Aristokratisk hilseetikette og kropskultur

Af stud.mag. Joachim Møller Kaag

I 1700-tallets Danmark var kroppen en afgørende markør for, hvem man var, og hvor man hørte til i samfundet. For den aristokratiske elite blev det almindeligt at tage danseundervisning for at disciplinere kroppens æstetiske udtryk, og i perioden udkom flere anstandsbøger og vejledninger, der skulle instruere disse mennesker i at stå, gå og hilse på hinanden på behørig vis. Adelen rådede over en betydelig del af landets finanser og magtpositioner, og den herskabelige livsstil krævede da også en vis rigdom at føre ud i livet. Den adelige status knyttede sig dog ikke alene til økonomi eller titel, og den aristokratiske krop blev således en synlig markør af den dannelse og disciplin, der var forbundet med livet på toppen af den sociale rangstige.

Kroppens dannelse og iscenesættelse

I 1742 blev et uddrag af den tyske dansemester Gottfried Tauberts bog Dantse- Exercitii nytte udgivet i en dansk oversættelse. Bogen giver grundig vejledning i, hvordan man med hjælp fra dansekunsten bør stå, gå og gøre reverens, det vil sige at hilse. Det kan forekomme besynderligt, at det er noget man behøver at instrueres i, men ikke desto mindre var der tydeligvis efterspørgsel på en oversættelse til et dansk publikum.

På Rach og Eegbergs maleri fra 1749 af en plads i København, gør en herre dyb reverens til en fornem dame. Nationalmuseet.

Enevældens mange reformer havde nemlig kompliceret forholdene mellem standssamfundet juridiske og sociale grupperinger, hvilket resulterede i en fanatisk opmærksomhed på samfundets sociale og juridiske hierarkier: På den ene side var det nu ikke længere så afgørende, hvilken stand man var født indenfor, da alle nu principielt kunne blive beskikket med adelig titel og privilegier af kongen. På den anden side betød netop dét, at alle i princippet kunne klatre op af den sociale rangstige, at hierarki og status blev dyrket til det ekstreme.

En engelsk satiretegning fra 1774, der fortæller om en meget forbavset bonde, der dårligt kan kende sin egen søn, som tilsyneladende har taget tidens ekstravagante moder til sig. Den parykklædte herre er altså ikke adelig, men tegningen understreger rangsygens enorme omfang. The British Museum.

Status var således ikke længere noget, der var juridisk bestemt på forhånd, men noget man skulle gøre sig fortjent til gennem særlige gerninger, og reelt også en bestemt livsstil. Standsgrænserne opretholdtes altså ikke kun, hvis overhovedet, som følge af økonomiske forskelle, men af bestemte kulturelle udtryk i livsførelsen. Det medførte blandt eliten et skærpet fokus på god og passende omgang med andre mennesker, og som person af rang, måtte man altså ikke udelukkende mestre sproget, men også sin bevægelse.

En satirisk tegning fra 1778 af en ”spradebasse” – en ung opblæst herre, der gør sig bemærket med sine voldsomme og unødige bevægelser, spankulerende gang og overdrevent pyntelige klædedragt. Tegningen peger på den meget centrale pointe, at tidens omgangsformer sagtens kan forekomme kikset, hvis ikke både den åndelige og kropslige dannelse følger med. Statens Museum for Kunst.

En udbredt metode var danseundervisning, som skulle danne kroppen til at føre sig som det passede sig for én, der gerne ville, eller måske var nødsaget til, at vise sig frem som en person af særlig karakter. Kroppens dannelse betød i denne sammenhæng, at den skulle kontrolleres og beherskes gennem træning i positurer og dansefigurer. Ideelt skulle man bevæge sig med en balletagtig lethed, og udvise en så afmålt kropsbevidsthed, at ingen bevægelse virkede tilfældig. Selve danseundervisningen var således ikke kun nyttig til at føre sig frem på dansegulvet, men essentiel for en dannet krop, der jo det meste af tiden står eller går. Man må forestille sig herregårdens rum som en kulisse, der med sin udsmykning skulle understøtte herskabets sociale fremtræden med sine prægtige kostumer og sirligt koreograferede kroppe.

