Dronningborg

Ejerhistorie

Dronningborgs ejerforhold kan spores helt tilbage til 1236, hvor gården var et kloster, som husede en gruppe af de såkaldte tiggermunke fra franciskanerordenen. Derfor hed gården de første flere hundrede år heller ikke Dronningborg. Franciskanerne levede efter et stærkt fattigdomsprincip og måtte intet eje. I stedet levede de af almisser og var afhængige af, at gode borgere ville støtte dem økonomisk. Dette fungerede i middelalderen, men da Reformationens nye tanker om kristendommen skyllede ind over landet, gik det særligt hårdt ud over tiggermunkene.

For munkene på Dronningborg blev overgangen til den lutherske kristendom brat og barsk. Kronen havde i løbet af 1500-tallet overtaget klostrets bygninger i henhold til, at munkene intet måtte eje. Det fik dog den konsekvens, at den reformvenlige Frederik I (1471-1533) i 1530 gav klostret til adelsmanden Mogens Gøye, som straks påbegyndte arbejdet med at jage munkene ud. Til dette formål allierede han sig med byfogeden og gruppe borgere fra Randers. Mogens Gøye boede på gården indtil sin død i 1544.

Ved Mogens Gøyes død tilfaldt gården Kronen, og der blev straks iværksat omfattende ombygninger. Istandsættelsen var dyr, og mange af materialerne blev skaffet ved at rive nærliggende kirker ned. I 1548 døbte kong Christian III (1503-1559) stedet Dronningborg til ære for sin hustru, dronning Dorothea. Mens kong Christian III befandt sig på Dronningborg i begyndelsen af 1550'erne underskrev han den Dronningborgske Reces, som bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at man på helligdage ikke måtte sælge brændevin før middag, da borgerne ellers kunne fristes til at blive hjemme fra gudstjenesten.

Det blev ikke sidste gang, at Dronningborg lagde vægge til skriblerier, der blandede alkohol og religion sammen. I 1597 flyttede Eske Brock ind på Dronningborg som lensmand for Kronen. Eske Brock var en virksom mand med flere store godser i sin besiddelse, bl.a. Gammel Estrup, og han spillede en stor politisk rolle i sin tid. I dag er han dog nok mest kendt for de små kors, han satte i sin dagbog, hver gang han havde drukket sig fuld i festligt lag. Festlighederne foregik ofte sammen med Christian IV (1577-1648), og afhængigt af hvor god rusen havde været fik korset en, to eller tre streger. Særligt vildt gik det dog for sig en enkelt gang i Bergen, hvor rusen måtte have hele fire kors og bemærkningen: 'Vorherre bevares!'

Ved indførelsen af enevælden i 1660 blev meget af Kronens gods solgt fra, heriblandt også Dronningborg. I 1661 købte Anna von Spreckelsen og Joachim Bechmann stedet. Ved Anna von Spreckelsens død overtog hendes søn Peter von Spreckelsen Dronningborg. Han var en afholdt godsejer, som bl.a. donerede kostbare gaver til egnens kirker og flere gange blev nævnt i tidens digte. Peter von Spreckelsen var ikke gift, men boede i stedet sammen med husholdersken Bodil Steens, som ikke var nær så god og mild som han selv. Hun blev efterhånden en rig dame gennem bl.a. udlån af penge. Hun drak, var hård i munden og blev ligefrem anklaget for at have dræbt to arbejdskvinder. Det blev dog ikke denne anklage, der satte en stopper for hendes dominans, men i stedet hendes lidt for skarpe tunge, der sikrede hende en dom for majestætsfornærmelse.

Peter von Spreckelsen døde i 1706, og Dronningborg havde skiftende ejere indtil Kronen atter overtog gården i 1711. Mellem 1721 og 1722 blev Dronningborg revet ned, da byggematerialerne nu skulle bruges på herregården Clausholm. Dronningborgs jorder blev nemlig indlemmet i Dronningborg rytterdistrikt, som var krongods, hvis formål var at sørge for underhold til det nationale rytteri.

I 1765 købte Ditlev Kirketerp Dronningborg rytterdistrikt, hvis arealer herefter igen kom til at danne rammen om en herregård. Han byggede således en ny hovedbygning, som også fik navnet Dronningborg. Han afhændede i 1775 gården til Christian Frederik Juul, som i 1784 solgte den til Niels Ammitzbøll.

I 1803 kom Dronningborg til Tycho von Arenstorff, som udstykkede hovedgårdsjorden i parceller og solgte dem som selvstændige landbrug. I sidste halvdel af 1800-tallet og frem til 1907 var gården i slægten Langballes eje. Den blev herefter overtaget af et konsortium, som videresolgte den til Hilmar Stilling, der bl.a. har restaureret og givet hovedbygningen sit udseende, som den ser ud i dag.

Dronningborg ejes i 2021 af barnebarnet Ejnar Stilling, som driver landbrug på gården.