Taarnborg

Ejerhistorie

Taarnborg var tidligere en lille by, som lå ved det nuværende Korsør. Byen blev befæstet med et slot, efter sigende af Svend Grathe midt i 1100-tallet. Efter Svend Grathe var Taarnborg Slot en del af Valdemar den Stores (1131-1182) krongods, men det mistede senere sin betydning og blev erstattet af Korsør-tårnet som fæstningsværk. Til slottet hørte også en ladegård, som ligeledes var ejet af Kronen. I 1459 tillod Christian I (1426-1481) bønderne i den nye by Korsør at bruge markerne til gården, som på dette tidspunkt hed Korsør Slots Ladegaard, mod en årlig afgift, og denne ordning fortsatte i over 100 år.

Under Første og Anden Karl Gustav-krig mellem 1657 og 1660 var Korsør Slots Ladegaard blevet ødelagt. Amtmanden Hugo Lützow foreslog i 1662, at dens marker blev givet til borgere fra Slagelse, som ville flytte til Korsør efter, at også Slagelse var blevet hærget under krigene. Forslaget blev vedtaget, men flytningerne blev der ikke noget af, og efter nogle år overtog Hugo Lützow selv Korsør Slots Ladegaard, hvor der dog på dette tidspunkt ikke stod nogen bygninger. Hugo Lützow overtog imidlertid ikke hele gårdens jord, men kun 32 tønder hartkorn. De resterende 25 tønder jord fra gården blev derimod overdraget til rådmanden Hans Jørgensen. Denne Hans Jørgensen overtog i 1671 også Hugo Lützows andel af jorden, og han omdøbte gården Dyrehovedgaard efter en af gårdens marker ved navn Dyrehoveds Mark.

Hans Jørgensen døde i 1684 som borgmester i Korsør og som byens rigeste mand. Dyrehovedgaard blev herefter solgt og købt flere gange. Gården leverede på dette tidspunkt sandsynligvis mælk til Korsør. I 1709 blev Dyrehovedgaard overtaget af Ulrich Mogensen, som tidligere havde været forpagter på det store gods Brahetrolleborg.

I 1718 var det meningen, at Kronen igen skulle overtage gården, da planen var, at den skulle indgå i Antvorskov Rytterdistrikt. Ulrich Mogensen fik imidlertid lov til foreløbigt at blive siddende på gården, og efter personligt at have opsøgt Frederik IV (1671-1730) på Vordingborg Slot fik han tilladelse til alligevel at beholde gården.

Ulrich Mogensens enke, Karen, solgte Dyrehovedgaard videre i 1741, og på dette tidspunkt var gården vokset til en størrelse på i alt 204 tønder hartkorn. Gården blev købt af Poul Hein, som også arbejdede på at forstørre den. I 1749 resulterede det i, at gården blev komplet, hvilket vil sige, at der var over 200 tønder hartkorn fæstegårde knyttet til den. Dermed blev den også gjort til en fri sædegård, hvilket betød, at den fik flere privilegier såsom skattefrihed. I 1766 blev Dyrehovedgaard solgt videre til Christian Eggers, der ligesom gårdens forrige ejere, også tilkøbte mere jord, da han i 1774 på auktion over krongodset i Antvorskov købte parcellen Taarnborg, som han omdøbte til herregården Taarnholm. Derudover havde han i 1770 overtaget jagtrettighederne på godset, som ellers hidtil havde tilhørt Kronen.

Sønnen Niels Christian Eggers solgte et år efter faderens død Taarnholm, men han beholdte Dyrehovedgaard, som på dette tidspunkt havde 256 tønder hartkorn fæstegårde. Niels Christian Eggers mistede dog gården i 1821, hvor den blev overtaget af Kronen, da han på grund af tidens landbrugskrise ikke kunne betale sine skatter.

I 1823 blev Dyrehovedgaard hovedgård købt af Christian Ernst Frederik Theill, mens en del af fæstegårdene blev købt af Frederik Adolf Holstein-Holsteinborg. Christian Ernst Frederik Theill døde dog allerede året efter, hvorefter hans enke, Anna Cathrine Hansen, sad på Dyrehovedgaard indtil sønnen Andreas Richard Theil i 1834 overtog den. Efter delingen i 1823 havde Dyrehovedgaard nu blot 84 tønder hartkorn fæstegårde.

I 1838 solgte Andreas Richard Theil Dyrehovedgaard videre til Ferdinand Ree fra Hamborg, som allerede i 1841 afhændede gården til Valdemar Tully Oxholm. Han var hele livet tæt knyttet til Christian IX (1818-1906), og det menes således, at han rådgav kongen om det såkaldte Martsministerium, som sad i forbindelse med demokratiets indførsel i Danmark i 1848. Han deltog derudover i den grundlovgivende rigsforsamling, mens han fra 1849 til 1853 sad i Landstinget.

Herefter fik han stilling som gesandt i London, hvorfra han trak sig tilbage i 1857. Dyrehovedgaard havde han allerede i 1846 omdøbt til dens nuværende navn, Taarnborg, hvilket ikke var den eneste forandring, som gården undergik i hans ejertid. Godset blev nemlig markant udvidet ved bl.a. inddæmningsarbejde, landvinding og overtagelse af græsningsrettigheder fra bønder. Derudover fik han overbevist jernbanekommissionen om, at en station ved Korsør by skulle ligges på Taarnborgs jorde.

I 1866 solgte Valdemar Tully Oxholm Taarnborg videre til Jørgen Albert Bech, hvis ældste søn, Edvard Bech, arvede gården efter faderens død. I 1901 blev Taarnborg dog ramt af en brand, som ødelagde de fleste avlsbygninger, hvorefter Edvard Bech solgte gården til Korsør Kommune. I første del af 1900-tallet havde gården flere forskellige ejere, indtil Korsør Kommune igen overtog den i 1948.

Taarnborg var i 2013 ejet af I/S Tårnborg Parkhotel, hvor gårdens bygninger indgik i hotellet Comwell Grand Park. I 2021 blev Taarnborg solgt til selskabet Slis 1 ApS.