Vintersborg
Vintersborg hed frem til 1673 Utterslevgaard - tidligere også stavet Otterssløfgaard.
Mellem 1673 og 1801 indgik gården i et Danmarks første friherreskaber (baroni) af samme navn, hvorunder Vintersborg var udlagt som forpagtergård.
Den nuværende hovedbygning ligger på et voldsted omgivet af vandfyldte grave og blev opført mellem 1804-1810.
Ejerhistorie
Vinterborgs historie kan spores tilbage til 1234, hvor gården benævnes Utterslevgaard og var en landsbyhovedgård i Utterslev, som Vinterborg endnu i dag grænser op til. En af gårdens tidlige ejere var Knud Gøye fra den lollandske gren af slægten. Gøye solgte Utterslevgaard til Hans Krafse, hvis datter Karen i 1551 bragte gården med ind i ægteskabet med Jørgen Rud. Helt frem til 1672 sad slægten Rud som ejere af Utterslevgaard.
Borchvard Rud døde i 1647 som slægtens sidste mand. Inden sin død havde Borchvard Rud - ligesom sin far - gennemført en række forbedringer af godset, bl.a. omfattede store dræningsarbejder. Enken efter Borchvard Rud, Helvig Jakobsdatter Rosenkrantz, boede på Utterslevgaard indtil sin død i 1672. Hun var ligesom sin mand energisk, og i sin tid som ejer udnyttede hun Karl Gustav-krigenes (1657-1660) ødelæggelser til at udvide gården, idet hun bl.a. lagde den afbrændte landsby Bispeballe ind under hovedgården.
Efter Helvig Jakobsdatter Rosenkrantz' død i 1672 blev Utterslevgaard købt af Helmuth Otto von Winterfeldt, som også havde erhvervet sig Sæbygaard året før - det nuværende Sæbyholm. I 1671 var han blevet ophøjet til friherrestanden, og i 1673 kunne kan oprette et af Danmarks første friherreskaber af godserne Sæbygaard og Utterslevgaard under navnet Vintersborg, som også blev det nye navn for Utterslevgaard. Friherreskaber, der hurtigt skiftede navn til baronier, var et såkaldt majorat, der bevirkede, at besiddelsen hverken kunne pantsættes eller deles mellem flere arvinger.
Mens det nu nedrevne Sæbyholm ud til Nakskov Inderfjord blev udlagt som hovedsæde for baroniet, blev Vintersborg drevet som forpagtergård igennem hele 1700-tallet. Von Winterfeldt slægten opholdt sig sjældent på Lolland og baroniet led i lange perioder af dårlig administration.
Ved Helmuth Otto von Winterfeldts død i 1694 blev baroniet Vintersborg overtaget af sønnen Gustav von Winterfeldt, hvis datter Juliane Margrethe von Winterfeldt bragte baroniet til sin mand Christopher von Eickstedt. Ægteskabet mellem Juliane Margrethe von Winterfeldt og Christopher von Eickstedt var barnløst, og efter en langvarig proces blev det besluttet, at baroniet efter hendes død i 1741 skulle tilfalde kusinen Sophie Frederikke von Winterfeldt.
Sophie Frederikke von Winterfeldt var gift med oberst Carl Wilhelm Giedde, og hun overlevede sin mand i flere år. Sin enkestand udnyttede hun bl.a. til at forbedre fæstebøndernes forhold, og hun var stærkt engageret i velgørenhedsarbejde på baroniet. Da ægteskabet havde været barnløst, overgik besiddelsen ved Sophie Frederikke von Winterfeldts død til en fjern slægtning, Flemming Holck-Winterfeldt, hvis bror og dernæst dennes søn arvede baroniet efter ham.
I 1801 overdrog Frederik Christian Holck-Winterfeldt baroniet Vintersborg til greve Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow til gengæld for det fynske stamhus Fjellebro med Skovgaard samt en pengesum. Hardenberg-Reventlow delte baroniet op og mens han indlemmede Sæbyholm i grevskabet Hardenberg i 1815, solgte han kort efter overtagelsen Vintersborg til dens daværende forpagter, Jørgen Jørgensen, der i 1810 mageskiftede, dvs. byttede, godset med Jacob Bølle til gengæld for Søllestedgaard.
I Jacob Bølles tid som ejer af Vintersborg blev det resterende fæstegods solgt fra, hvilket var et generelt kendetegn for tiden. Bølle ejede Vintersborg indtil 1844, hvor godset blev solgt til Frederik Anton Hastrup. Hans enke overdrog i 1883 Vintersborg til sønnen Julianus Hastrup. Julianus Hastrups tid som ejer af Vintersborg var kendetegnet af økonomiske vanskeligheder, og banken måtte derfor overtage godset i 1900.
I 1912 købte Carl Olsen Vintersborg, hvis efterkommere ejede gården indtil 2014, hvor Anders Stampe Holst købte gården.
Hovedbygning
I sidste halvdel af 1500-tallet blev Utterslevgaard kraftigt udbygget med en ny anseelig hovedbygning i to storkværk og med tårn, der blev placeret på et nyanlagt voldsted. Udbygningen skete i forbindelse med, at Karen Krafse og Jørgen Rud tog fast ophold på gården. Mens den nordlige side i dag er delvis opfyldt er voldstedet til de tre andre sider endnu bevaret.
Kernen i den nuværende hovedbygning er opført mellem 1805-1810 af Jørgen Jørgensen. Jørgensens bygning var opført i bindingsværk, men blev i forbindelse med en ombygning i 1854 omsat til grundmur og fremstår i dag som hvidpudset.
Hovedbygningen består af en enkelt fløj i én etage karakteriseret af en gennemgående frontspids. Bygningen ligger midt på et stort voldsted, der ligger omgivet af voldgrave.
Foran bygningen på vestsiden findes en åben gårdsplads.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Karen Krafse og Jørgen Rud udbyggede i anden halvdel af 1500-tallet også avlsgården, der blev forsynet med et nyt flerfløjet avlsanlæg, hvoraf en kostald stod frem til 1907.
Den nuværende avlsgård ligger vest for hovedbygningen. Anlægget består af tre store nyere enkeltstående længer, der ligger parallelt med hovedbygningen.
En enkelt længe ligger på voldstedet, mens de to øvrige, der ligger i forlængelse af hinanden på begge sider af tilkørslen, ligger på den anden side af voldgraven.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1965.
Trap, J.P.: Danmark. København 1955.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Vintersborg
Region og kommune
Sjælland - Lolland/Falster/Møn - Lolland
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Anders Stampe Holst og Johan Stampe Holst
Herregårdens størrelse
260 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 223 ha, eng 7 ha, skov 30 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Hed tidligere Utterslevgaard og fik fra 1673 sit nuværende navn. Var frem til 1801 en del af baroniet Wintersborg
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Maribo - Lollands Nørre - Utterslev
Ejer
Michael Peter Nicolai Alstrup
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
2.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
310800 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 100 køer, 20 kalve, 3 tyre, 22 heste.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 5 karl(e), 10 daglejer(e), 22 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Maribo - Lollands Nørre - Utterslev
Ejer
Pro. F.A. Hastrup
Herregårdens størrelse
57.68 htk
Skovskyld
0.58 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
18.75 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
15.84 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Maribo - Lollands Nørre - Utterslev
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
57.65 htk
Skovskyld
1.08 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
229.00 htk
Bemærkninger om godset
Bøndergodset er med Sæbyholms. Tidligere/senere navn: Otterslevgård
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 331. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm