Stensmark

Ejerhistorie

Stensmark blev første gang omtalt i 1231 i Valdemar Sejrs (1170-1241) såkaldte Jordebog. Jordebogen gav en oversigt over alt Kronens gods og de indtægter og afgifter, der var forbundet hermed.

I 1441 forlenede Christoffer af Bayern (1416-1448) Stensmark til Otte Nielsen Rosenkrantz, der ejede de nærliggende herregårde Hevringholm og Bjørnholm. Stensmark forblev under familien Rosenkrantz' kontrol de følgende mange generationer. Således overtog såvel Otte Nielsens søn, Erik Ottesen Rosenkrantz, som sønnesønnen, Niels Eriksen Rosenkrantz, forleningen af gården og i 1558 var gården pantsat til medlemmer af slægten Rosenkrantz.

Efter at kongen havde indløst pantet i Stensmark, overgik gården kortvarigt til Grenaa by, inden Frederik II (1534-1588) i 1538 mageskiftede gården til Erik Lykke fra Skovgård til gengæld for to ålegårde. Erik Lykkes søn, Falk Lykke, ejede foruden Stensmark og Skovgård også Bollerup. Som mange andre danske adelsmænd ejede Falk Lykke en del godser i Skåne, der frem til 1658 var dansk. Falk Lykke tilbragte en stor del af sit liv netop i Skåne, hvor han var lensmand først på Gotland og senere i Lund. Måske var hans langvarige ophold i Skåne baggrunden for, at han valgte at mageskifte Stensmark bort til Hans Seefeld fra den nærliggende Herregård Sostrup.

Stensmark indgik ved mageskiftet i Sostrups hovedgårdstakst, skønt markerne blev lejet bort til godset fæstebønder. Stenmarks nye ejer, Hans Seefeld, var efter sigende en stor spillefugl, der satte store dele af sin velstand overstyr ved spillebordet. Disse samtidige rygter havde tilsyneladende ikke hold i sandheden, men faktum var, at Seefeld i 1612 måtte sælge Sostrup - og dermed også Stensmark - til rigsråd Jørgen Skeel fra Ulstrup og Gammel Estrup.

I 1725 oprettede Christen Scheel - Jørgen Skeels oldesøn - grevskabet Scheel, hvori Stensmark, sammen med bl.a. Sostrup, Skærvad og Karmark indgik. Grevskabet blev opløst allerede i 1807, idet den daværende greve, Jørgen Scheel, på ganske få år formøblede hele sin formue - og mere til. Staten overtog i 1814 såvel Stensmark og Sostrup m.m. og der blev nedsat en kommission, der skulle udrede grevskabet økonomi. Endnu før kommissionen i 1833 afsluttede sit arbejde, solgte staten i 1829 Stensmark, Sostrup, Skærvad m.m. til Jacob von Benzon, der oprettede stamhuset Benzon af sine nyerhvervelser.

Landbruget havde vanskelige vilkår i begyndelsen af det 19. århundrede, og Benzons investering kunne ikke forrente sig. I 1839 måtte staten atter lade oprette en kommission, der skulle undersøge stamhusets økonomi og udrede restancerne. Stensmark blev udskilt af Benzon og fik tillagt hovedgårdsprivilegier. Gården blev samme år solgt til O.A. la Cour, der var medlem af De rådgivende stænderforsamlinger. I 1845 solgte  Otto August de la Cour Stensmark til sin svigersøn Niels Peter de la Cour. la Cour solgte i 1855 Stensmark til Adolph Wilhelm Dinesen fra det nærliggende Katholm.

I 1909 solgte Adolph Wilhelm Dinesens søn, Wentzel Laurentzius Dinesen, Stensmark til et konsortium, der kort tid efter solgte gården videre. Efter et par hurtige ejerskift blev gården i 1919 solgt til Robert Ric-Hansen, hvis familie stadig ejede Stensmark i 2011.