Et ekstravagant dobbeltportræt af overstaldmester Jørgen Scheel iført standsdragt og hans hustru Charlotte Louise von Plessen i en imponerende kjole af sølvbrokade. De har sørget for at få deres vigtigste symboler på standsprivilegier med, nemlig orden, våbenskjold og herregården i baggrunden. Naturligvis ledsaget af deres umage positur, som nok er mest synlig hos overstaldmesteren. Foto: Gammel Estrup.

Bogen Dantse- Excercitii Nytte

Gottfried Tauberts instruktionsbog fra 1742 fremstiller dansen som et nødvendigt dannelsesmiddel, der skal forme og disciplinere kroppens naturlige bevægelser. Kroppen er nemlig tilbøjelig til slaphed, klodsethed og dårlige vaner, hvortil dansekunstens disciplinering er en velegnet øvelse til at opnå Decorum Corporis. Det er latin for ”kroppens velanstændighed”, og implicit også, at kroppens bevægelser afspejler indre moral og karakter, herunder også ens sociale placering. De grundige koreografiske vejledninger i kropsholdning, gang og hilseformer, er ikke just nemme at tilgå, og man må derfor bedre forstå disse instruktioner som reel dannelse, frem for bare udenadslære. Kort fortalt vejledes i, hvordan kroppen skal stå i balance med brystet frem og fødderne let udad. Gangen skal være jævn og let, og hatten både bæres, aftages og påtages korrekt.

Et møde som det kunne se ud mellem to fornemme herrer i 1762. Læg mærke til hvordan fødderne står i korrekt udadvendt stilling, samt at brystet skydes frem, mens alle andre dele af kroppen føres tilbage. Tegning af G. E. Rosenberg. Statens Museum for Kunst.

Reverensen er den måske mest omfattende koreografi, ikke kun fordi én hilsen indebærer omtrent 10 trin – det gør det også at gå, og paradoksalt nok også at stå. Reverensen er derimod differentieret efter køn, rang og om man i mødet med den anden er gående eller stående, hvilket afgør, om man træder frem eller tilbage, hvor dybt og hvor længe man bukker, og hvorledes fødderne placeres. Er man interesseret i at føre sig frem som en aristokrat i 1700-tallet, kan den korrekte hilsen i et gående møde med ”honnette folk” være et oplagt sted at starte:

1.      Se personen i øjnene og vend hovedet en smule på siden.

2.      Til den anden side sættes foden frem, og kroppen balanceres på denne fod.

3.      Buk kroppen lidt.

4.      Lad armene falde naturligt (hold dem ikke ind til kroppen).

5.      Løft den bagerste fods hæl og buk i knæet.

6.      Før den bagerste fod frem til forreste fods hæl.

7.      Med lige ben føres bagerste fod frem, så hælen placeres midt for den anden fod.

8.      På samme tid bukkes kroppen dybere ned (sørg for at hovedet står lige over den nu forreste fod).

9.      Kig ned i jorden, hvis personen er af højere stand.

10.  Sæt den anden fod frem, og i samme bevægelse rettes kroppen op og armene føres til siden.

Forsiden til Gottfried Tauberts originale værk. Dansemesteren sidder i baggrunden, mens de dansende herrer i forgrunden øver de korrekte attituder. Mesterens hjælper står til højre og kontrollerer udførelsen. Wikimedia Commons.

Den aristokratiske krop

Det kan være svært at forestille sig, hvordan så grundige regler for social omgang nogensinde kan forekomme naturligt, men denne forestilling må man nok for en stund lægge fra sig. For 1700-tallets aristokrater syntes det autentiske menneske at være irrelevant, og den biologiske krop nærmere en hindring for den sociale krop, som tidens eliter og dansemestre næsten gjorde en hel videnskab ud af at forme.

