Sandholt

Ejerhistorie

Sandsynligvis tilhørte Sandholt oprindeligt kronen, men fra slutningen af 1300-tallet tilhørte gården først slægten Krummedige og siden slægten Bille. Det var formodentlig Torben Bille, som var gift med kong Hans' (1455-1533) elskerinde Edele Jernskæg, der sikrede Sandholt hovedgårdsprivilegier omkring 1500.

Torben Billes Datter, Edele Bille, arvede herregården efter faren og bragte den med sig ind i ægteskabet med den senere rigsråd Jacob Hardenberg, der efter Edeles død i 1527 arvede hustruens godser.

Under Grevens Fejde i 1534-1536 blev Sandholt stormet og plyndret, og Jacob Hardenberg blev, ligesom mange andre fynske adelsmænd, taget til fange af grevens støtter, og han slap først fri, da fejden sluttede og København overgav sig til Christian III (1503-1559).

Datteren og arvingen Anna Hardenberg blev gift med Erik Rud, som herefter overtog ejerskabet af Sandholt. Han købte bl.a. Lyndelse Kirke, hvor han byggede til, og satte sit og hustruens våbenskjold på den nye prædikestol. Erik Rud kæmpede i øvrigt sammen med sin berømte bror Otte Rud i Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570).

I 1590 brændte Sandholt. Knud Rud, der var søn af Erik Rud, lod opføre en endnu større og mere imponerende hovedbygning: En prægtig herregård med fire længer i flere etager og med gyldne spir som et symbol på hans stadig voksende formue.

I 1597 giftede Knud Rud sig med enken Ellen Marsvin, som også var glad for penge og gods, og ægteskabet blev da også betragtet som "ren pengespekulation". Efter Knud Ruds død måtte hans bror, Corfitz Rud, kæmpe for at få Sandholt tilbage til slægten. Inden gården blev givet tilbage, havde Ellen Marsvin forhugget skovene omkring gården, samt taget både guldspir, bly og kobber fra tagene med sig. Tyveriet kostede hende dog en bøde på hele 2.000 daler.

Corfitz Ruds enke, Birgitte Rosensparre, forvaltede godset efter hans død og lod herregården reparere. Det var formodentlig også hende, der  lod renæssancegavlen på Lyndelse Kirke bygge. Her finder man endnu en sandstenstavle med parrets våbenskjolde.

Da Rosensparres svigersøn Niels Trolle overtog gården, hærgede svenskekrigene, og det mærkede Sandholt også - bl.a. i form af indkvartering af danske tropper. Sønnen Corfitz Trolle kunne ikke få godset på fode igen, og ved hans død i 1684 overgik gården til dens største panthaver, Conrad Hesse. Forpagteren Jakob de Bruin overtog siden gården, men han gik i 1718 fallit.

Københavns Universitet opkøbte da Sandholt og solgte det få år efter til handelsmanden Hans Nobel. Finansmanden gjorde Sandholt til stamhus, dvs. han båndlagde godset, så det ikke længere kunne sælges, pantsættes eller deles. Nobels efterkommere kunne dog ikke sikre formuen. Da den tredje Hans Nobel overtog Sandholt i midten af 1700-tallet, var gælden enorm, bygningerne forfaldne og landbruget ude af drift. Han påbegyndte forbedringer, men døde ung.

Hans Nobels ældre søster, Martha Nobel, fortsatte sin brors udbedringer. Under de gode konjunkturer i slutningen af 1700-tallet blev Sandholt et præsentabelt gods. Under udskiftningen, der foregik landet over fra 1770'erne, fik også Sandholt sine marker selvstændigt indhegnet.

Sønnen Hans Nobel Nøragger fortsatte med at restaurere bygningerne til bunds. Det samme gjorde hans efterfølger, broren Christopher Nicolai Nobel Nøragger, som i store træk var hovedansvarlig for, at gården fik sit nuværende udseende. Christopher Nøraggers søn, Hans Nobel Nøragger, satte sig for at bringe økonomien på Sandholt i orden. Det lykkedes, om end langsomt, og Hans Nobel Nøragger besad Sandholt i mere end et halvt århundrede. Det samme gjorde hans barnebarn Nicoline Martha Nobel von Sperling, der efterfulgte ham som 22-årig.

Nicoline von Sperling drev Sandholt som et moderne mønsterbrug, og mange danske landmænd blev uddannet på gården, der også dannede ramme omkring Sperlings arbejde med det Grundtvigske oplysningsarbejde.

Efter flere ejerskifter købte Kirketerp-Møller-familien Sandholt i midten af 1900-tallet, og familien ejer stadig gården i 2012.

Hovedbygningen var 1942-1969 udlejet til Statens Civilforsvar.