Herregårdens husstand

Af cand.mag. Søren Broberg Knudsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

I dag er vi vant til at se individet som den mindste grundpille i samfundet i den forstand, at hver enkelt person eller borger er tildelt en række af rettigheder, der sikrer den enkelte borger over for statsmagten og andre borgere. Sådan har det ikke altid været, og i århundreder var det ikke individet, men husstanden der blev betragtet som samfundets mindste grundenhed. Herregården fungerede også som en husstand. Både som en mindre enhed, hvor godsejeren var husbond med autoritet over for sine tjenestefolk i hovedbygningen og avlsgården, men også som en større, hvor godsejeren var husbond for alle godsets beboere som fæstebønder, husmænd m.v.

Husstanden
Modsat i dag, hvor vi er vant til at forstå individet som den mindste grundpille i samfundet, hvor hver enkelt person eller borger er tildelt en række af rettigheder, var samfundet indtil begyndelsen af 1900-tallet grundlæggende bygget op omkring husstanden – dog med løbende forandringer, der med tiden pegede mod et mere individorienteret samfund. Hver husstand havde en husbond som den øverste autoritet med en række husstandsmedlemmer under sig: hustru og børn, men også de ansatte tjenestefolk i husstanden.

Husbondautoriteten var ikke bundet til kønnet, og kvinder kunne også udfylde denne, egentlig patriarkalske, rolle som husbond, selvom det var undtagelsen. I herregårdenes tilfælde kunne der være tale om en kvindelige godsejer, ofte en enke, der som godsejer var herregårdens overhoved med autoritet over de andre medlemmer i husstanden. Denne grundstruktur gik igen i hele samfundet, om end i varierende størrelse, og var at finde i borgerhjem i byerne, på fæstegårdene i landsbyerne og altså i de store hovedbygninger og avlsgårde på landets herregårde. Husstanden gik også igen i samtidens forestillinger om samfundets opbygning, hvor enhver myndighedsperson blev anset som en husbond med myndighed som sådan over for dennes underordnede.

Enhver person var forpligtet ved lov til at indgå i en husstand, og det var ulovligt at være arbejdsløs, hvilket for en stor andel af Danmarks befolkning betød, at de var forpligtet til at gå i tjeneste. Lovgivning fra 1619 definerede personer, der ikke ville gå i tjeneste i en husstand som løsgængere, hvilket gik igen i Danske Lov fra 1683, hvis lovgivning kom til at danne grundlag for de følgende århundreders lovgivning om tjenestefolk. En løsgænger var tidligere i lovgivning fra 1576 blevet defineret som en person, der ”icke hafve tieneste eller nogen ret besked met at fare, icke heller bruge nogen erlig nering”. Der var dermed tale om personer, der ikke var i fast arbejde, og som ikke var en del af en fast husstand – altså en modsætning til tjenestefolk. Løsgængere var en blandet gruppe af mennesker, oftest besiddelsesløse, omvandrende tiggere, som altså ikke indgik i faste relationer til samfundets grundstruktur. At være løsgænger var strafbart, og enhver tjenestepige eller -dreng, der nægtede at gå i tjeneste og dermed indgå i en husstand, var altså ifølge loven løsgænger og skulle straffes som sådan. Straffen var i 15- og 1600-tallet udvisning fra lokalområdet eller tvangsarbejde, og i 1700-tallet kunne løsgængere også sendes til landets tugthuse.

