Bramming

Ejerhistorie

Gårdens første ejer, Christen Nielsen Lange, der var uægte søn af den adelige rigsråd Niels Lange, døde i 1604.

Bramminge blev overtaget af sønnen, Iver Lange, der på grund af økonomiske vanskeligheder måtte pantsætte gården. Først til sin bror, Christen Lange fra Hesselmed, og senere til forskellige andre kreditorer. Trods gæld og kreditorernes henstillinger nægtede Ivar Lange og hans familie imidlertid at forlade Bramminge, og gården kunne derfor ikke sælges.

Ivar Lange døde i 1649, og to år efter blev gården endelig solgt til Erik Krag. Krag var en af tidens største jordbesiddere, men landbruget havde i slutningen af 1600-tallet særdeles vanskelige vilkår, og hans mange jordkøb kunne ikke forrente sig. I 1674 - efter Krags død - måtte familien derfor sælge Bramming til oberst Joachim Schack.

Schack ejede kun gården i tre år, før han solgte den videre til Johan Rantzau. Rantzau boede ikke selv på gården, men i hans ejertid boede hans svigerfar Kaj Lykke på gården. Lykke var blevet dømt til landflygtighed på grund af majestætsfornærmelser, da han i et brev havde bemærket, at Frederik III's (1609-1670) dronning Sophie Amalie havde en affære med en lakaj. Efter et årelangt eksil fik Lykke tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og han tilbragte altså sin alderdom på Bramminge.

Ved farens død i 1708 arvede Christian Rantzau-Friis Bramminge. Hans enke, Anne Benedicte Steensen, giftede sig i 1731 med kammerherre Christian Carl Gabel. Gabel interesserede sig levende for gårdens drift og udvidede studeholdet betragteligt. Som mange andre jyske herregårde var Bramminges drift især baseret på studedrift, der ikke mindst frem til 1650'erne var en vigtig indtægtskilde for godserne. Herefter satsede mange herregårde i stigende grad på kornproduktion, da kornpriserne i Europa steg dramatisk. På Bramminge - og andre steder i Vestjylland - holdt man imidlertid fast i studedriften.

I 1749 solgte Anne Benedicte Steensen efter Gabels død Bramminge til Henrik Chr. Worm. Worm blev i 1757 adlet under navnet Wormskjold. Han blev den sidste adelige ejer af Bramminge, idet hans enke i 1760 solgte gården til Rasmus Øllgaard.

I 1777 overtog sønnen, Terman Øllgaard, Bramminge. Som mange andre godsejere solgte han i slutningen af 1700-tallet fæstegodset til selveje, og ved statsbankerotten i 1813 mistede han derfor meget af sin formue. Øllgaard var barnløs, men Bramminge forblev dog i slægtens eje efter hans død i 1827. Hans niece, Ingeborg Margrethe Fabricius, der arvede gården, solgte størstedelen af det tilbageblevne fæstegods og overdrog i 1841 Bramminge til sin søn, Terman Fabricius.

I 1882 måtte Terman Fabricius' søn, Vilhelm Fabricius, lade gården gå på tvangsauktion, og der fulgte en årrække, hvor gården havde skiftende ejere. I 1895 købte Gustav Valdemar Sørensen Eich gården. I 1915 solgte han udbygningerne med jord til Ribe Amts Udstykningsforening.

Ribe Amts Udstykningsforening var en af de mange udstykningsforeninger, der blev etableret efter 1906, hvor en lov gjorde det muligt for disse foreninger at opkøbe ejendomme og udstykke dem til husmandsbrug. Målet var at sikre, at priserne på de udstykkede brug var rimelige og dermed kunne give de nye ejere bedre forudsætninger for at klare sig. Foreningerne udstykkede en lang række godser - herunder altså også Bramminge.

Hovedparcellen blev i 1939 købt af manufakturhandler Paul Lund, der indrettede den til vandrerhjem. Under anden verdenskrig blev Bramminge ligesom mange andre herregårde beslaglagt af tyskerne. Efter krigen oprettede Paul Lund atter hotelpension og motel på gården.

I 1982 blev gården til efterskole under navnet Vestjyllands Efterskole.