Bramstrup

Ejerhistorie

Bramstrup kom til den berømte slægt Brockenhuus omkring 1490, da Peder Johansen Brockenhuus giftede sig med Gese Reventlow, der var datter af landsdommeren på Fyn Knud Joachimsen Reventlow.  

Særligt Peder Brockenhuus' søn, Mikkel Brockenhuus, som overtog gården ved farens død i 1505, fik stor betydning for gårdens fremtid. Han deltog i Grevens Fejde (1534-36) på Christian III's (1503-1559) side, men huskes i dag først og fremmest for sin indsats på Bramstrup. Han udvidede og samlede gårdens jordtilliggende og etablerede et stort borganlæg, hvis voldgrave endnu eksisterer.

I 1615 bragte Mikkel Brockenhuus' barnebarn, Anna Brockenhuus, Bramstrup ind i ægteskabet med Henning Valkendorf fra Glorup. Parrets søn solgte imidlertid gården i første halvdel af 1600-tallet, hvorefter gården gled ud af slægtens eje. 

I 1632 kom Bramstrup til en af tidens største godsejere, Holger Rosenkrantz, der også ejede Glimminge i Skåne. Hans søn, Ebbe Rosenkrantz, som både gjorde hof- og militærtjeneste, overtog i 1647 gården, men på trods af en ihærdig indsats og etableringen af en ny avlsgård kunne han ikke få gården til at løbe rundt.

Landbruget havde store problemer i sidste halvdel af 1600-tallet, og derfor gik Bramstrup under Ebbe Rosenkrantz ejerskab konkurs. Samme skæbne overgik også generalmajor Frederik Gersdorff, som overtog Bramstrup i 1686. Han nåede i løbet af sin ejertid at opføre en ny hovedbygning, ligesom han lagde en del fæstegårde under Bramstrup. De store investeringer i Bramstrup kunne imidlertid ikke forrente sig, og i 1722 gik også han fallit, hvorefter Frederik IV (1671-1730) overtog en del af godset.

Allerede samme år blev gården dog købt af Oberst Johan Frederik Brockenhuus - en fjern efterkommer efter Mikkel Brockenhuus. Johan Frederik Brockenhuus er mest kendt for sin rolle efter Frederik IV's død i 1730, hvor han førte dronning Anna Sophie til Bramstrup. Hun boede på gården, inden hun senere flyttede til Clausholm. Brockenhuus døde på Bramstrup som 74-årig i 1756.

I 1798 blev Bramstrup købt af Søren Hillerup. Han var købmandssøn fra Lemvig, men havde gennem ejendomshandel opbygget en stor formue, hvilket også bevirkede, at han i netop 1798 blev udnævnt til kancelliråd. Bramstrup solgte han dog hurtigt videre til sin ven, Hans Jørgen Hansen.

Hans Jørgen Hansen stammede fra en fattig bødkerfamilie i Odense, men i kraft af hårdt arbejde og dygtighed blev han i 1810 udnævnt til etatsråd. På dette tidspunkt var han en af de mest indflydelsesrige mænd på Fyn, når det drejede sig om pengeforretninger og godshandel. I 1813 gik det dog galt for ham, bl.a. fordi hans investeringer i de jyske herregårde Stenalt og Løvenholm ikke kunne forrente sig.  

Efter Hansens økonomiske kollaps blev Bramstrup i en årrække forpagtet af den tidligere ejer Søren Hillerup. Lige som Hansen havde han dog store økonomiske problemer i 1820'erne, idet parrets omfattende investeringer i jord ikke kunne forrentes i den økonomiske krise efter statsbankerotten.

For at gøre ondt værre blev såvel Hansen som Hillerup i 1828 idømt fængselsstraffe for tvivlsomme transaktioner, hvilket vakte stor opsigt på Fyn, hvor de begge tidligere havde været så magtfulde. Dommen blev dog omstødt et år efter, men da var Hillerup død. Hansen døde alene på Bramstrup i 1831, hvor godset for længst var kommet på andre hænder.

I 1848 blev Bramstrup købt af etatsråd Niels Hellfach Langkilde, hvis efterkommere endnu ejer gården. Slægten Langkilde var vidtforgrenet på Fyn, og specielt under William A. Langkilde, som overtog gården i 1893, blev Bramstrup samlingspunkt for hele slægten.

I 2013 var gården ejet af Niels E. Langkilde.