Vemmetofte Kloster

Ejerhistorie

Første gang Vemmetofte blev nævnt var i 1300-tallet. Frem til sin død i 1349 ejede Johannes Offesen således gården. Han var svoger til den berømte Marsk Stig Andersen, der i 1286 blev kendt skyldig i mordet på Erik Klipping (1249-1286) i Finderup Lade. Johannes Offesen var selv en meget indflydelsesrig herremand. Han var modstander af Erik Menved (1274-1319), og han var en af bagmændene bag Christoffer II's (1276-1320) strenge håndfæstning. Hans titel og nære forbindelse til magtens centrum beroede på hans store rigdom på gods. Han ejede en del godser i Skåne, men også tre herregårde på Sjælland, heriblandt Vemmetofte. Efter hans død i 1349 blev godserne delt mellem hans arvinger.

I skiftet efter ham arvede hans datters mand, Jens Lauridsen, Vemmetofte, som senere igen blev arvet af Jens Lauridsens svigersøn, Jens Andersen Brock. Hermed startede over 200 år med slægten Brock på Vemmetofte. Jens Andersen Brock var en af Valdemar Atterdags (1321-1375) og senere dronning Margrethe I's (1353-1412) trofaste støtter og medlem af rigsrådet. Ved Jens Andersen Brocks død var hans eneste søn allerede død, så Vemmetofte tilfaldt hans barnebarn, Johanne Nielsdatter. Hun var gift tre gange, men alle ægteskab forblev barnløse. Hendes sidste ægtemand, Oluf Axelsen Thott, spillede en væsentlig rolle under Christian I's (1426-1481) regeringstid som medlem af rigsrådet.

Oluf Axelsen Thott døde i 1464, mens Johanne Nielsdatter skal være afgået ved døden nogle år forinden. Boet efter hende var først gjort op i 1472, hvor fordelingen mellem arvingerne var faldet på plads. I 1400-tallet var godserne meget ustabile blandt andet på grund af indviklede arveregler, der medførte opsplitning af mange godser mellem flere arvinger. Vemmetoftes marker blev splittet, men gården gik til Johanne Nielsdatters nevø, Lave Esgesen Brock, der nogle år før havde arvet herregården Gammel Estrup på Djursland. Han var en af tidens ivrige godssamlere og lå i en uendelig fejde med slægten Rosenkrantz om jordbesiddelserne på Djursland. Dog havde han stadig tid til at udbygge og passe på sin sjællandske herregård.

Efter Lave Esgesen Brocks død i 1504 kom det til endnu en deling af Vemmetofte. De to arvinger, sønnen Niels Brock og datteren Ide Brock, måtte dele Vemmetofte mellem sig således, at Niels Brock fik to tredjedele, mens Ide Brock fik en tredjedel af godset, som gik til hendes mand Truid Gregersen Ulfstand.

Først i 1529 var boet gjort op og delt, og herfra begyndte en årrække med sameje af Vemmetofte. Niels Brock sad i den del af rigsrådet, der efter Frederik I's (1471-1533) død ønskede at indsætte hans reformerte søn, hertug Christian, på tronen. Der var imidlertid også en stor del af landet, der støttede den tidligere afsatte og nu fængslede Christian II (1481-1559) som landets konge. Striden resulterede i borgerkrigen Grevens Fejde (1534-1536) mellem bønder og adel. Bønderne støttede den populære Christian II, mens den velstillede adel ønskede hertug Christian som landets nye konge. Sejrherren blev adelen, som indsatte hertug Christian, nu Christian III (1503-1559), som Danmarks konge. Han indførte herefter den lutherske tro i Danmark 1536.

Niels Brock deltog i 1534 i et slag, hvor han blev hårdt såret og taget til fange af Skipper Clements bondehær. Han døde i sit fangenskab, og hans part i Vemmetofte gik til enken Jytte Podebusk og hendes nye mand fra 1541, Knud Gyldenstierne. Først i 1544 kunne sønnen Lauge Brock overtage sin part af Vemmetofte.

Ligesom sin fader døde Lauge Brock ganske ung. Hans enke, Margrete Bille, blev Vemmetoftes nye ejer, indtil deres eneste barn, Eske Brock, i 1595 kunne overtage godset. Han påbegyndte straks at købe sine slægtninges part af Vemmetofte. Dette lykkedes allerede i 1599, da han udkøbte den daværende medejer Claus Podebusk.

Vemmetofte var nu igen et helt gods under én ejer. Eske Brock til Gammel Estrup var en af landets rigeste adelsmænd. I løbet af sin levetid købte han otte godser og arvede yderligere fire. I 1596 blev han medlem af rigsrådet, hvor han fik en del diplomatisk arbejde. Han skrev dagbøger, der i dag regnes for væsentlige kulturhistoriske kilder til hans samtid.

Eske Brock blev den sidste mand i slægten Brock. Han døde i 1625, og alt hans gods blev delt mellem hans tre døtre. Berete Brock arvede Vemmetofte, som gik til hendes mand Tyge Brahe, der var nevø til den verdensberømte astronom af samme navn. Tyge Brahe skulle ligesom sin farbroder have haft en omfattende lidenskab for naturvidenskaben og dyrkede også astronomien. Hustruen Berete blev omtalt som særdeles from og godgørende, og ægteparret levede en stille tilværelse på Vemmetofte. Desværre for parret var det dårlige tider for herremændene. Deltagelsen i Trediveårskrigen (1618-1648) havde lagt landet øde og landbruget fattigt. Ved Tyge Brahes død i 1640 var han ruineret, og hans søn Axel Brahe så sig derfor nødsaget til at sælge Vemmetofte. Den nye køber var den velhavende Holger Rosenkrantz.

