Oxholm

Ejerhistorie

Ø kloster blev oprettet som et nonnekloster af benediktinerordenen i slutningen af 1100-tallet. I løbet af middelalderen voksede klosteret sig stort og velhavende. Priorinden på klosteret var nonnernes forstanderinde, og sammen med nonnerne tog hun sig af husligheden og udøvelsen af andagtsøvelserne. Selve godsbestyrelsen var styret af klosterets prior.

I begyndelsen af 1500-tallet gik det mindre godt for Ø Kloster, og ved Reformationen i 1536, hvor Ø Kloster sammen med alt andet kirkegods kom under Kronen, var der således kun tre nonner tilbage på klosteret. I tiden efter Reformationen blev Ø Kloster givet bort som len til forskellige mænd fra Danmarks adelsslægter. I 1573 mageskiftede, dvs. byttede, Frederik II (1534-1588) en del af Ø kloster til Frands Banner mod Rygaarrd og noget strøgods, mens resten af klosterets ejendom forblev pantelen under Axel Gyldenstierne, hvor det siden blev lagt under Voergaard.

Frands Banner var gift med Anna Oxe, og efter hende omdøbte han gården til Oxholm. Ved Frands Banners død i 1575 overgik Oxholm til døtrene Karen Banner og Ellen Banner, der var gift med henholdsvis Henrik Lykke og Jørgen Taube Due. Oxholm må senere være overgået helt til Jørgen Taube Due, for ved hans død i 1611 overtog sønnen, Frands Due, hele gården. På grund af stor gæld måtte han dog igen afhænde gården til Palle Rodsteen omkring 1620. Efter at have været ejet af Palle Rodsteen og Georg Ernst Worm kom Oxholm i 1623 i slægten Friis' besiddelse.

Også slægten Friis kom i deres ejertid af Oxholm til at kæmpe med økonomien. I 1668 overtog borgmester Mads Poulsen Oxholm efter at have gjort indførsel i gården. To år senere overdrog Mads Poulsen og tre andre kreditorer Oxholm til Hans Frederik Levetzau. Med den mecklenburgske oberstløjtnant Hans Frederik Levetzau kom der nye og bedre tider på Oxholm. Han gjorde karriere inden for militæret, og Christian V (1646-1699) satte så stor pris på ham, at han blev både ridder og gehejmeråd. Også med driften af Oxholm var Hans Frederik Levetzau succesfuld, og det lykkedes ham at udskifte strøgodset, således at godset blev mere samlet omkring ejendommen.

I 1696 døde Hans Frederik Levetzau, og Oxholm overgik derefter til sønnen Theodosius von Levetzau, der trods de svære tider i landbruget satte mange penge i godskøb. Efter hans død i 1719 beholdt enken Anna Margrethe Brockdorff gården, som hun ti år senere overdrog til sin søn, Hans Frederik Levetzau. Han var civilembedsmand, og ved hans død i 1763 overgik Oxholm til hans enke Sophia von Eyndten, som beholdt gården til sin død i 1795. Herefter kom Oxholm til Albert Philip Levetzau, som blev den sidste fra slægten Levetzau på Oxholm.  

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var Oxholms ejerhistorie præget af hyppige ejerskift. Af gårdens ejere kan bl.a. nævnes et konsortium bestående af Ole Tønder Lange, Hans Hansen og Jakob Bregendahl. Siden blev Ole Tønder Lange eneejer af Oxholm, hvor han udførte store inddæmnings- og afvandingsarbejder inden sin død i 1814. I 1847 blev Oxholm købt af  Nikolaj Nyholm, og han frasolgte avlsgårdene Søholm og Hvolgård. I 1852 kom Oxholm til Carl Julius Sønnichsen, som fortsatte med at sælge dele af godset fra.

Efter at have været ejet af Carl Friederich Heinrich Goedecke kom Oxholm i 1865 til Henry Johan Jacob Louis Bruun Neergaard, der døde kun 30 år gammel. Hans enke overtog derefter Oxholm, som hun i 1887 solgte til sin nevø Otto Skeel, der blev efterfulgt af Hendrik Bille-Brahe-Selby som ejer af Oxholm. Efter ti års ejerskab solgte han Oxholm til Sigurd Andersen, som ejede gården indtil sin død i 1962, hvorefter Oxholm blev solgt til Frode Hansen.

I 2013 er Oxholm ejet af Kirsten Vibeke Glarborg.