Tjele

Ejerhistorie

Tjele var oprindeligt knyttet til en mindre hovedgård beliggende i en landsby i Tjele sogn. Gårdens ejerhistorie kan spores tilbage til de to brødre Niels og Jep Eskildsen Basse, som i slutningen af 1300-tallet ejede sognets to hovedgårde, Tjeleris og Tjele.

Tjele nedarvedes gennem 1400- og 1500-tallet i adelsslægterne Basses og Løvenbalks besiddelse. Eskild Jepsen Basse arvede Tjele efter sin far og nævnes i 1418 og 1428 som ejer. Efter Eskild Jepsen Basses død giftede hans enke, Else Svendsdatter Udsen, sig med Mogens Jensen Løvenbalk, som således blev Tjeles nye ejer.

Mogens Jensen Løvenbalk var en fremtrædende adelsmand, men døde med stor sandsynlighed under det bondeoprør, der mellem 1438 og 1441 hærgede i Danmark. I hvert fald var Tjele senest i 1450 tilbage i familien Basses besiddelse, hvor Christian Eskildsen Basse havde overtaget gården.

Christian Eskildsen Basse døde barnløs, hvilket betød, at Tjele overgik til hans halvbroder Laurids Mogensen Løvenbalk. I år 1500 deltes gården i tre arvelodder til Jørgen, Mogens og Maren Lauridsen Løvenbalk. Brødrene Jørgen og Mogens Lauridsen Løvenbalk har dog med al sandsynlighed drevet gården i fællesskab uden deres søsters hjælp.

Brødrene samlede i 1529 Tjele ved et mageskifte, hvor de bl.a. erhvervede Tjeleris, som dog i mellemtiden var blevet en almindelig fæstegård. Basse-slægtens to gamle hovedgårde Tjeleris og Tjele havde de foregående 150 år fået en vidt forskellig skæbne - Tjele var under slægten Løvenbalks ejerskab vokset i betydning og blevet en anseelig herregård. Det var således også under brødrenes ejerskab, at Tjeles oprindelige hovedbygning i to etager, det nuværende Sønderhus, opførtes. Bygningen er blandt de bedst bevarede eksempler på et såkaldt stenhus fra begyndelsen af 1500-tallet.    

Som mange andre jyske herregårde blev Tjele angrebet og afbrændt under Grevens Fejde i 1534. Da var Mogens Lauridsen Løvenbalk sandsynligvis alene på gården, og ved hans død i 1536 tog søsteren Maren Lauridsen Løvenbalk og hendes mand, Erik Skram Fasti, Tjele i besiddelse.

Mogens Lauridsen Løvenbalk havde været gift med en skotsk kvinde, Genete Gragengelt, som sammen med sine to børn nu måtte forlade gården. Hendes søn, Knud Mogensen, rejste dog i 1554 sag mod Erik Skram Fasti, hvor han krævede sin ret til Tjele. Denne blev afvist, da han ifølge Jyske Lov fra 1241 ikke havde søgt sin arv i rette tid. Knud Mogensen fortsatte dog sagen og blev i 1568 anerkendt som ægtefødt arving efter Mogens Lauridsen Løvenbalk, og arvestriden om Tjele kunne afsluttes med et forlig i 1571.

Da var Tjele overgået til Jørgen Skram Fasti, som i meget høj grad var med til at præge gårdens historie. Han lod opføre nye hovedbygninger og nedlagde de tolv fæstegårde, der udgjorde Tjele by, og lagde deres jord under hovedgården. Samtidig afhændede han en del fjerntliggende strøgods og erhvervede sig i stedet gårde på egnen. Også i kronens tjeneste opnåede han stor succes og blev bl.a. medlem af rigsrådet i 1579. Herudover fungerede han som kongelig lensmand, hvor han bestyrede flere betydningsfulde len.

Jørgen Skram Fasti døde barnløs, hvilket betød, at gården blev arvet af hans søster, Anne Skram Fasti, der bragte den til sin mand, Christen Munk. Deres ægteskab var imidlertid også barnløst, og Tjele blev derfor i 1612 arvet af Anne Skram Fastis niece, Maren Skram Fasti.

Gården overgik herefter i 1623 til Maren Skram Fastis niece, Karen Hansdatter Lange, som i 1635 skødede den til Erik Lauridsen Grubbe. Han var en lærd mand og havde bl.a. studeret ved universiteterne i Leipzig og Leyden. Han blev fader til den berømte Marie Grubbe, hvis turbulente liv senere er blevet udødeliggjort af bl.a. Ludvig Holberg, Steen Steensen Blicher og J. P. Jacobsen. Hun voksede op sammen med sin søster, Anne Marie Grubbe, på Tjele hos faderen.

Ved Erik Lauridsen Grubbes død i 1692 arvede Anne Marie Grubbe gården med sin mand, Jørgen Ahrenfeldt. Der havde i Erik Lauridsen Grubbes sidste år hersket en bitter arvestrid mellem Jørgen Arenfeldt og Erik Lauridsen Grubbes anden svigersøn, Palle Dyre. Arvestriden fandt dog sin afslutning, da Marie Grubbe i 1691 lod sig skille fra Palle Dyre til fordel for kusken Søren Sørensen Møller.

Jørgen Arenfeldt var meget forgældet og måtte i 1698 sælge Tjele til Gert Didrik von Leventzow, der ejede gården frem til sin død i 1737. Tjele blev erhvervet af Christian Ditlev Lüttichau, og herregården nedarvedes i slægten frem til nutiden.  

Christian Ditlev Lüttichau oprettede i 1759 stamhuset Tjele, som han lagde gården ind under. Christian Ditlev Lüttichau døde i 1767, hvorefter hans ældste søn, Hans Helmuth Lüttichau, overtog Tjele. Han efterlod i 1801 stamhuset til sin søn, Christian Ditlev Lüttichau, hvis enke, Ida Bülow, i 1809 overtog det. Deres fælles søn Hans Helmuth Lüttichau rejste i 1824 til Jylland for at drive gården, hvilket han gjorde frem til sin død i 1857. Tiderne var dog hårde på grund af den landbrugskrise, der hærgede efter Danmarks nederlag i Napoleonskrigene (1803-1815), og forholdene på Tjele var således i denne tid meget beskedne.

Dette ændrede sig dog efter 1857, hvor Hans Helmuth Lüttichaus søn, Christian Ditlev Lüttichau, overtog gården. Han frasolgte det sidste af fæstegodset. Indtægterne fra salget anvendte han til at forbedre driften af hovedgården. Han var herudover politisk engageret og var i en kort periode 1894-1897 finansminister. I 1911 overlod han Tjele til sin søn, Hans Helmuth Lüttichau.

Tjele overgik til fri ejendom 1930, hvor stamhuset opløstes. Christian Ditlev Lüttichau døde i 1963 ved en vådeskudsulykke, hvorefter sønnen, Hans Helmuth Lüttichau, arvede gården. Da dennes søn overtog gården fik Tjele fik sin femte ejer ved navn Hans Helmuth Lüttichau.

I 2021 ejes Tjele af Christian Ditlev von Lüttichau, Hans Helmuth von Lüttichau og Lindum og Bigum Skovdistrikt.

Tjele i 1938. Fra Danmark på film, Det Danske Filminstitut.