Viskum

Ejerhistorie

Herregården Viskum fik birkerettigheder i 1442. Birkeretten var et eftertragtet adeligt privilegium. Et birk skal forstås som en retskreds, hvor alle indbyggerne i birket var underlagt samme herskab og dermed dennes myndighed. De første birker var kongelige, men snart fik udvalgte klostre eller biskoppelige godser kongens tilladelse til at indføre birkeret, så de selv kunne administrere lovens myndighed over deres undergivne tjenestefolk og fæstebønder.

Viskum var på dette tidspunkt under biskoppen i Viborg, men ved reformationen i 1536 overtog Kronen alle kirkelige besiddelser i landet, således også herregårdene under Viborg bispestol. Viskum fortsatte en tid som kongeligt len, men blev afhændet i 1579.

I 1584 overtog Mourids Stygge Viskum. Han arbejdede lige til sin død med at udvide Viskums beskedne antal fæstegårde. Det lykkedes efterhånden gennem køb og byttehandler med Kronen at skabe et ganske betydeligt gods på Viskum. Mourids Stygges søster, Inger Stygge, overtog gården efter ham.

Igennem specielt sidste halvdel af 1600-tallet var ejerskabet af Viskum delt melem mange parter, som hver især havde svært ved at få pengene til at slå til. Helt galt gik det for Søren Sørensen, som i slutningen af 1680'erne overtog Viskum. Han var amtsskriver ved Dronningborg amt, hvilket vil sige, at han havde ansvaret for den økonomiske forvaltning i amtet. Igennem de ti år han sad på dette embede, formåede han at bringe total forvirring i regnskaberne, samtidig med at han personligt opbyggede en stor gæld til Kronen. Enden på det blev, at Kronen beslaglagde hele hans formue og gods - deriblandt Viskum.

I 1695 blev godset stillet til offentlig auktion, hvor Jørgen Skeel købte det. Jørgen Skeel døde dog umiddelbart efter, og derfor blev skødet udfærdiget til hans enke, Margrethe Brockdorff. Viskum blev nu del af et af landets største godser, som det var lykkedes de mægtige Skeel'er på Gammel Estrup at samle. Jørgen Skeels søn, Christen Skeel, ejede nu ti hovedgårde, hvor syv af dem indgik i grevskabet Skeel, som blev oprettet i 1725.

Christen Skeels søn, Jørgen Scheel, overtog faderens mange besiddelser efter dennes død i 1731. Han påbegyndte en større reduktion af besiddelserne, hvor han solgte fire af hovedgårdene fra - heriblandt Viskum i 1749.

Den nye ejer var Hans Christensen Juul. Slægten Juul ejede Viskum i næsten hundrede år indtil 1841. Under deres ejerskab blev bøndergodset først udvidet under Christen Hansen Juul, hvorefter hans søn, Hans Christensen Juul, bortsolgte store dele af bøndergodset i første halvdel af 1800-tallet. I 1795 havde han fået kongelig bevilling på, at salget ikke fik betydning for "hovedgårdens frihed", bl.a. skattefrihed for produktionen på hovedgårdsjorden. Det var under hans ejerskab, at præsten Hans Bjerregård påbegyndte de tegninger på Viskum, som senere skulle komme til at danne grundlaget for Det danske Hedeselskab, der igennem sidste halvdel af 1800-tallet påbegyndte opdyrkningen af store dele af de jyske heder.

Efter Juul-slægtens afgang fra Viskum overtog først Theodor Neergaard og senere Hans Helmuth Lüttichau gården. I deres ejertid blev der foretaget en række forbedringer på landbruget, hvilket gjorde Viskum til et mønsterbrug. Specielt Lüttichau arbejdede ihærdigt med husdyrbruget, hvor han opnåede betydelige resultater. Samtidig var han en vellidt mand i sognet, hvilket understreges af, at beboerne i Viskum, Vejrum og Ørum rejste en mindestøtte til ære for ham i den lille lystskov vest for gården umiddelbart efter hans død i 1889.

Viskum blev i slægten Lüttichau endnu et par generationer, hvor den var underlagt Tjele. Hans Helmuth Lüttichaus nevø med samme navn, overtog gården i 1897, hvor han i starten af 1900-tallet blev udnævnt til landbrugets tillidsmand på Viborgegnen.

Viskum frasolgtes stamhuset Tjele allerede i 1915 og har siden haft en række skiftende ejere.