Dybvad (Nordjylland)

Ejerhistorie

Dybvad hørte formentlig til Børglum kloster i middelalderen. Gården, sandsynligvis en bondegård, blev inddraget under Kronen ved gennemførelsen af reformationen i 1536.

Dybvad blev byttet (mageskiftet) fra den danske konge til Karen Krabbe i 1578. Frederik II (1534-1588) var efter sin tronbestigelse i 1559 gået i gang med at samle krongodset i områder i Midt- og Østjylland, såvel som i Nordsjælland og på Møn og Falster. Da kongen ikke måtte købe adelens gods, byttede han i stedet det gods, som han havde i andre dele af landet, med adelen i de såkaldte mageskifter. Samlingen af krongodset gav den danske konge mange økonomiske og administrative fordele. Meget af det nordjyske krongods kom på denne måde til adelen, heriblandt Dybvad.

Dybvad indgik i et større mageskifte, og gården indgik herefter som en del af Voergaards betydelige godsrigdomme. Dybvad menes at være oprettet som herregård under Jørgen Arenfeldts ejerskab i midten af 1600-tallet. Hans datter, Ellen Arenfeldt, arvede Dybvad i 1661, og bragte den ved ægteskab til Manderup Parsberg. Efter hans død solgte Ellen Arenfeldt gården til Otte Skeel.

Otte Skeel var meget glad for sin niece Ida Sophie Skeel, og han forbigik derfor sin søn, Ove Skeel, og overlod Dybvad til niecen. Ida Sophie Skeel var gift med Christian Reedtz, som i forvejen ejede Børglum Kloster og herregården Boller. Ægteparret klarede sig dårligt økonomisk, men det lykkedes dem at beholde Dybvad indtil år 1704, hvor de begge døde. Ove Skeel kom da i besiddelse af Dybvad, men solgte straks gården til de forrige ejers datter, Sophie Reedtz.

Dybvad var på dette tidpunkt blevet forenet med herregården Knudseje og de to gårde forblev under samme ejere i løbet af 1700-tallet. Omkring midten af århundredet kom gårdene til slægten Gleerup, hvor de forblev i knap hundrede år. I 1813 skiltes Dybvad og Knudseje, da to brødre hver overtog en gård. Dybvad gik til Lauritz Gleerup, og ved auktionen over hans enkes dødsbo i 1837 blev gården solgt til Adolph Nicolaj Winkel. Først herefter blev hoveriet afløst og fæstegodset frasolgt.

Dybvad var i en lang årrække forpagtet af sønnen, Janus Winkel, der blev kendt som en dygtig landmand og indførte mange af 1800-tallets driftsforbedringer på Dybvad. Det blev dog en anden søn, Søren Winkel, der i 1900 arvede Dybvad. I 1937 solgte Petrus Kabell Winkel gården til Statens Jordlovsudvalg. Herefter blev Dybvad udstykket i 24 husmandsbrug og én gård. Den resterende del af herregården blev bortforpagtet til A. Kjærgaard-Jensen, der senere købte gården. Med overtagelsen i 1956 indrettede Kvægavlsforeningen for Hjørring Amt en forsøgsgård. Den tidligere hovedbygning blev nedrevet og erstattet af et uanseeligt stuehus.

I år 2013 var gården ejet af Helge Hansen