Hindsgavl

Ejerhistorie

Hindsgavl nævnes første gang 1231, hvor gården var blandt den danske kongemagts besiddelser, hvilket den forblev frem til det 14. århundrede. I 1295 mødtes således Erik Menved (1274-1319) og den norske konge Erik Præstehader (1268-1299) på Hindsgavl, hvor en våbenstilstand mellem de to lande blev indgået.

I 1300-tallet delte gården skæbne med flere danske kongeborge, da den her blev en kastebold mellem den danske kongemagt og de holstenske grever. Allerede i 1317 blev den pantsat til holstenerne, og da Christoffer II (1276-1332) i 1329 blev dansk konge ved holstenernes hjælp, måtte han ved samme lejlighed pantsætte Hindsgavl til grev Johan af Holsten. I 1348 lykkedes det Valdemar Atterdag (1320-1375) at indløse lenet, som dog snart efter igen kom på holstenske hænder. Benedikt von Ahlefeldt, som havde en fremtrædende plads i den holstenske adel, var i 1357 lensmand på gården.

Valdemar Atterdag belejrede i 1358 forgæves Hindsgavl, som først fra 1360 var tilbage på den danske kongemagts hænder. Hindsgavl forblev herefter krongods indtil 1664. Som krongods blev gården bestyret af en kongelig lensmand, men da disse lensmandsposter efter enevældens indførelse i 1660 blev afskaffet, valgte Kronen at udlægge den til landsdommer Jens Lassen.

Hindsgavl var imidlertid på daværende tidspunkt ret forfalden, da gården under Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660) havde lidt en del skade. Jens Lassen havde siden 1653 været storleverandør til kongens krigsførelse, hvilket havde gjort ham til en særdeles velhavende mand. Som betaling for gæld modtag han i 1664 Hindsgavl. Han blev imidlertid kendt skyldig i bedrageri mod Kronen i 1680, hvilket fik den konsekvens, at Hindsgavl atter blev krongods.

I 1695 valgte Kronen at sælge gården på auktion, hvor den blev erhvervet af Hans Daniel Frientz. Hindsgavl var på det tidspunkt stærkt forfaldent og uden stort jordtilliggende. Den nye ejer fik således bevilget fire års henstand til at opkøbe tilstrækkeligt med fæstegårde til, at Hindsgavl kunne beholde sin sædegårdsfrihed, bl.a. skattefrihed. Til det krævedes et antal fæstegårde, der i alt udgjorde 200 tdr. hartkorn.

Hans Daniel Frientz døde imidlertid kort efter, og Hindsgavl overgik til hans svoger, Kaj Ahlefeldt, som allerede i 1699 havde opkøbt så mange fæstegårde, at gården fik status som komplet herregård og kunne beholde sin sædegårdsfrihed. Allerede i 1701 solgte Kaj Ahlefeldt imidlertid gården til Frantz Joachim von Dewitz, der i sin tid som ejer yderligere forøgede bøndergodset.

Frantz Joachim von Dewitz døde i 1719, hvorefter gården overgik til hans bror, Joachim Diderich von Dewitz. Efter hans død i 1723 overgik den til sønnen Frantz Joachim von Dewitz, der ikke var myndig på pågældende tidspunkt, hvilket betød, at Hindsgavl blev bestyret af en formynder frem til 1732.

I 1745 blev Hindsgavl opkøbt af Niels Andersen Basse, der havde tjent gode penge som forvalter på herregårdene Valdemar Slot og Frederiksgave. I 1764 oprettede han et testamente, der bestemte, at Hindsgavl skulle overgå til barnebarnet Niels Basse Fønns. Han døde dog allerede i 1770, hvorfor gården i stedet arvedes af hans søster Karen Basse Fønns.

Karen Basse Fønns var gift med Christian Holger Adeler, der således blev Hindsgavls nye ejer. Han var en dygtig og interesseret godsejer, der var stærkt optaget af reformbevægelsen inden for landbruget. I hans tid som ejer blev godsets fæstegårde udskiftet, og en ny hovedbygning blev opført.

Christian Holger Adeler døde i 1801, hvorefter hans enke Karen Basse Fønns ejede gården. Hun døde i 1808. I månederne forinden havde Hindsgavl huset en stor indkvartering af spanske hjælpetropper, der som følge af den danske alliance med Napoleon (1769-1821) var sendt til Danmark.

Ifølge Karen Basse Fønns' testamente skulle Hindsgavl efter hendes død oprettes til stamhus for hendes nevø Niels Basse Fønns. På grund af gæld blev stamhuset dog først oprettet i 1815. Niels Basse Fønns' søn, der også hed Niels Basse Fønns, overtog efter sin faders død i 1858 stamhuset. Dette efterlod han i 1907 til sin søn Frederik Niels Basse Fønns, der i 1910 bortsolgte den resterende del af godsets fæstegårde til bøndernes selveje.

I henhold til lensafløsningsloven fra 1919 overgik stamhuset Hindsgavl i 1921 til fri ejendom. Samme år solgte Frederik Niels Basse Fønns gårdens gods og skov til Middelfart kommune. Han beholdt dog hovedbygningen og gårdens park frem til sin død i 1922. Herefter blev hovedbygningen nogle år udlejet til Foreningen Norden, som i 1924 udnyttede deres forkøbsret og stiftede A/S Hindsgavl. Foreningen Norden virkede for at udbrede nordisk samarbejde og afholdt indtil 1980'erne sommermøder og kurser på Hindsgavl.

Under en stor del af Anden Verdenskrig var Hindsgavl overtaget af den tyske besættelsesmagt. Fra august til oktober 1943 var således danske officerer fra den jysk-fynske division interneret her, efter at tyskerne havde erklæret militær undtagelsestilstand.

Hindsgavl overgik i 1970'erne til Realkredit Danmark, som indrettede kursuscentret til hoteldrift. Ved salget af Realkredit Danmark overgik Hindsgavl til Fonden Realdania, som i 2021 driver selskabs- og konferencehotellet Hindsgavl Slot. 

Hindsgavl i 1946. Fra Danmark på film, Det Danske Filminstitut.