Herregårdens lille husstand
Når man taler om husstanden i relationen til herregårdene kan man med fordel skelne mellem den lille husstand og den store husstand. Den lille husstand forstås som en mindre grundenhed, hvor husbonden stod i spidsen for familie og tjenestefolk. I den lille husstand blev alle medlemmer betragtet som en samlet enhed, som en familie, der altså ikke udelukkende inkluderede forældre, børn og andre familiemedlemmer, men også de folk, der var i tjeneste i husholdet. Det betød ikke, at egentlige familiemedlemmer og tjenestefolk blev betragtet ens. Mens familiemedlemmer var født ind i husstanden, blev tjenestefolk betalt for deres arbejde og havde frivilligt indgået et kontraktligt forhold. Det var desuden for hovedparten af tjenestefolkene et midlertidigt forhold, de indtrådte i, indtil de f.eks. selv ved ægteskab etablerede en husstand. Det betød derimod, at de var underlagt den samme magtstruktur, hvor husbonden var enhedens øverste autoritet, som de øvrige medlemmer skulle underordne sig. Idet tjenestefolk indtrådte i dette forhold som ansat, måtte de også underkaste sig husstandens orden.

Godset som den store husstand
I den førmoderne verden var den patriarkalske, personlige autoritet ikke kun gældende i en mindre husstand såsom en fæstebondes gård eller en godsejers hushold i hovedbygningen. Den samme husbonds personlige autoritet kunne efter tidens opfattelse ligeledes udvides til at gælde for flere husstande. Dette kaldes gerne for den patrimoniale husstand, hvor de patrikarkalske strukturer kendetegnet ved husstanden blev udvidet til flere ejendomme – i en herregårds tilfælde godsejerens samlede gods. Det var således ikke kun tjenestefolk i hovedbygning eller avlsgården, der blev anset som en del af herregårdens husstand, men derimod alle beboere på godset – dvs. alle fæstebønder, husmænd m.v. (som dog altså også hver især kunne have et lille hushold under sin autoritet).

Ligesom i den mindre grundenhed, hvor husbonden var øverste autoritet med magt og ansvar for familie og tjenestefolk, stod enhver godsejer også i en personlig relation til beboere på godset. Det gav godsejeren magtbeføjelser og et ansvar for at sikre orden på sit gods, og med det fulgte en pligt til at opdrage og tugte de, der forbrød sig mod husstandens orden. Samtidig havde godsejeren også pligt til at beskytte godsets beboere socialt såvel som retsligt. Det ansvar gjaldt arbejdsydelser og boligforhold, men også religiøse, moralske forhold samt hjælp til ernæring samt støtte i nødstilfælde. Konkret kunne det udmønte sig i fattighjælp til gamle og svage, hjælp ved ildebrand eller ved en dårlig høst eller opførelsen af skoler på godset. Således kunne hele godset betragtes som en samlet husstand, hvor godsejeren ikke kun havde funktion som husbond for sit nære hushold i hovedbygningen, men alle beboere på sit gods.

Tjenestefolk, men også fæstebønder og husmænd var til gengæld forpligtet til at yde absolut lydighed over for deres husbond, godsejeren, og skulle underordne sig denne. Husbonden var afhængig af denne lydighed og sine underordnedes vilje til at udføre deres pligt. På denne måde stod den overordnede og den underordnede i ideelt set i gensidigt afhængighedsforhold til hinanden, der skulle sikre godsejeren sine undersåtters lydighed og undersåtterne beskyttelse.

Husstandens og godsets retlige orden
Da det var ulovligt at være arbejdsløs, var det for mange mennesker løsningen at gå i tjeneste i en husstand. Tjenestefolkenes forhold blev reguleret ved lov, men i det deres arbejde foregik i en husstand var det husstandens sociale orden, som loven både tog udgangspunkt i og regulerede.

Hvad angik fæstebønder stod der f.eks. i enevældens store lovkompleks Danske Lov fra 1683, at det var lovpligtigt for fæstebønder at være sin husbond (godsejeren) ”hørig og lydig”. Husstandens orden byggede i høj grad på forestillingen om en opfattelse i samtiden om husbonden – og dermed også godsejeren – som en faderlig figur og de underordnede som husbondens børn. Med faderrollen fulgte pligten til at beskytte og forsørge samt at undervise, opdrage og tugte.

