Rønningesøgaard

Ejerhistorie

Rønningesøgaard blev i ældre tid ofte blot kaldt Søgaard. Gården blev første gang nævnt i 1326, hvor Niels Jensen Rønning pantsatte sin gård, "Siøgaard", til sin hustru. 70 år senere forsøgte Margrethe I (1353-1412) at inddrage gården under Kronen, men Niels Jensens efterkommer - Gert Andersen Rønning - modsatte sig bestræbelserne.

Som knap 60-årig ægtede Markdanner den unge Sophie Oldeland, og hans interesse for Rønningesøgaard voksede. Han fik arveretten ændret, så Kronen blot fik forkøbsret i tilfælde af, at han ikke efterlod sig arvinger. Ydermere udvidede han grunden, hvorpå han opførte en ny hovedbygning. I 1618 døde han på Rønningesøgaard, som enken, Sophie Oldeland, og sønnen, Frederik Markdanner, i fællesskab videredrev.

Frederik Markdanner var som faderen uddannet i udlandet og havde efterfølgende tjent som sekretær i kancelliet. Han bosatte sig på Rønningesøgaard med sin hustru Anne Gyldenstierne, men han døde allerede i 1639, kun 46 år gammel. Han havde forinden mistet en formue, og da enken døde kort tid derefter, var deres sønner Henrik og Casper Markdanner overladt til fremmede. Caspar Markdanner gik i Frederik III's (1609-1670) tjeneste, men blev dræbt i en ung alder, hvorefter broderen arvede resterne af farens formue.

Henrik Markdanner havde tjent som soldat i udlandet og blev senere major i Frederik III's hær. Han ægtede Hilleborg Kaas og forøgede Rønningesøgaards gods med et par bøndergårde, der dog ligesom resten af egnen var plaget af Svenskekrigenes ødelæggelser. Ifølge et sagn lod han skjule en stor kiste med kostbarheder i Rønningesøgaards sø for at gemme rigdommene for de svenske soldater. Det er aldrig lykkedes at finde kisten. Henrik Markdanner døde i 1674, hvorefter Rønningesøgaard overgik til sønnen Frederik Markdanner. Han døde året efter, da han deltog i belejringen af byen Wismar i forbindelse med Den Skånske Krig.

Markdanners enke, Hilleborg Kaas, giftede sig senere med Hans Due, og parret solgte Rønningesøgaard til Knud Sivertsen Urne. I forbindelse med Christian V's matrikel af 1688 blev Rønningesøgaards størrelse fastsat til 40 tdr. hartkorn, og den var dermed en herregård af almindelig størrelse. Urne døde i 1705 og efterlod gården til sin søster, Helvig Sophie Urne. Helvig tilkøbte i 1709 Rønninge Kirke til gården og overlod ved sin død Rønningesøgaard til sønnen, oberst Christian Friis. Han døde ugift i 1727 og efterlod gården til slægtningene Christian Sehested og Sigvard Urne.

Johan Caspar Rasch købte i 1733 gården, hvor han bosatte sig. Han gennemførte en række forbedringer af driften, hvis jordtilliggende han ligeledes udvidede. Han lod desuden hovedbygningen ombygge og udvide og anlagde en park i tilknytning hertil. Rasch døde i 1770 og efterlod gården til hustruen, Mette Sophie Munck, som videreførte sin mands bedrifter. Hun påbegyndte udskiftningen, samlede det ellers spredte gods og gjorde legaliserede gårdene i Rønninge, som dermed blev lige store.

Parrets eneste søn druknede på tragisk vis, og det var derfor svigersønnen, Christian Sørensen Lemwigh, der i 1788 overtog gården. Han fik i 1798 tilladelse til at sælge fæstegodset uden at miste hovedgårdens skattefrihed, og han fortsatte udskiftningen, udflytningen og nybygningen af gårde og huse til sine bønder. Tilmed reparerede han både avlsgård og hovedbygningen, og han forbedrede godsets jorde ved at anlægge grøfter, der kunne dræne de lavtliggende marker.

Lemwigh efterlod sig ingen børn, og svigerinden, Ulrika Cathrine Johansdatter Rasch, overtog derfor Rønningesøgaard. Hun lod gården indgå i stamhuset Mylius, som hun oprettede til fordel for sønnen, Johan Caspar Mylius. Stamhuset bestod foruden Rønningesøgaard af Rønninge kirkes tiender og bøndergods i nærliggende sogne, i alt 137 tdr. hartkorn.

Johan Caspar Mylius overtog først stamhuset i 1831. Han havde tjent i hæren men erhvervede efter sin fratrædelse en række herregårde. I 1840 blev han optaget i adelsstanden, og samme år afstod han stamhuset til sin søn, Johan Jacob Mylius. Johan døde i 1857 - blot 41 år gammel - og hans broder, Sigismund Wolf Veit Mylius, overtog derefter stamhuset.

Sigismund pådrog stamhuset så stor en gæld, at hans søn, Albert Sigismund Caspar Mylius, lod en kommission varetage godsets administration, da han ikke mente, at han selv kunne føre stamhuset ud af de økonomiske vanskeligheder. Sønnen, Sigismund Ernst Mylius, arvede både stamhuset Benzon og stamhuset Mylius og tog derfor navnet Mylius-Benzon. Han forsøgte forgæves at få ophævet den administrationskommission, som faderen havde fået nedsat. Da det viste sig umuligt, lod han i 1906 stamhuset ophæve og solgte Rønningesøgaard til kammerjunker Oluf Bech.

I 1913 købte lensgreve Preben Charles Bille Brahe Selby Rønningesøgaard, som blot fem år senere overgik til sønnen, Daniel Bille Brahe Selby. Han tog sig med stor interesse af driften og efterlod i 1950 godset til sønnen, Bent Daniel Bille Brahe Selby, der endnu fortsat ejer Rønningesøgaard i 2021.