

Juellinge
I middelalderen var Juellinge en ubetydelig herregård, der ofte blev købt og solgt. Gården blev sjældent anvendt til beboelse.
Juellinge hed tidligere Valbygaard, men fik sit nye navn i 1672 efter ejeren Jens Juel.
Juellinges hovedbygning blev opført i 1675 af daværende ejer Jens Juel.
Hovedbygningen blev opført i tidens barokstil og består af en fløj i henholdsvis to etager mod gården og i tre etager ud mod haven.
Ejerhistorie
Juellinge hed i middelalderen Valbygaard. Navnet antyder, at gården oprindeligt var en hovedgård i en nu nedlagt landsby. Hovedgården var ret ubetydelig i middelalderen, hvor den ofte var til salg. Ingen af dens ejere boede på gården, da den på det tidspunkt ofte blot fulgte med i handelen af større gårde.
Første gang Valbygaard nævnes er i 1387, hvor dødsboet efter Jakob Olufsen Lunge gøres op. Han var en af tidens godssamlere, og Valbygaard var blot en mindre gård blandt al hans gods. Jakob Olufsen Lunge stod dronning Margrethe I (1353-1412) nær. Han var desuden medlem af rigsrådet, der bestod af landets mest magtfulde mænd. Efter hans død gik Valbygaard til hans døtre, Sophie og Regitze Lunge, der bragte gården til deres mænd, Jens Andersen og Anders Nielsen Panter
Det var muligvis Jep Knudsen, der herefter købte Valbygaard, men det var først i 1419, at han officielt skrev sig som ejer af gården. Han var ud af lavadelslægten Lille, der ejede nabogodset Arnøje. Jep Knudsens søn, Knud Jepsen, var også ejer af Valbygaard, inden han solgte gården til Johan Bjørnsen Bjørn.
Slægten Bjørn var kendt for deres store samling af godser. Ud over deres store rigdom kendes slægten også for deres offentlige liv. Da Johan Bjørnsen Bjørn og hans søn og barnebarn af samme navn ejede mange godser, var Valbygaard blot en mindre avlsgård blandt mange.
Den sidste af slægten Bjørn, der var ejer af Valbygaard, var Johan Bjørnsen Bjørn. Han var både ridder og medlem af det magtfulde rigsråd under Frederik I (1471-1533). Johan Bjørnsen Bjørn blev beskrevet i sin samtid af munken Poul Helgesen som et konkurrencemenneske, der tog enhver sammenkomst som en mulighed for at overgå andre i enten ridning, fægtning, smykker eller fester.
Efter Johan Bjørnsen Bjørn blev adelsmanden Christoffer Lindenov ejer af Valbygaard. Han havde giftet sig med Johan Bjørnsen Bjørns datter, Anne Bjørnsen Bjørn, og arvede gennem hende godset. Men også Christoffer Lindenov havde andre ejendomme, der var væsentligt mere interessante end Valbygaard. Dog brugte han meget tid på gården for at samle og styrke ejendommen. I sidste halvdel af 1500-tallet begyndte en række godsejere at samle fæstegårdene omkring hovedgården (arrondering). Hidtil havde herregårdene som regel ejet fæstegårde spredt i mage sogne. Initiativet udgik fra Kronen, hvor Frederik II (1534-1588) havde ønske om at samle krongodset omkring hovedgårdene. Godsejerne kopierede hurtigt idéen, da et samlet gods havde en række administrative, driftsmæssige og økonomiske fordele.
Christoffer Lindenov brugte samme taktik som kongen. Gennem byttehandler og køb fik han samlet en del jord omkring Valbygaard, der efter hans død stod som et samlet gods. Det blev solgt til Elsebe Svave, der i 1606 gav Valbygaard til sin datter, Ellen Juel, som bragte gården til sin mand, Jens Bille. I 1623 ejede admiral Herluf Daa Valbygaard. Han døde i 1630 i fattigdom, men enken Karen Grubbe fik lov at beholde gården. Hun giftede sig på ny i 1631 med Vincens Bille, der var søn af den tidligere ejer af Valbygaard, Jens Bille. I 1653 afhændede Vincens Bille Valbygaard til Gunde Rosenkrantz.
I Gunde Rosenkrantz' tilknytning til Valbygaard fremstilles han som den typiske godsejer, der var streng over for bønderne. Strengheden hentyder til, at han i overensstemmelse med idéen om storgodsdrift, nedlagde hele landsbyen Valby for at ligge landsbyens jorder ind under herregården.
Det var især i løbet af 1640'erne, at Gunde Rosenkrantz intensiverede driften på Valbygaard. Frem til 1657 boede han med sin familie på gården, men på grund af økonomiske vanskeligheder måtte han sælge den. Gunde Rosenkrantz var medlem af rigsrådet og havde store ambitioner for sig selv og sine godser. Men gradvist blev hans økonomiske forhold vanskelige, og efter enevældens indførelse i 1660, faldt han i unåde. I 1664 flygtede han til Sverige sammen med sin kone og deres døtre. Han blev aldrig taget til nåde af kongen og døde i Sverige nogle år senere.
Den nye ejer var Ide Lunge, hvis datter, Vibeke Lunge, arvede Valbygaard i 1671 efter moderens død. Hun bragte her gården til sin mand Jens Juel, der således blev den nye dominerende herremand på egnen.
Jens Juel var født og opdraget til at blive en klassisk dannet adelsmand med et politisk liv som medlem af rigsrådet. Men i 1660 blev enevælden indført i Danmark. Med enevældens indtog forsvandt adelens politiske magt og økonomiske privilegier, og den gamle danske adel, som Jens Juel var ud af, havde ikke længere nogen særstatus i samfundet. Jens Juel lod sig dog ikke slå ud af den nye politiske scene, men søgte i stedet indflydelse ved hoffet og blev den mest magtfulde rådgiver til de første enevældige konger.
På Valbygaard satte Jens Juel et tydeligt aftryk. Hele bygningskomplekset blev renoveret og ombygget, og han begyndte straks efter overtagelsen af godset at øge dets jorder. Allerede året efter han overtog Valbygaard, oprettede han et baroni. Både herregård og baroni fik navnet Juellinge. Ved at oprette et baroni sikrede Jens Juel, at Juellinge ikke længere kunne sælges, belånes eller deles mellem mange arvinger.
Efter Valbygaards ophævelse til baroniet Juellinge fortsatte Jens Juel med at øge baroniets jordarealer. Desværre for Jens Juel fik han ingen sønner, der kunne arve baroniet. Derfor gik Juellinge i 1700 til hans svigersøn, Frederik Vind, der blev stamfader til baronerne Juel-Vind. Han døde allerede to år senere, og hans søn Jens Juel-Vind blev ophøjet til baron i 1708. Han blev stamfader til baronierne Krag-Juel-Vind. Men heller ikke denne slægt skulle få lov at beholde Juellinge længe.
I 1719 byttede Jens Juel-Vind Juellinge med Frederik IV (1671-1730), der ville forøge ryttergodset på Stevns. Ryttergods var krongods, der skulle forsørge hærens rytterregimenter. Frederik IV iværksatte i perioden 1715 til 1717 et initiativ til at samle krongodset i 12 rytterdistrikter. Som led i dette byttede han sig til Juellinges jorder.
Juellinges tid som ryttergods var imidlertid kort. Allerede i 1735 bortbyttede kongen Juellinge til Frederik Danneskiold-Samsøe, der i 1750 solgte godset til Adam Gottlob Moltke. Samme år lod Adam Gottlob Moltke Juellinge indlemme i lensgrevskabet Bregentved.
Adam Gottlob Moltke kastede alt sin energi i sine ejendomme. Han var ivrig for at få gennemført de omfattende landboreformer, hvilket især kom til udtryk ved, at han tidligt påbegyndte udskiftningen, hvor landsbyfællesskabets jorde blev opgivet til fordel for selvstændige bondegårde med egen jord.
Juellinge forblev under grevskabet Bregentved frem til 1922, hvor grevskabet gik over til fri ejendom.
I 2021 er Juellinge ejet af Christian Ivar Danneskiold Lassen.
