Barritskov

Ejerhistorie

Barritskov tilhørte i 1261 en Hr. Niels, der stiftede gråbrødreklostret i Horsens og selv blev munk her. Efter nogle år på andre hænder kom Barritskov til Manderup-slægten, som ejede gården fra 1356 til 1483 og gennem fire generationer alle hed Niels Manderup. Manderup-slægten på Barritskov var mindre herremænd med titel af ridder.

Et enestående træk ved Barritskov er, at gården i over 550 år er blevet overdraget gennem arv og ikke salg. Efter Manderup'erne arvede svigersønnen Christen Holck eksempelvis godset i 1484. Han forøgede det med omkringliggende kirker, skov og ejendomme, og det samme gjorde hans søn, Manderup Holck.

Med sønnen Hans Holck møder vi for første gang en ejer af Barritskov, der hæver sig op over småherremændenes status. Hans horisont gik længere ud end gården, og han gik i kongelig tjeneste som lensmand på Varberg Slot. Da den Nordiske Syvårskrig brød ud i 1563, måtte han forsvare slottet mod svenske angreb. Han støttede også den hårdt trængte konge økonomisk, og til slut mistede han også livet for fædrelandet. Han blev taget til fange i 1565, hvor svenskerne indtog Varberg. Kort efter døde han af pest i fangenskabet, ligesom sin landsmand, søhelten Otte Rud.

Hans Holcks børn var endnu umyndige, og enken Margrethe Rotfeld overtog godset med stort besvær. Da sønnen Manderup Holck overtog efter hendes død i 1575, forøgede han endnu en gang godsets størrelse. Samtidig sørgede han for at købe sine søstre ud af hovedgården, så den ikke blev opdelt i mindre dele, som det ofte skete for herregårde i 1500-tallet. Manderup Holck døde dog barnløs, hvilket betød, at han var den sidste af sin slægt på gården.

I 1588 gik Barritskov til hans søster, Kirsten Holck, som var gift med Sten Brahe. Han var lensmand på Kalundborg og har derfor næppe opholdt sig meget på Barritskov. Alligevel satte han sit præg på gården, da han ombyggede østfløjen. Barritskov kom via datteren Birgitte Brahe til hendes mand Frederik Reedtz, der også ejede Tygestrup og Hørbygaard. Han opholdt sig heller ikke meget her, da han var lensmand flere steder, og i 1659 overtog hans søn, Tønne Reedtz, Barritskov. Netop da var landet hærget af svenskerne under Første Karl Gustav-krig. Bøndernes gårde blev udplyndret, hvilket også ramte herremanden hårdt. De følgende år tog han således det ene lån efter det andet, og den dårlige økonomiske situation blev kun værre under hans enke, Elisabeth Sehesteds, ejerskab. Hun endte med at måtte pantsætte Barritskov, og i 1700 overtog hendes søn, Valdemar Reedtz, gård og gods.

Valdemar Reedtz var oberst og kommandant på Bornholm, og det jyske gods led under fraværet af dets ejer. Det lykkedes ham dog at samle en betydelig formue, som han senere bl.a. brugte til at forøge godset omkring Barritskov. Hans søn, Tønne Reedtz, havde andre ambitioner. Han istandsatte gården omkring 1728 og har tydeligvis haft til hensigt at gøre den til et mere fast opholdssted for familien. Han drev ligesom de tidligere ejere et stort studeopdræt, hvor han solgte stude til købere fra bl.a. Haderslev, Hamborg og Holland.

Ved enken Lucie Emmerentze Levetzows død i 1774 gik Barritskov til svigersønnen og statsministeren Frederik Christian Rosenkrantz, og godset kom da igen - via arv - til en ny slægt. Nu var landboreformerne også nået til Barritskov, og i 1785 indgik Frederik Rosenkrantz ny aftale med sine hoveribønder. Det resulterede i en langvarig proces med retskendelser og uenighed, indtil der kom en afgørelse i 1800, der dog i høj grad tilgodeså herremanden.

Frederik Christian Rosenkrantz døde uden arvinger, men havde få dage før sin død givet universalarveretten til gehejmestatsminister Niels Rosenkrantz, der var nærmeste arving. Betingelsen for at arve gårdene var, at Niels Rosenkrantz skulle oprette et stamhus af dem. I 1804 blev Ryegaard, Trudsholm og Barritskov derfor til stamhuset Rosenkrantz, hvilket således betød, at godset blev båndlagt, så det ikke længere kunne sælges, deles eller pantsættes.

Niels Rosenkrantz havde dog heller ingen arvinger, så stamhuset gik tilbage til Frederik Christian Rosenkrantz' familie på moderens side, hvor den nye ejer blev Henrik Jørgen Scheel. Barritskov var nu blevet et af de større godser i det sydøstlige Jylland. I 1849 blev hoveriet ophævet, hvilket betød, at fæstebønderne ikke længere var forpligtede til at arbejde på hovedgårdens jord som betaling for fæstegården. Som erstatning fik den nye ejer 82 tønder land af fæstebøndernes jord. I 1855 begyndte han desuden at sælge fæstegårdene til bønderne, så de blev selvejende.

Da Barritskov blev en del af stamhuset, blev gården forpagtet bort og var derfor heller ikke længere et fast opholdssted for ejeren. Det påvirkede ikke selve driften, men hovedbygningens ydre blev forsømt. I 1880'erne anså man østfløjen for direkte uegnet til beboelse, og i 1884 måtte man rive avlsbygningerne mod syd ned.

I 1913 udskiltes Barritskov fra stamhuset og blev solgt for første gang siden 1300-tallet. Køberen var Adolph Brockenhuus-Schack, der ville give gården til sin søn, Knud Henrik Otto Brockenhuus-Schack.

Siden 1969 har Barritskov tilhørt Hartung og North-familien. I 2013 er ejeren således Thomas Alexander North Hartung, som i 1996 grundlagde Barritskov Grøntsagshave. Senere blev det til virksomheden Aarstiderne A/S, der pakker kasser med bl.a. økologisk frugt og grønt på Barritskov.