Solvig  

Ejerhistorie

Herregården Solvig har eksisteret siden middelalderen, hvor gården var ejet af Peter Eriksen fra den sønderjyske adelsslægt Sappi. Peter Eriksen Sappis datter, Anna Petersen Sappi, blev gift med Mads Gjordsen, der således blev Solvigs nye ejer. Hans søn, Claus Gjordsen, overtog efter sin faders død gården, som han herefter ejede frem til sin død omkring 1460. Her blev den overtaget af Erik Sture, der sandsynligvis var gift med Claus Gjordsens datter. Erik Sture har næppe været eneejer af Solvig, da også Claus Gjordsens søn, Eggert Gjordsen, nævnes til gården i 1481.

Eggert Gjordsen var en energisk herre, der var ivrig efter at forøge Solvigs fæstegårde samt forsvare godsets rettigheder. I 1500 faldt Eggert Gjordsen på det store togt mod ditmarskerne, hvorefter enken Anna Eriksdatter Fasti med stor energi begyndte at sikre godset for sine fire sønner og to døtre. Den ældste søn, Claus Gjordsen, var domprovst i Ribe, men blev i 1523 kansler for Frederik I (1471-1533). Indtil sin død i 1532 ledede han Danske Kancelli, det centrale regeringsorgan i kongeriget, med stor dygtighed.

To af Claus Gjordsens brødre døde tidligt, og da Claus Gjordsen døde i 1532 blev broderen Mads Gjordsen eneejer af Solvig. Ved Mads Gjordsens død overgik Solvig til datteren Anna Gjordsen, der som bare syvårig var blevet trolovet med Hans Pogwisch. Anna Gjordsen nægtede imidlertid at gifte sig med ham, da hun blev voksen, hvilket kostede hendes far en stor pengesum, og han måtte bede om tilgivelse på et møde i Kolding i 1547, hvor både kongen, dronningen samt flere af rigets fornemste mænd var samlet. Senere blev Anna Gjordsen gift med Erik Lange, der døde i 1572, hvorefter hun giftede sig på ny, denne gang med Albert Galskyt. I 1579 overgik Solvig til sønnen Erik Lange.

I 1583 solgte Erik Lange Solvig med alle sine fæstegårde til Frederik II (1534-1588). Gården havde på dette tidspunkt forøget sin størrelse betragteligt, og den stærke koncentration af fæstegårde gjorde, at herremanden havde gode muligheder for at udnytte bøndernes arbejdskraft gennem hoveri. Hoveri var det pligtarbejde, som bønderne skulle yde som betaling for fæstegården. Frederik II beholdt dog kun Solvig ganske kort, da han allerede efter en måned byttede gården til Melchior Rantzau mod Tovskov.

Som mange andre af tidens unge adelsmænd havde Melchior Rantzau været i udlandet for at studere. Han blev herefter i 1588 dansk hofjunker, altså ung adelsmand, der gjorde tjeneste ved hoffet. Efter hans død blev Solvig overtaget af Melchior Rantzaus enke, Dorothea Rantzau, som i 1601 solgte gården til hertug Johan Adolf af Gottorp, hvilket betød, at den blev et hertugeligt domæne. Efter i en tid at være blevet drevet for hertugens regning gik man over til at bortforpagte Solvig, hvilket også skete med andre kongelige og hertugelige domæner.

I 1681 blev Solvig solgt til Frederik Ahlefeldt og hans brødre, som i 1693 solgte gården og godset til godsets fæstebønder. Bønderne blev således deres egen herremand, men selve driften af hovedgården var bortforpagtet til Johan Jensen. Hertug Carl Frederik af Gottorp købte imidlertid Solvig tilbage i 1706, hvorefter fæstegårdene blev skilt fra. I den følgende lange periode blev Solvig bortforpagtet, indtil Georg Outzen i 1768 fik arvefæste på gården, ligesom han i 1777 fik han tilladelse til at sælge noget af jorden fra.

Hans søn, Johann Ludolph Outzen, overtog i 1789. Hans efterfølger blev barnebarnet Johann Ludolph Outzen, der blev slægtens sidste mand på gården. I 1884 solgte Johann Ludolph Outzen nemlig Solvig til Hans Schack, der i forvejen var ejer af Schackenborg. Hans Schack gennemførte store forbedringer på Solvigs bygninger og opdyrkede et stort engareal. Han blev efterfulgt af først sin søn, Otto Didrik Schack, og dernæst sit barnebarn, Hans Schack.

Solvig er i 2014 ejet af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, og gården har således stadig samme ejer som Schackenborg.