Voergaard

Ejerhistorie

Selv om Voergaard med tiden blev en af Vendsyssels største og rigeste herregårde, var den i middelalderen kun en ubetydelig landsbyhovedgård. Dens historie indtil omkring reformationen er næsten ukendt. Dog blev Voergaard i 1518 solgt til Børglumbispen Niels Stygge, som dermed gjorde den til kirkens ejendom. Hans nevø Stygge Krumpen overtog styringen af bispedømmet, og dermed begyndte gårdens historie for alvor.

Bispestolen havde allerede længe ejet meget gods i området, og bisperne havde udvidet, når muligheden bød sig. Egnen manglede dog et naturligt centrum, og Voergaard blev ombygget til dette formål. Allerede i 1534 måtte bispeborgen stå sin prøve som forsvarsværk, da Skipper Clement satte ild til slottet, som til så mange andre bispeejendomme under Grevens Fejde. De tykke mure sank dog ikke, men står endnu. Men Stygge Krumpen fik ikke mere glæde af sit byggeri, for efter reformationen tilfaldt alt kirkegods Kronen.

Efter gården havde været pantsat flere gange, kom der en aftale i stand mellem Kronen og Niels Skeels enke Karen Krabbe i 1578. Hun byttede Skeel'ernes Nygaard for Voergaard og en hel del gods. Endnu et såkaldt mageskifte fandt sted året efter, så Karen Krabbe og hendes svigersøn Otte Banner fik endnu mere gods i Vendsyssel. Derudover fik hun birkeret, dvs. selvstændig domsret, over alt sit gods.

Efter deres død fortsatte datteren Ingeborg Skeel med at udvide godset, men hun oprettede også et hospital i Sæby. På Voergaard opførte hun en rigt udsmykket hovedbygning i renæssancestil, som stod i skarp kontrast til bispernes mere beskedne bygning. Med bygmesteren Philip Brandins hjælp gjorde hun Voergaard til en af Danmarks prægtigste herregårde, som nærmest kun Kronborg kunne måle sig med på den tid. Gårdens ydre ser i dag omtrent ud som på hendes tid, men i det indre er næsten alt forandret. I 1598 kom endda den byggelystne Christian IV (1577-1648) til Voergaard, angiveligt for at hente inspiration og sten her.

Ingeborg Skeel har som mange andre handlekraftige adelskvinder fået et dårligt eftermæle som bondeplager. Det siges, at hun endnu spøger på gården og i fangehullet Rosodonten, indtil en præst manede hende ned i Pulsen, et bundløst vildnis tæt derved. Alligevel rykker hun ifølge sagnet hver nytårsnat "en hanefjed" nærmere gården. Når hun kan kigge ind af vinduet, skal Voergaard efter sigende gå til grunde.

Efter hendes død i 1604 begyndte en strid blandt arvingerne, der endte med at Voergaard, Knivholt og Ullerup tilfaldt fætteren Hans Axelsen Arenfeldt fire år senere. Han døde allerede i 1611, hvorefter hans gods blev delt ud mellem hans mange børn. Sønnen Jørgen Arenfeldt overtog Voergaard og arbejdede da på at samle mere gods. Men 1600-tallets krige gik hårdt ud over Voergaard. Under Kejserkrigen (1628-1629) blev Voergaard brugt som dansk base af den tyske øverstkommanderende, og under Torstenssonkrigen (1643-1645) var det svenskerne, som boede her. Jørgen Arenfeldt døde som en ruineret mand i 1658 under den første af de to Karl Gustav-krige (1657-1660), hvor svenskerne atter tog rigeligt for sig på Voergaard, inden de drog hjem. Slægten måtte nu leve under anderledes beskedne kår, og godset blev igen splittet. Jens Juel overtog Voergaard, og hans slægt begyndte nok en gang at samle gods om den gamle hovedgård.

Barnebarnet Peder Reedtz gav Voergaard en tiltrængt restaurering både ude og inde, og især østfløjen bærer hans præg. Hans søn Holger Reedtz var også arving til den indflydelsesrige adelsfamilie Thott. Han tog derfor navnet Reedtz-Thott i 1786 og flyttede til den rige herregård Gavnø på Sjælland. Han bortauktionerede Voergaard til de to jyske studehandlere Niels og Jens Andersen Steenild.

De to brødre forbedrede gården betydeligt, merglede uopdyrket jord og opdrættede jyske hingste. Modsat mange andre godsejere omkring år 1800 solgte de dog ikke jorden fra til selveje. Dette stærkt forbedrede gods arvede Jens Anders Steenilds 13-årige datter Bendine Cathrine Margrete Steenild. Hun var et godt parti for Johan Frederik Schultz, der i 1825 giftede sig med hende og overtog Voergaard. Han tog sig godt af gården, men blev upopulær, fordi han flyttede de tidligere ejere af Voergaard, som lå begravet under koret i kirken.

Voergaard blev købt af et konsortium i 1841, som påbegyndte salget af fæstegårde til selveje og frasolgte desuden dele af hovedgårdens besiddelser. Da Peder Brønnum Scavenius købte gården i 1872, var der altså kun ubetydeligt gods og tre kirketiender tilbage. Den virksomme mand tog først fat på en omfattende restaurering af nordfløjen, som han bl.a. gav en flot vestgavl. Peder Reedtz havde allerede forbedret østfløjen, og nu tog Peder Brønnum Scavenius sig af resten af Ingeborg Skeels hus. Også hendes og Otte Banners epitafium i Voer kirke blev istandsat. Peder Brønnum Scavenius nedrev en mindre sydfløj, moderniserede i øvrigt gårdens drift, drænede delvist engarealet og udvidede skovene betydeligt.

Voergaard overgik i 1914 til nevøen og daværende udenrigsminister Erik Julius Christian Scavenius, som dog kun beholdt selve hovedbygningen med have og park, mens jorderne frasolgtes. Hovedbygningen solgte han først videre i 1946 til Poul Einar Rützebeck, som også genopkøbte den gamle avlsgård Pulsgaarden.

I 1955 blev Voergaard og gods solgt til Ejnar Offer Oberbech-Clausen og siden lagt ind under Det Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske Familielegat. De næste fem år blev hovedbygningen igen restaureret, den gamle voldgrav blev oprenset og den murede bro, der ellers var blevet erstattet af en jorddæmning, blev genopført.

Oberbech-Clausen bragte rige kunstsamlinger fra sine franske slotte til Voergaard, hvor de fortsat kan ses på guidede rundvisninger. Siden 2004 har Voergaard hver sommer afholdt 'Middelalderdage'.