Familien Souchay portrætteret i 1779 af maleren Anton Tischbein. Familien fremtræder i stiveste puds med parykker, korsetter og selvfølgelig korrekt positur. At hele familien overhovedet portrætteres sammen, peger på nye tanker om familielivet, dog fremstår det afmålt og formaliseret, og fremviser endnu ikke den naturlighed eller følsomhed, der senere kommer til udtryk. Statens Museum for Kunst.

Som kontrast til Familien Souchays opstillede familieportræt, fremstiller Jens Juels portræt af Peter Tutein med sin søn en noget anden dyrkelse af følsomhed, det nære familieliv og en afslappet krop. Maleriet er fra ca. 1800. Nivaagaards Malerisamling.

Tidens mode lod også til at gøre en pointe ud af det syntetiske ved at tage afstand fra den biologiske krop; de hvidpudrede parykker foregav ikke at være ægte hår, men fremstillede en social krop uden alder. Det samme gjaldt den hvide og røde sminke, der udover dens æstetiske egenskaber, skjulte ansigtets rødmen og andre helst usete ansigtstræk, som en ukontrolleret krop ville afsløre. Det er, så at sige, Oplysningstidens sociale dimension, at omgangen med mennesker også tænkes ind i forudsigelige, logiske systematikker, hvori kroppens uforudsigelige biologiske funktioner undertrykkes af parykker, sminke og timevis af danseundervisning.

På Jens Juels værk ”Selskabsscene i en park” fra 1764 viser en herre sig frem efter tidens standarder, og gør sig til genstand for damens sociale vurdering. Statens Museum for Kunst.

Som modreaktion resulterede det således også i 1800-tallets overdrevne dyrkelse af det rå og ægte i menneskekroppen, hvad angår alt fra identitet og følelser til kroppens udtryk. Man skulle nu ikke spille roller, men altid være sig selv (eller blot spille en ny rolle, der, tenderende til det melodramatiske, i sin råhed ikke lægger låg på sig selv); den nye hårmode udskiftede parykkerne med naturligt, vildt ”revolutionshår” og 1700-tallets stive, kropsmodificerende kjoler trådte til side for empirekjolen, som med sit tynde, næsten gennemsigtige stof ideelt kun lod sig forme af kroppens naturlige figur. Mange af de idéer om kroppens dannelse som kendetegner denne periode, nemlig gymnastikken, kommer af en kritik af aristokratiets fokus på figur, anstand og skønhed i sine bevægelser. De nye tanker skulle bevæge sig væk fra aristokratiets opstillede og æstetiske kropskultur, og man skulle i stedet gennem gymnastikken styrkes, hærdes og lære at tage vare på sig selv.

Den danske forfatter Jens Baggesen med det romantiske ”revolutionshår”, der flyver vildt med mørke krøller og bakkenbarter. Malet af Christian Hornemann i 1806. University Library, Kiel.

Madame Charles Maurice de Talleyrand Périgord i 1804 iført en elegant empirekjole. Hendes ene ben kan anes gennem kjolens lidt gennemsigtige materiale. Malet af François Gérard. Metropolitan Museum of Art.

Videre læsning:

Henningsen, Peter, 2013: ”Den bestandige maskerade. Standssamfund, rangsamfund og det 18-århundredes honette kultur”. Historisk Tidsskrift, 101(2).

Lyngby, Thomas, 2010: ”Iscenesættelse” og Korsgaard, Ove, 2010: ”Dannelse” I: 1700-tallet: Parykker, profit og pøbel. Golden Days.

Nyrop-Christensen, Henning, 1971: ”Den honnette ambition”, I: Dagligliv i Danmark bd. III: 1720-1790. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Pedersen, Mikkel Venborg, 2022: Moden i Danmark gennem 400 år bd. 1: 1660-1900, Status – luksus – velklædt. Gads Forlag.