

Store Frederikslund
Store Frederikslund er en af vore yngre herregårde. Den blev således først grundlagt i 1783, da daværende ejer Hans Henrik von Eikstedt sammenlagde landsbyerne Landbytorp og Davidsrød.
Tøjmilliardærren Klaus Helmersen solgte i 2012 Store Frederikslund for omkring 200 millioner kroner, hvilket gjorde salget til en af de dyreste ejendomshandler i Danmarkshistorien.
Store Frederikslunds hovedbygning er opført i nyklassicistisk stil i slutningen af 1780'erne af daværende ejer Hans Henrik von Eickstedt.
Hovedbygningen er en del af et større firekantet anlæg og består af en hvidpudset længe i to etager med afvalmet tegltag.
Ejerhistorie
Store Frederikslund opstod af gården Landbytorp og landsbyen Davidsrød, som begge i 1500-tallet tilhørte Sorø Kloster. Fra 1568 var begge ejet af Jens Hiort, indtil de i 1586 blev underlagt Antvorskov len.
I 1673 var Landbytorp blevet udskilt som større bondegård, der var ejet af Povl Nielsen, hvis enke efter hans død besad gården frem til 1691, hvor hun solgte Landbytorp til Bertel Pedersen. Efter Bertel Pedersens eje kom gården i 1719 under Kronen, som atter lagde Landbytorp under Antvorskov, der nu var oprettet som rytterdistrikt. I tiden under det Antvorskovske Rytterdistrikt var gården forvalterbolig. Også landsbyen Davidsrød var kommet i Kronens besiddelse, og i 1710 ligeledes blevet lagt under Antvorskov.
I 1774 efter rytterdistriktets ophævelse, blev Landbytorp solgt til Hans Larsen Fogh, mens Davidsrød solgtes til Christian Sveistrup. I 1783 købte statsminister Hans Henrik von Eickstedt Landbytorp og Davidsrød. Han sammenlagde jorderne og oprettede herregården Store Frederikslund, som blev opkaldt efter den daværende kronprins og senere konge, Frederik VI (1768-1839).
Hans Henrik von Eickstedt var ikke blot grundlæggeren af Store Frederikslund, men også den mest betydningsfulde af gårdens ejere. Han opførte således hovedbygningen og avlsgården, Lille Frederikslund, ligesom han lagde driften om. Han havde gjort karriere i militæret, hvor han var avanceret i graderne flere gange. Han var endvidere en aktiv spiller i det statskup, der væltede Johann Friedrich Struensee i 1772, hvorefter han fik flere betydningsfulde poster inden for militæret. Disse omfattede bl.a. kommandantskabet for Livgarden og København, ligesom han senere blev generelinspektør for rytteriet. I sit virke fik han desuden gennemført, at dansk skulle være hærens officielle sprog, og at officererne skulle være danske undersåtter.
Efter statskuppet i 1784, hvor den senere Frederik VI (1768-1839) afsatte Ove Høegh-Guldberg mistede Hans Henrik von Eickstedt alle sine embeder. Som et plaster på såret fik han titlen som kammerherre samt en klækkelig pension. Han kom dog med tiden sandsynligvis i økonomiske problemer, hvilket medførte, at han i 1786 skødede Store Frederikslund til Jørgen Frederik Castenskiold. Slægten Castenskiold var en gammel dansk adelsslægt, som var af sønderjysk oprindelse. Den kom herefter til at besidde godset de næste 200 år.
Blandt slægtens ejere var Jørgen Frederik Grevenkop-Castenskiold en af de mest betydningsfulde. Han besad godset fra 1856 til 1874, og i hans tid blev størstedelen af godsets fæstegårde solgt til selveje. Samtidig foretog han nyopdyrkninger, så godsets dyrkede arealer voksede. Han ofrede meget på godsets skove og lod endvidere avlsgården ombygge.
I 1929 frasolgte Jørgen Adolph Grevenkop-Castenskiold Lille Frederikslund til Viggo de Neergaard. I 1935 overdrog han Store Frederikslund til sønnen Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold.