Tjenesteforhold skulle ifølge Danske Lov fra 1683 være minimum af et halvt eller helt års varighed med to faste skiftedage om året: 1. juni og 1. december. Opsigelse skulle varsles otte uger før skiftedagene. Hvis tjenestefolk modsatte sig eller forbrød sig mod husbonden, havde husbonden ifølge samme lov ret til at afstraffe tjenestefolk fysisk – ligesom de havde ret til at afstraffe deres børn. Husbonden kunne til gengæld sagsøges og dømmes for vold, hvis afstraffelsen var for voldsom. Husstandens sociale orden baseret på husbondens faderlige autoritet over for de øvrige medlemmer var således en integreret del af dansk lov. Da det samlede gods blev betegnet som godsejerens husstand, omfattede disse bestemmelser både tjenestefolk inde på herregården samt godsets fæstebønder og husmænd. Godsejere kunne dermed både afstraffe tjenestefolk i hovedbygningen for brud på husstandens orden, men også bønder, der eksempelvis udeblev fra deres hoveriarbejde, som de var forpligtede til som fæstere på godset.

Foruden at have retlige privilegier som husbond, havde godsejere især i 1700-tallet også både administrative pligter. Pligter som fulgte godsets – og dermed den samlede husstands – grænser. Som godsejer skulle man på vegne af statsmagten lokalt udføre de mest nødvendige administrationsopgaver såsom skatteopkrævning, soldaterudskrivning, skifteforvaltning og påtale om lovovertrædelser indenfor godsets område. På den måde skete der en sammenkædning af godsejernes private ejendomsret og den offentlige forvaltning. Landets godsejere var privatpersoner med dertilhørende sociale forpligtelser, mens de samtidig havde offentlig myndighed, fordi de som privatpersoner ejede gods, der gav dem retslige og administrative forpligtelser. Grænserne for denne sammenkædning af det private og offentlige fulgte godset – den store husstand.

Frem mod individets tidsalder
Lovgivning for tjenestefolk og andre subjekter under en husbond ændredes løbende gennem århundrederne, men husstanden og dens orden forblev i vid udstrækning det selvfølgelige udgangspunkt. Mens landboreformerne ændrede forholdet mellem godsejer og fæstebonde, rykkede det ikke i lige så høj grad forholdet mellem tjenestefolk og husbond. Dette grundforhold var stadig intakt i Tyendeloven fra 1854, men den regulerede dog bl.a. graden af korporlig afstraffelse over for tjenestefolk, der skulle være lovligt inden for husstanden.

Et væsentligt skridt væk fra husstandstanken så derimod dagens lys med medhjælperloven fra 1921, hvor husbondens retlige myndighed over for husstandens tjenestefolk blev indskrænket. Loven afskaffede den mulighed, som husbonden havde haft for at afstraffe sine tjenestefolk – et forhold som indtil da havde været centralt i relationen mellem husstandens medlemmer. Korporlig afstraffelse blev nu en lovlig grund til at ophæve kontrakten, og husbondens myndighed indskrænkedes til at kunne opsige tjenestefolk uden varsel, hvis de ikke var lydige. Med enkeltdele i loven såsom tjenestefolkene ret til egen seng og egen mad (frem for delt seng og f.eks. fælles grødfad) havde lovgivningen nu et øget fokus på det enkelte individ, mens husstanden og dens gamle orden blev trængt i baggrunden.

Læs mere
Jacobsen, Anette Faye: Husbondret. Rettighedskulturer i Danmark 1750-1920. København 2008
Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800. Odense 1987
Lyngholm, Dorte Kook: Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – Lov og praksis ved Clausholm birkeret. Auning 2013
Lyngholm, Dorte Kook: Pligten til lydighed. Tjenestefolk og landarbejderes retsstilling på danske herregårde i 1800-tallet, i Temp - Tidsskrift for Historie, nr. 13. Aarhus 2017
Lyngholm, Dorte Kook: Tyendes retsstilling 1683-1921 på danmarkshistorien.dk
Løgstrup, Birgit: Jorddrot og offentlig administrator. København 1983