Samme år som Holger Rosenkrantz købte halvdelen af Vemmetofte, lod han sin nye hustru, Karen Krabbe, købe den anden halvdel. Dermed ejede parret hver sin del af gården. Parret oprettede et hospital for fattige på Vemmetofte og senere også et legat for skolelærere. I 1647 døde Holger Rosenkrantz, og hans del af Vemmetofte blev delt mellem hans arvinger. Karen Krabbe blev siddende på Vemmetofte indtil 1662, hvor hun døde. Hendes del blev arvet af hendes broder, Iver Krabbe, som straks efter købte Holger Rosenkrantz' arvinger ud.

Iver Krabbe døde allerede i 1666, men hans enke ejede Vemmetofte til sin død i 1680, hvorefter parrets to døtre, Anne Sophie og Margrete Krabbe, overtog Vemmetofte. Begge døtre var enker, og de sad på godset i 14 år. I 1694 solgte de Vemmetofte til Christian V's (1646-1699) hustru, dronning Charlotte Amalie.

Charlotte Amalie var meget foretagsom. Hun havde ingen politisk magt, men til gengæld var hun en ivrig godssamler. Hun havde en stor godssamling på Stevns, hvor Vemmetofte indgik. Her omfordelte hun jorden blandt de stevnske herregårde. Samtidig regulerede hun hoveriet, så hoveriarbejdet ikke hindrede bønderne i at passe deres egen jord. I det hele taget gik hun meget op i sine bønders ve og vel, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at hun forbød forpagteren at prygle bønderne. Ved dronningens død i 1714 arvede hendes søn, prins Carl, Vemmetofte. I mange år havde der ikke boet nogen på Vemmetofte, og prins Carl påbegyndte straks en omfattende ombygning af hovedbygningen.

I 1721, da Frederik IV (1671-1730), efter dronning Louises død, lod sin dronning til venstre hånd, Anna Sophie Reventlow, ophøje til dronning, kom det til et brud mellem kongen og hans søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, der sammen forlod København i protest. Den nyindrettede hovedbygning tillod prins Carl at holde et mindre, men ret anseligt hof på Vemmetofte. Frem til sin død i 1729 fortsatte han med at forskønne Vemmetofte både indvendigt og udvendigt. Han var også meget interesseret i Vemmetoftes drift og øgede således kvægbesætningen og forbedrede leveforholdene for alle godsets bønder. Han udfærdigede en vejledning til bønderne om bøndergårdenes drift, samtidig med at han sikrede sig, at der blev opført skorstene på samtlige bondegårde på godset.

Ved hans død overtog prinsesse Sophie Hedevig driften af Vemmetofte. Prins Carl havde brugt anselige summer på at udbygge Vemmetofte, og søsteren hang nu på gælden. Hun formåede dog at afbetale gælden inden sin død i 1735. Sophie Hedevig var en begavet og religiøs kvinde præget af tidens pietistiske strømninger. Hun malede en del malerier, hvor nogle i dag er udstillet på Rosenborg Slot.

I sit testamente havde prinsessen bestemt, at Vemmetofte skulle indrettes til et adeligt jomfrukloster. Den 13. marts 1735 udstedte Christian VI (1699-1746) fundatsen for Vemmetofte adelige jomfrukloster. Klostret skulle bestyres af to kuratorer, udnævnt af kongen, og en priorinde, der blev valgt af kuratorerne og de fire ældste frøkener i klostret. Sophie Hedevig havde dog allerede udnævnt de første kuratorer og priorinden. Priorinden var frøkenernes overordnede, som skulle lede det indre liv samt husholdningen, mens kuratorerne skulle lede klostrets ydre anliggender.

Klostrets økonomiske forhold var ikke særlig gode ved dets grundlæggelse. Man valgte derfor kun at optage syv frøkener, men så snart økonomien blev bedre, skulle der optages flere, og hver frøken skulle påtage sig at hjælpe og vejlede et forældreløst barn.

De første år hang økonomien ikke sammen for klostret. Det var kuratoren Carl Adolph von Plessen, der gennem sit mangeårige venskab med prinsesse Sophie Hedevig og prins Carl følte sig forpligtet til at hjælpe klostret i gang. Han støttede klostret økonomisk og smed penge fra egen lomme i projektet. Trods svære tider for landbruget lykkedes det ham at vende skuden. I 1758 var antallet af klosterfrøkener steget til 13.

I slutningen af 1700-tallet påbegyndte man på Vemmetofte at gennemføre landboreformerne. Dette foregik i nogenlunde ro og orden, men enkelte landsbyer modsatte sig udskiftningen af jorden. Alt blev dog ordnet, og Vemmetofte blev efterhånden et velhavende kloster. I 1775 modtog Vemmetofte et værdifuldt bibliotek, som prinsessens livlæge, Andreas Høielse, testamenterede til klostret. Biblioteket blev grundstammen i det endnu eksisterende klosterbibliotek.

I 1976 gik Vemmetofte ind i en ny fase. Navnet blev ændret til Vemmetofte Kloster, og optagelsesreglerne blev ændret radikalt. Klosteret var ikke længere forbeholdt kvinder, men også mænd og par kunne få bolig. Endvidere skabte en gennemgribende ombygning af den gamle herregård nye, mere tidssvarende boliger.  

Vemmetofte fungerer stadig i 2013 fortsat som kloster.