Tøjmilliardærren Klaus Helmersen solgte i 2012 Store Frederikslund for omkring 200 millioner kroner, hvilket gjorde salget til en af de dyreste ejendomshandler i Danmarkshistorien. I 2021 ejes Store Frederikslund af Kattegat Trust, som driver moderne landbrug på gården.
Hovedbygning
Store Frederikslunds nuværende hovedbygning er opført under Hans Henrik von Eickstedts ejertid i 1780'erne. Hovedbygningen er en del af et større firkantet anlæg og består af en længe i to etager på en høj kælder. Den er opført i nyklassicistisk stil, sandsynligvis ved arkitekt A. Kirkerup. Murene er pudsede og hvidkalkede. Taget er afvalmet og dækket af tegl. Endvidere er begge langsider prydet med midterrisalit på tre fag. Mod havesiden i risaliten har bygningen fire toskanske pilastre, der understøtter en trekantsgavl. Mod gården er der i risaliten et kraftigt bånd mellem etagerne og gesimsen. I stueetagen er muren opdelt af rustikfuger.
Hovedbygningen blev istandsat mellem 1951 og 1957.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsbygningerne blev ligesom hovedbygningen opført i 1780'erne. De var oprindelig opført i bindingsværk, men blev under Jørgen Frederik Grevenkop-Castenskiolds eje ombygget til grundmur. Avlsbygningerne danner sammen hovedbygningen et firkantet anlæg med en gårdsplads i midten.
Ligesom hovedbygningen blev Store Frederikslunds stalde istandsat mellem 1951 og 1957.
Endvidere hører en avlsbygning fra 2008 til Store Frederikslund.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Kulturmiljø
Store Frederikslund ligger mellem landsbyerne Kindertofte og Sorterup nord for Sorø-Slagelse landevejen. Hovedbygningen er omgivet af en stor have og park.
Store dele af det omkringliggende område er dækket af skove. Disse skove omfatter Vedsø Vang, Dyrehaven, Overdrevskoven, Eickstedtlund, Grøftevang og Nyrup Skov. Terrænet i disse skove er bakket og højt. Jordbunden er lerblandet sand, og hovedtræarten er bøg.
Der er flere fredede oldtidsminder i området. Disse omfatter tre langdysser, et dyssekammer og to sløjfede dysser.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Store Frederikslund
Region og kommune
Sjælland - Slagelse
Offentlig adgang
Ingen offentlig adgang
Ejer
St. Frederikslund A/S v. Kattegat Trust
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
1370 ha
Detaljeret størrelse
Ager 670 ha, eng 70 ha, skov 563 ha, mose 25 ha, park/have 10 ha, sø 32 ha, forpagtet 70 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og boligudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Sorø - Slagelse - Kindertofte
Ejer
Hans S.H. Grevenkop-Castenschiold
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
60.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
504000 (kr)
Ejendomsskyld skov
657000 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 240 køer, 110 kalve, 11 tyre, 42 heste.
Folkehold
2 forvalter(e), 2 fodermester(e), 1 forkarl, 2 elev(er), 12 karl(e), 13 pige(r), 20 daglejer(e).
Bemærkninger om godset
Under Godset Store Frederikslund hørte samlet: 404.3 tdr. htk. bøndergods, 29.2 tdr. htk. arvefæstegods, 2225 tdr.l. skov (83.7 tdr. htk.). Den samlede ejendomsskyld var 3417500 kr.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Sorø - Slagelse - Kindertofte
Ejer
Oberstløjtnant C.H. Grevencop-Castenschjold
Herregårdens størrelse
92.40 htk
Skovskyld
57.18 htk
Mølleskyld
3.35 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
562.66 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
145.06 htk
Bemærkninger om godset
Anden anv.=skov. Ejeren ejer også den bortforpagtede Lille Frederikslund (Ottestrup S) på 21-6-2-1,5.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Sorø - Slagelse - Kindertofte
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
54.92 htk
Skovskyld
18.71 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
762.92 htk
Bemærkninger om godset
Tidligere/senere navn: Landbytorp
Kilder
Danske Atlas bd 6, s 838