Vitskøl Kloster

Ejerhistorie

Vitskøl Kloster blev grundlagt i 1158 på jorde, som cisterciensermunkene havde modtaget fra Valdemar den Store (1131-1182).

Munkene lod klostret opføre efter udenlandske forbilleder, og ligesom i udlandet viste munkene på Vitskøl sig at være fremsynede og dygtige landmænd. Klostrets jordbesiddelser voksede igennem hele middelalderen, og en udateret jordebog angiver, at mere end 280 fæstegårde lå under Vitskøl, der også ejede flere kirker og møller.

I klostertiden blev Vitskøls mange avlsgårde mønsterbrug, hvorfra nye impulser og forbedringer spredte sig til de omkringliggende gårde. Cisterciensernes forbilledlige landbrug var ikke begrænset til Vitskøl. I 1172 etablerede munke herfra Øm Kloster, og også på Øm Klosters store jordtilliggender i Østjylland foregik et ihærdigt arbejde med at forbedre de danske landbrugsmetoder. 

Ved reformationen i 1536 overgik Vitskøl til Kronen. Munkene, som boede i klostret på det tidspunkt, fik dog tilladelse til at forblive der til deres død, og først i 1563 blev klosteret endeligt ophævet. I stedet oprettede Kronen et len og udpegede en lensmand, der skulle administrere de udstrakte jordbesiddelser.

I 1573 mageskiftede, dvs. byttede, Kronen imidlertid Vitskøl kloster bort til den magtfulde adelsmand Bjørn Andersen Bjørn. Han var medlem af Rigsrådet og var i flere omgange lensmand i såvel Danmark som Norge. Efter at have overtaget Vitskøl, som han sikrede hovedgårdsprivilegier, gav han gården navnet Bjørnsholm.

Allerede i 1590 gled Bjørnsholm ud af slægtens eje, idet Bjørn Andersen Bjørns svigerdatter, Ermegaard Gyldenstierne, i 1610 efterlod gården til sine søskende. I store dele af 1600-tallet havde gården en række skiftende ejere. De gamle bygninger fra klostertiden forfaldt. Klosterkirken, der siden Reformationen havde fungeret som sognekirke, kunne ikke vedligeholdes af det beskedne tiende fra de omkringliggende sogne, og til sidst blev gudstjenesterne forrettet i en af herregårdens stuer.

Også gårdens jordtilliggende blev kraftigt reduceret af de mange ejerskifter. Bjørn Andersen Bjørn havde overtaget store dele af klostrets jordbesiddelser, men i 1660 lå blot 60 gårde under herregården - og mange af disse var i dårlig forfatning.

I 1689 overtog Anders Kjærulff gården, hvorefter han gik i gang med at stabilisere gårdens økonomi og udvide jordtilliggendet. Studedrift blev på dette tidspunkt en vigtig indtægtskilde på Bjørnsholm, hvis jorde blev drevet af hoveri. Netop en mere effektiv udnyttelse af fæstebøndernes hoveripligt kan være baggrunden for at Kjærulf efter overtagelsen af Bjørnsholm udstykkede avlsgården Lundgård, der også fik hovedgårdsprivilegier.

Kjærulfs søn, Søren Kjærulf, døde i 1730 efter at have sat sin arv over styr. Enken måtte sælge Bjørnsholm til sin onkel - den umådeligt velhavende Peder Thøgersen Lasson - hvis efterkommere ejede Bjørnsholm frem til 1809.

Da Johan Caspar de Mylius overtog Bjørnsholm i 1809 var gården i en årrække blevet forsømt. Mylius iværksatte en lang række forbedringer af driften, bl.a. genopførte han godsets avlsgård på Livø, opførte to nye møller, etablerede mejeridrift og fik omorganiseret jordbesiddelserne på en fornuftig måde ved den såkaldte udskiftning.

Trods sin indsats for at forbedre gården måtte han imidlertid afstå Bjørnsholm til staten i 1828 på grund af gæld. Staten ejede gården frem til 1868 og gennemførte i perioden frasalget af det sidste fæstegods. Trods frasalget af fæstegods og forpagtergårde var Bjørnsholm endnu en relativt stor gård, da den blev købt af Allan Dahl. Gården omfattede således 1.050 tdr. land og havde et hartkorn på omtrent 43 tdr.   

Dahl solgte imidlertid gården allerede i 1873, og efterfølgende var gårdens historie atter præget af skiftende ejere. I 2013 var gården ejet af Købehavns Kommune, der drev en skole på stedet.