søn. I 1780 døde han uden arvinger.

Den lille barnekiste står stadig i slægtens gravkapel i Nørlem kirke. Begivenheden får én til at tænke på salmedigteren Thomas Kingos salme fra 1681, ”Sorrig og Glæde de vandre til Hobe, Lykke, Ulykke de gange paa Rad”. Foto: Mads Krabbe.

Den sidste Wandborg på Kabbel 1780-1793
Kabbel blev solgt til Jens Wandborg de Stiernhielms fætter, Hans Wandborg. Hans Wandborg var en mand på vej op, i 1768 cand.jur. fra Københavns Universitet. Han blev den sidste af Wandborgslægten på Kabbel og døde på gården i 1793. Han blev bisat i Wandborgslægtens gravkapel i Resen kirke.

Året efter giftede hans enke sig med handelsmand Morten Christen Aggersborg i Lemvig. Han var fremtidens mand, og da 1700-tallet lakkede mod enden, var det også forbi for Kabbel som herregård i traditionel forstand. I 1799 blev fæstegårdene solgt fra herregården, men i modsætning til mange andre steder i Vestjylland beholdt selve herregården sine jorder. Kabbel blev solgt til proprietær Christen Jensen Breinholt og dermed indvarsledes en ny tid på Kabbel – og i Vestjylland. Nu drejede det sig om studeopdræt og studehandel.

Det vestjyske kvæg var kendt fra Thy til Marsken og videre til kvægmarkederne i Hamborg. Det var stude, dvs. kastrerede dyr. De blev drevet ad landevejen sydpå i store flokke, styret af drivere og fulgt af hestevogne med studehandlere. Stik i ”Landbrugs-Ordbog for den praktiske Landmand”, 3. del, H-K, 1878.