Høvdingsgaard

Ejerhistorie

Høvdingsgaard har sit navn efter en ældre hovedgård ved navn Høvdingshus, som var beliggende sydøst for herregårdens nuværende beliggenhed. Høvdingsgaard, som både blev kaldt Høvdingshus og Høvdingsgaard frem til starten af 1800-tallet, er af ukendt alder og ældre historie.

Gården optræder første gang i kilderne i begyndelsen af 1600-tallet og igen i 1688 under Christian V's (1646-1699) matrikel, hvor alle jordejendomme blev opgjort for at fastsætte et skattegrundlag. Høvdingsgaards værdi blevet da sat til 8 tønder hartkorn, og herregården var dengang af meget beskeden størrelse. En gennemsnitlig dansk herregård havde på dette tidspunkt en størrelse på 42 tønder hartkorn.

I forbindelse med Vordingborg ryttergods' oprettelse, blev der i 1719 opgjort en landbrugstælling af distriktets ryttergårde, der alle var ejet af Kronen. Høvdingsgaard var den største af de i alt 77 ryttergårde beliggende i Mern sogn, som var indrettet til underhold for det nationale rytteri. Som ryttergods rummede Høvdingsgaard skovfogeden eller amtets skovridere frem til 1774, hvor det vordingborgske ryttergods blev opdelt i 12 hovedgårdsparter og sat på auktion. På denne auktion var gårdens hovedgårdstakst opgjort til 53 tønder hartkorn, idet nærliggende gårde var blevet nedlagt og derefter lagt under Høvdingsgaard. Gårdens størrelse var altså blevet mere end seksdoblet på under 100 år. Fæstegårdene, der hørte til herregården, udgjorde 246 tønder hartkorn samt Mern sogns kirketiende.

Hans Gustav Lillienskiold, som også ejede den nærliggende herregård Lilliendal, købte Høvdingsgaard ved auktionen i 1774. I 1785 solgte han begge herregårde til Niels Lunde Reiersen, der var blandt Sydsjællands største jordejere og viste stor opbakning til den blomstrende danske industri. Begge herregårde blev igen solgt samlet til Peter Uldall i 1795.

Peter Uldall statslige embeder som generalfiskal og justitsråd. Han blev kendt som forsvarer for dronning Caroline Mathilde og Johann Friedrich Struensee, der trods sin affære med dronningen fik stor politisk indflydelse i den sindssyge kong Christian VII's (1749-1808) regeringstid. Peter Uldall døde blot to år efter købet af Høvdingsgaard, hvorefter enken, Anthonette Hansen, beholdt gårdene et år og efterfølgende solgte dem hver for sig.

Lars Terpager Hagen købte da Høvdingsgaard, som efter hans død i 1833 overgik til sønnen Peter Hagen. Peter Hagen døde som sindssyg i 1848, hvorefter hans søster, Maren Regine Hagen, og hendes mand, Ernst Frederik Andreas Bilsted, overtog Høvdingsgaard.

Ernst Frederik Andreas Bilsted opførte en ny hovedbygning ved Høvdingsgaard, som han ejede frem til sin død i 1871. Herefter drev enken, Maren Regine Hagen, gården frem til 1873. Parrets svigersønner, F.P.A. Uldall og Bredo O. Obelitz, overtog da godset, som de drev frem til 1901. Begge havde bopæl i København og havde høje stillinger i flåden og højesteret som henholdsvis viceadmiral og dommer.

I 1901 overgik gården til A.F.J.C. Lassen, og i 1917 overtog sønnen, Emil Victor Schou Lassen, gården. Han var gift med Suzanne Marie Raben-Levetzau, og parret fik i 1920 sønnen Anders Lassen, der som den eneste dansker opnåede at få tildelt den højeste engelske militære udmærkelse, Victoriakorset, for sin indsats under 2. verdenskrig. Anders Lassen er så højt æret af det engelske Special Air Service Regiment, at regimentet besøger Høvdingsgaard og lægger en krans, hver gang det er i Danmark.

I 1938 erhvervede grosserer Hans Lystrup Høvdingsgaard. Han døde i 1963 og overlod gården til sin datter, Karen Marie Hansdatter Lystrup, der havde giftet sig med godsejeren Anders Dinesen.

I 2013 ejes Høvdingsgaard, der er 792 hektar stort, af Anita Halbye.