Sandbjerg

Ejerhistorie

Sandbjerg blev grundlagt i 1571 af hertug Hans den Yngre, der var bror til Frederik II (1534-1588). I 1564 havde Hans den Yngre fået tildelt en tredjedel af kongens besiddelser i hertugdømmerne, hvilket betød, at han bl.a. fik ejerskabet over Als, Ærø og Sundeved, alle i Slesvig. Oprettelsen af Sandbjerg var et led i Hans den Yngres godssamlingspolitik, som gjorde hertugens navn frygtet af bønder og lavadel i de områder, som han besad.

Sandbjerg blev grundlagt på baggrund af fire nedlagte bøndergårde. Her byggede Hans den Yngre en dæmning ud mod Alssund, hvorved en vig fra sundet blev omdannet til Sandbjerg Sø. Ved søens sydlige bred opførte han Sandbjerg.

I 1622 døde Hans den Yngre. Året forinden havde han besluttet at udstykke sine besiddelser i hertugdømmerne i flere små fyrstendømmer, hvilket betød oprettelsen af hertuglinjerne Ærø, Nordborg, Glücksborg, Plön og Sønderborg.

Efter Hans den Yngres død fulgte Sandbjerg den sønderborgske linje. Det forhold blev ændret i 1667, hvor Christian Adolf, der i 1653 havde arvet det lille hertugdømme Sønderborg af sin far, gik konkurs. Sønderborg var på det tidspunkt tynget af gæld, og derfor tog den kongelige statholder, Frederik Ahlefeldt, Sønderborg Slot og by i besiddelse for Frederik III (1609-1670).

De mange herregårde under Sandbjerg blev solgt videre til forskellige kreditorer. Selve Sandbjerg solgte Kronen i 1673 videre til Conrad Reventlow. Sandbjerg blev herefter i slægten Reventlows eje helt frem til 1930.

Ved overtagelsen af Sandbjerg blev Conrad Reventlow samtidig udnævnt til lensgreve og i 1685 blev Sandbjerg ophøjet til et grevskab under Reventlow. Det forblev herefter det eneste danske len i hertugdømmet Slesvig. Med grevskabet fulgte en lang række rettigheder og privilegier, som den almindelig herremand ikke havde. 

Conrad Reventlow nød stor velvilje hos både Christian V (1646-1699) og senere Frederik IV (1671-1730). I 1699, efter mange år i kongens tjeneste i forskellige positioner, blev han udnævnt til storkansler. Dette var en titel, der blev anvendt efter enevældens indførelse i 1660, hvor det danske og tyske kancelli blev slået sammen. Herefter blev lederen af begge kancellier tiltalt storkansler - en slags førsteminister. Efter Conrad Reventlows død i 1708 overtog sønnen Christian Ditlev Reventlow grevskabet.

I 1775 overtog Conrad Georg Reventlow grevskabet Reventlow-Sandbjerg. Han påbegyndte i 1787 hovedgårdens udparcellering, der i sidste ende betød, at størstedelen af jorderne blev bortsolgt til egnens bønder i 14 parceller. Arkitekten bag planen var Marcus Gerhard Dröhe, der var en af tidens mest reformvenlige mænd fra hertugdømmerne. Samtidig blev hoveriet ophævet, dvs. bøndernes pligtarbejde for herremanden, ligesom arvefæste blev indført.

En anden vigtig ting, som skete under Conrad Reventlows ejerskab, var opførelsen af den nuværende, prægtige hovedbygning, som han placerede nord for søen. Ved sin død i 1815 gik grevskabet videre til broderen, Christian Ditlev Frederik Reventlow.

Christian Ditlev Frederik Reventlow havde spillet en stor rolle i 1700-tallets vigtige landboreformer. Overordnet set skulle landboreformerne sikre en bedre indretning af landbruget, hvor bønderne gennem langtidskontrakter og/eller selveje fik større incitament til at forbedre gårdene. Reventlow var også en ledende skikkelse i den skolekommission, der forberedte den nye skolelov anno 1814, hvor Danmark som det første land i verden indførte undervisningspligt. I den forbindelse spillede Reventlow også en rolle i oprettelsen af flere lærerseminarier. Han døde i 1827, 79 år gammel.

Krigen i 1864 kom tæt ind på livet af Sandbjerg, der på daværende tidspunkt var ejet af Ferdinand Carl Otto Reventlow. Et par kilometer nord for gården etablerede preussiske styrker den 29. juni overgangen til Als gennem Storskoven, der hørte til Sandbjerg. Samtidig blev hovedbygningen benyttet som lazaret under krigen.

Selvom Preussen vandt krigen, og grevskabet Sandbjerg sammen med resten af Sønderjylland dermed var en del af Tyskland frem til 1920, beholdt slægten Reventlow deres besiddelser. I tiden under preussisk myndighed blev Sandbjerg stærkt reduceret som følge af lovgivning, der gjorde det muligt for fæstebønderne at overgå til selveje.

Ved Genforeningen i 1920 var Sandbjerg derfor kun en mindre herregård og et grevskab af navn mere end af gavn. I 1929 døde Christian Einer Reventlow. Da han ingen mandlige arvinger havde, besluttede slægten at sælge Sandbjerg til Knud Dahl i 1930, mens enken blev siddende på herregården Christianssæde på Lolland. Reventlow'ernes tid på Sandbjerg sluttede efter over 250 års ejerskab.

I 1954 skænkede Knud Dahls enke, Ellen Dahl, Sandbjerg til Aarhus Universitet, som overtog ejendommen efter Ellen Dahls død i 1959. Ellen Dahl var stærkt engageret i det sønderjyske spørgsmål, og derfor forpligtigede Aarhus Universitet sig på at udøve en dansk og nordisk virksomhed på Sandbjerg med fokus på sønderjyske forhold.

Aarhus Universitet ejer i 2021 stadig Sandbjerg, som primært bliver brugt som kursusejendom.