Hovedbygning
Juellinge blev anlagt på et dobbelt voldsted. På det sydlige voldsted anlagde daværende ejer Jens Juel den store hovedbygning, der stod færdig i 1675. Hovedbygningen blev opført som et barokanlæg i en fløj i henholdsvis to etager ind mod gården og i tre etager ud mod haven. Bygningen er opført af granitkvadre og enkelte kridtsten. Kvadrene er på tre sider af bygningen groft tilhuggede, på gårdsiden fint tilhuggede. Gårdsiden, som har en kraftigt fremspringende midtrisalit med pilasterindrammet portal, står i blank mur, mens de tre andre sider er hvidkalkede. Det valmede, røde tegltag har en antydning af mansard, idet overgangen mellem de to tagflader sidder meget højt. Taget afsluttes af tre skorstenspiber.
Rumfordelingen blev lavet i nøje overensstemmelse med baroktidens krav om en stor vestibule midt i stueetagen og en symmetrisk gruppering af værelserne omkring vestibulen.
Hovedbygningens indgangsparti blev ændret i 1901, og selve bygningen blev istandsat i 1940.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
På det nordlige voldsted blev ladegårdsbygningerne anlagt. Bygningerne grupperede sig tidligere omkring en aflang gårdsplads, men har gennem tiden gennemgået betydelige restaureringer og ombygninger.
På voldstedet ligger endvidere et bindingsværkshus samt et grundmuret hus, som begge blev opført i begyndelsen af 1800-tallet. Voldstedets bindingsværkshus er en enetages længe med to porte og høgab. Bindingsværket er sortopstolpet med hvidkalkede tavl, mens taget er et helvalmet, rødt tegltag. I det indre er stueplan og tagetage store, åbne rum. Voldstedets grundmurede hus er en hvidkalket længe i en etage med rødt, halvvalmet tegltag. Længen er indrettet til moderne beboelse, med nye overflader.
Fredningsstatus 2021: Bindingsværkshuset og det grundmurede hus er fredet.
Kulturmiljø
I nærheden af Juellinge fandt man i 1908 en kvindegrav fra jernalderen. Det var i forbindelse med byggeriet af jernbanen ved Vesterborg, at man stødte på graven. Ved nærmere udgravninger fandt man yderligere fire grave fra den ældre romerske jernalder. Disse indeholdt tre kvinder og en pige. Gravene er udstillet på Nationalmuseet.
Litteratur
Bobé, L., Graae, G., Jürgensen West, F.: Danske Len. 1916.
KirkeHistSaml. VIII. 1869-71.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Schaumburg-Müller, S.: Heeregaarden "Valbygaard" i Stevns. I ØstsjællAarb. IX. 1909.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
ØstsjællAarb. 1906.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Juellinge
Region og kommune
Sjælland - Stevns
Offentlig adgang
Ingen offentlig adgang - kan ses fra vej
Ejer
Christian Danneskiold Lassen
Herregårdens størrelse
354 ha (2011)
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ager 329 ha, skov 10 ha, andet 15 ha (2011)
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og boligudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bregentved, Halsted Kloster, Havgaard, Holmegaard (Sjælland), Tryggevælde
Bemærkninger om godset
Sameje med Holmegaard Gods og Tryggevælde
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2011
Amt, herred og sogn
Præstø - Stevns - Hellested
Ejer
Frederik Christian Moltke, Greve
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
48.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
500000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 300 køer, 190 kalve, 10 tyre, 44 heste, 20 føl. Der sælges ca. 400 svin om året.
Folkehold
2 forvalter(e), 1 ladefoged, 1 fodermester(e), 1 røgter(e), 13 elev(er), 1 karl(e), 5 pige(r), 25 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Grevskabet Bregentved.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Præstø - Stevns - Hellested
Ejer
Grevskabet Bregntved, Lensgreve A.V. Moltke
Herregårdens størrelse
116.21 htk
Skovskyld
7.70 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
48.63 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
690.03 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
47.77 htk
Bemærkninger om godset
Gårdens jord er med avlsgården Marinhøj (Lyderslev S) på 48-5-0-1,25.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Præstø - Stevns - Hellested
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
137.26 htk
Skovskyld
7.63 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
729.00 htk
Bemærkninger om godset
Tidligere/senere navn: Valdbygård
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 126. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm