Præceptoren på renæssancens adelige uddannelsesrejser

Af arkivar Per Seesko-Tønnesen, Rigsarkivet

Blandt 1500- og 1600-tallets adelige elite var det udbredt at sende familiernes unge mænd på udenlandske uddannelsesrejser. Under rejsen fik den unge oftest følgeskab af en præceptor, der af den unge mands forældre fik ansvaret for, at rejsen gik som planlagt. På forhånd havde familien skrevet en instruks til præceptoren og den unge adelsmand, der indeholdt anvisninger for, hvordan rejsen skulle foregå.

Præceptoren

Den ledsager, der fulgte en ung mand på den flerårige studie- og dannelsesrejse i Europa, der var udbredt blandt den adelige elite i 1500- og 1600-tallets Danmark, kaldes i kilderne f.eks. en hovmester, en guvernør, eller en præceptor (af latin, praecipere: foreskrive, anvise, undervise). At rejsen blev vellykket og udbytterig, var af største vigtighed for den unge mands karriere og for familiens fremtidige stilling og status, og der blev investeret betydelige summer i projektet.

Som præceptor valgtes som regel en ældre student, der allerede havde været ude, eller som på anden måde nød forældrenes tillid, fordi han for eksempel allerede havde forestået den unge adeliges uddannelse hjemme eller havde gode anbefalinger med sig. Ud over en rimelig løn gav hvervet også mulighed for at forfølge egne uddannelsesmål på rejsen, og der er flere eksempler på præceptorer, der opnåede deres magister- eller doktorgrad undervejs. Vel hjemme igen fandt mange også vej til attraktive gejstlige eller administrative embeder. Mens de unge adeliges udrejsealder fra et gennemsnit så lavt som 14-15 år efterhånden steg til 18-20 år, var deres borgerlige præceptorer typisk nogle år ældre, og havde for manges vedkommende allerede nogle års udlandsstudier bag sig.

Ledelsen af rejsen lå normalt i præceptorens hånd, og meget hvilede på denne for et vellykket udfald af rejserne. Udover at forvalte de betroede pengemidler undervejs skulle han blandt andet sørge for det studiemæssige udbytte af rejsen, ligesom han skulle sørge for at holde den unge mand på dydens, nøjsomhedens og den rette tros smalle sti.

Vitus Bering (1617-1695) havde selv studeret i Nederlandene og i Frankrig, før han i 1641 blev kaldt hjem for at påtage sig hvervet som præceptor for Ove Thott (1626-1666). De første to år opholdt de sig i Sorø, før de i 1643 påbegyndte en rejse, der bragte dem helt til Italien. Det Kongelige Bibliotek.

Danske adeliges udlandsrejser

Uddannelsesrejser blandt adelen var fra midten af 1500-tallet, foruden et statussymbol, en investering i karrieren og tjente ikke mindst som forberedelse til statstjeneste. Adelen havde som stand bevæget sig fra at være krigeradel til først og fremmest at være en embeds- og godsejeradel. De på rejsen indhentede kundskaber og erfaringer skulle derfor bringe de rejsende et skridt foran i konkurrencen om indtægtsgivende og betydningsfulde statsembeder. 

Den unge mand skulle ved selvsyn erhverve sig indsigt i fremmede landes styreformer og samfundsforhold, og han skulle kende til jura, historie og en række hjælpevidenskaber. Han skulle kunne begå sig på fremmedsprog og tillægge sig veltalenhed og gode manerer. Undervejs indgik der ophold ved fremmede universiteter, og den rette blanding af åndelige og legemlige øvelser skulle i det hele taget skabe et helstøbt menneske.  Adelige ”excercitier” som ridning, fægtning og dans, var således også med til at give adelsmanden den rette ydre fremtræden. De kunne studeres under privatlærere eller ved særlige akademier. Et sådant lod Christian IV i 1623 også oprette i Sorø. Det betød dog ikke et stop for udlandsrejserne. Mange rejste fortsat ud, efter først at have tilbragt en tid i Sorø.

Adelsmænd rejste gerne i lande som Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien og Nederlandene. Rejsernes længde varierede, og mens nogle adelsmænd var væk i få år, var andre væk i mere end ti år. Den gennemsnitlige rejsetid er blevet anslået til fem til otte år. Det er måske højt sat, men der var under alle omstændigheder tale om, at de unge mænd opholdt sig langt fra hjemlandet og forældrene i en længere periode. Ud over de farer, der var forbundet med rejser gennem områder præget af krig eller sygdom, måtte man også frygte for følgerne af dårligt selskab i det fremmede: uønskede karaktertræk, et ødselt og upassende forbrug eller uønsket religiøs påvirkning.

De adelige rejsende var ofte en del af større rejsegrupper, der foruden præceptoren kunne bestå af slægtninge og standsfæller såvel som tjenere og andre ledsagere. Landskab med rejsende, der vander deres heste. Maleri, olie på træ, af Salomon van Ruysdael (1600/1603-1670). Statens Museum for Kunst.

Rejseinstrukser

Mens både små og store beslutninger på rejsen i praksis var overladt til præceptoren, havde forældrene – eller andre foresatte – derhjemme også krav og forventninger til rejsen. De kunne være nedskrevet i en instruks, som både præceptor og søn forventedes at efterleve. Der er bevaret en række rejseinstrukser til unge rejsende adelsmænd og deres præceptorer, der kan give indblik i, hvilke forventninger instruksgiveren – typisk faderen – havde til både den unge adelsmand og dennes præceptor. Det følgende baserer sig på seks rejseinstrukser, som findes i original eller afskrift i Rigsarkivet eller på Det Kongelige Bibliotek fra årene 1582-1652.

Instrukserne fortæller om de konkrete forventninger og ideelle forestillinger, de unge mænd blev sendt ud med. Hvad den unge adelige gjorde, skulle være ham selv til gavn, forældre, slægt og venner til trøst og glæde og den almægtige Gud til lov og ære. I nogle tilfælde fremhæves også pligten til at gøre sit fædreland ære, eller til i fremtiden at tjene konge og fædreland.

Præceptoren havde ansvaret for de praktiske sider af rejselivet, f.eks. indkvarteringen og de betroede rejsemidler, ligesom han skulle sørge for at tilrettelægge den unge adelsmands studier undervejs. Selv skulle han også udvise omsorg over for den unge adelsmand gennem undervisning og opdragelse. Her var tale om en påvirkning, der i udgangspunktet skulle finde sted gennem præceptorens råd og anvisninger og eget gode eksempel. Til gengæld kunne, og skulle, præceptoren gøre krav på den unge mands lydighed. Var gudsfrygt en vigtig forudsætning for, at rejsen kronedes med held, så var lydighed en anden. Med et ordvalg, der forekommer i flere instrukser, skulle den unge mand være sin foresatte på rejsen ”hørig og lydig”. I nogle instrukser hedder det endda, at den unge adelsmand skulle være præceptoren lydig som i instruksgiverens sted. Præceptoren var altså den unge mands foresatte, ikke hans tjener. Præceptoren stod dog stadig selv i et tjenesteforhold, nemlig til instruksgiveren.

Idealet synes at have været, at de rejsende stod i en stadig brevveksling med hjemmet. Foruden at det opøvede en færdighed i brevskrivningens kunst, blev instruksgiveren bl.a. også underrettet om hvordan den unge mands studier skred frem, og om udgifterne undervejs. Særligt vigtigt var det dog, at instruksgiveren blev orienteret, i tilfælde af at sønnen fraveg de i instruksen fastsatte regler for adfærd og lydighed. Hvis den unge rejsende således kom på afveje, kunne præceptoren naturligvis forsøge at påminde ham om den rette opførsel, men hvis den i instruksen berammede orden alligevel brød sammen, var det præceptorens ansvar at involvere instruksgiveren som den bagvedliggende autoritet, der kunne genoprette orden.

Husstandens orden langt fra hjemmet

Rejseinstrukserne afspejler en forståelse af tilværelsen, hvor den lydighed, enhver skyldte sine foresatte, står centralt, og hvor man på forskellige måder søgte at opretholde den orden, der fandtes inden for familien – eller husstanden – på trods af den fysiske afstand mellem forældrene og de rejsende.

Ud fra ønsket om at sikre, at rejsens mål blev nået, og at den unge rejsende undervejs førte sig på en passende måde, forsøgte man at fastholde ham i en lydighed mod sine foresatte, der lignede den, han kendte fra den hjemlige husorden, eller, om man vil, at lade den hjemlige husorden bestå i det fremmede.

Det ansvar, som forældrene havde over for sønnen, blev til dels videregivet til præceptoren. Det gjaldt ansvaret for at bære omsorg for sønnens timelige og åndelige velfærd gennem opdragelse og undervisning, men hermed fulgte også pligten til at kræve hans lydighed. Selvom præceptoren nød en vis frihed til at træffe beslutninger på rejseselskabets vegne, fik han ikke lov til at glemme, at han stod i et tjenesteforhold til forældrene hjemme.

Artiklen er en forkortet og revideret udgave af artiklen ”At følge dennem udaf landet, og at hafve dennem fuldkommelig udi sin befaling – præceptoren på Renæssancens adelige uddannelsesrejser.” Den fulde artikel kan læses i udgivelsen: Britta Andersen og Marie Elkjær (red.): Herregårdshistorie 17. Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Auning 2021. Artiklen kan tilgås digitalt på tidsskrift.dk

Læs videre

Andersen, Birte: Adelig opforstring. Adelsbørns opdragelse i Danmark 1536-1660, København 1971.

Appel, Charlotte og Morten Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780. Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år. Red. Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith, bd. 1, Aarhus 2013.

Jespersen, Leon: ”Gabriel Knudsen Akeleyes vejledning for udlandsrejsende”, i: Danske Magazin, bd. 51, hft. 2, 2012, s. 453-481.

Jespersen, Leon: ”Otte Skeels rejseinstruks 1652. Adel, uddannelse og standsfunktion under adelsvælden”, i: Historie, 1994, s. 249-272.

Mączak, Antoni: Travel in Early Modern Europe, Cambridge 1995.