Juellund

Ejerhistorie

I middelalderen fandtes to mindre herregårde Jonstrup og Herlufstrup. De to gårde er allerede beskrevet i 1300-tallet, hvor de havde mange skiftende ejere. Generelt for godserne i middelalderen var, at ejerforholdene var meget ustabile. På grund af indviklede arveregler blev mange godser splittet op mellem flere arvinger, der efterfølgende kunne købe hinanden ud af godset.

På den tid var herregårdene godsernes administrative centrum, men selve herregården havde en mindre økonomisk betydning. Vigtige derimod var indtægterne fra fæstegårdene, som bønderne lejede af herremanden mod betaling i landgilde. Ofte var der flere udgifter end indtægter forbundet med selve herregården.

Dette ændrede sig i 1500-tallet, hvor prisen på korn i Europa steg. Da bøndernes afgift til herremanden ofte blev betalt i korn, fik de danske godsejere del i de høje prisstigninger. Alligevel kunne de se, at ude i Europa tjente herremænd meget mere ved at omlægge godsdriften. For at kunne intensivere driften af herregårdens egne marker, dvs. selve hovedgården, var det nødvendigt at samle landbrugsarealerne omkring en avlsgård samt sikre tilstedeværelsen af fæstebønder, der boede så tæt på herregården, at de kunne udøve hoveri på godsets nye samlede marker. Udover afgiften i naturalier eller penge - landgilden - måtte fæstebønderne yde hoveri, som var det arbejde, fæstebønderne var forpligtet til at udføre på hovedgårdens marker.

Som et resultat af omlægningen blev mange fæstegårde nedlagt og deres jord lagt under en større herregård. De mange krige i 1600-tallet efterlod landbruget øde og fattigt. Fæstegårdsjord, som ikke blev dyrket, blev underlagt herregårdene. Desuden var hovedgårdsjord ikke skattepligtig, og det var derfor endnu et incitament for at samle jorden under hovedgårdens drift.

De to herregårde Jonstrup og Herlufstrup var i slutningen af 1600-tallet atter blevet samlet efter en række arvedelinger og havde et pænt jordtilliggende, men de havde ikke fået samlet hovedgårdens jorder.  Da Jens Juel købte gårdene i 1694, nedrev han derfor bygningerne på begge gårde, og samlede deres jord under et nyoprettet gods med hovedgårdsprivilegier - Juellund. Han byggede straks en ny hovedbygning og en avlsgård, og Juellund er et klart eksempel på den udvikling frem mod 1700, hvor mange nye hovedgårde oprettedes.

Jens Juel var en af de mest markante adelsmænd i 1600-tallet. Han var født ind i en gammel dansk adelsslægt. Han blev derfor et naturligt medlem af det magtfulde rigsråd, der styrede landet sammen med kongen. Men i 1661 blev Enevælden indført i Danmark. Med Enevældens indtog forsvandt adelens politiske magt og økonomiske privilegier, og den gamle danske adel, som Jens Juel tilhørte havde ikke længere særstatus i samfundet. Men Jens Juel lod sig ikke slå ud af de nye politiske forhold. Han blev en af de mest magtfulde rådgivere til de første enevældige konger. Og med sit virke som storgodssamler og politiker sikrede han sig en førerposition i den nye samfundsorden.

Frem til sin død arbejdede Jens Juel ihærdigt på at øge Juellunds jorder gennem køb af omkringliggende bøndergårde. Jens Juel døde i 1700, og hans enke arvede Juellund. Hun giftede sig med Christian Gyldenløve, der solgte Juellund til Hans Benzon i 1702. Frem til 1751 havde Juellund en række skiftende ejere.

I 1751 blev Juellund solgt til enken Anna Sophie Schack, der allerede - og usædvanligt for sin tid - var en af landets største godsejere. Hun var ejer af det nærliggende Giesegaard, som hun lagde Juellund ind under ved oprettelsen af stamhuset Giesegaard. Hun byggede og udvidede sine godsbesiddelser, men tillagde sig samtidig en stor gæld.

Juellund forblev del af stamhuset Giesegaard indtil 1922, hvor det overgik til fri ejendom i henhold til Lensafløsningslovens bestemmelser. I denne forbindelse blev udstykket en del af Juellunds jordtilliggende.

I dag er Juellund stadig underlagt Giesegaard gods og har således været i samme families eje i mere end 250 år.