Gjorslev

Ejerhistorie

Gjorslev, som har sit navn efter en nu forsvundet landsby, tilhørte ifølge historikeren Arild Huitfeldti slutningen af 1200-tallet væbneren Rane Jonsen. Han blev anklaget og dømt for at stå bag mordet på Erik Klipping (1249-1286) og blev henrettet i 1294.

Omkring 1370 optræder Gjorslev i Roskilde Bispestols jordebog. Halvdelen af landsbyen Gjorslevs jorder lå da under gården, der senere oftest omtaltes som et len. I sin tid som len under bispestolen blev Gjorslev drevet af en række udvalgte høveds- og lensmænd.

Roskildebispen Peder Jensen Lodehatnævnes i en notits som 'fundator castri Giordsleff', dvs. borgen Gjorslevs skaber. I 1387 gik han som rigets kansler i spidsen for de mænd, som antog dronning Margrete (1353-1412) til rigets frue, fuldmægtige formynder og husbond. Efterfølgende fungerede han som dronningens ven, skriftefader og nærmeste rådgiver. I 1397 var han arkitekten bag Kalmarunionen, hvor Danmark, Sverige og Norge blev samlet under dronning Margretes ledelse.

Gjorslev forblev i kirkens eje indtil Reformationen i 1536, hvor alt gejstligt gods i landet blev inddraget under Kronen, da kirken ikke længere måtte besidde jordejendom. I 1540 skænkede Christian III (1503-1559) Gjorslev til den kyndige diplomat, senere rigsråd og rektor for Københavns Universitet, Peder Svave. Han havde forinden i en kort periode været lensmand på Gjorslev, og nu forøgede han antallet af Gjorslevs fæstegårde betydeligt. Han fik gården som ejendom mod til gengæld at forpligte sig til at blive i Danmark og tage en dansk hustru.

I 1630 erhvervede rigskansler Just Høg Gjorslev. På nær to gårde nedlagde han landsbyen Gjorslev, hvis jorder da blev lagt under herregården. Selve bondegårdene blev nedrevet og landsbyen forsvandt. Sønnen Stygge Høg, der havde ægtet den velhavende Anne Marie Grubbe, satte dog faderens succes over styr. Han gik fallit og måtte overlade til sin lillebror Just Justsen Høg som kurator i fallitboet sammen med kreditorerne at afhænde Gjorslev i 1664

Gjorslev blev nu solgt til den holstenske industrimand Joachim Irgens, hvis økonomi, der især var baseret på et norsk kobberværk, imidlertid allerede da stod på vaklende fødder. Forinden havde han lånt store pengesummer til den danske krone, for hvilke han modtog enorme områder af krongods i Danmark og især i Norge som delvis erstatning. Joachim Irgens måtte af økonomiske årsager pantsætte Gjorslev, som efter hans død i en kort tid faldt i hænderne på hans hovedkreditor, handelshuset Schardinell i Amsterdam. Kort herefter overtog dronning Charlotte Amalie Gjorslev.

Dronningen kom også i besiddelse af nabogodserne Søholm, Erikstrup og Vemmetofte. Efterhånden var næsten hele Stevns på den driftige dronnings hænder. Under Christian V's (1646-1699) matrikel af 1688, hvor alle jordejendomme blev opgjort for at fastsætte et skattegrundlag, blev Gjorslevs værdi sat til 179 tønder hartkorn. En gennemsnitlig herregård var på denne tid 42 tønder hartkorn, og Gjorslev var blandt landets største herregårde. Ved dronningens død i 1714 tilfaldt Gjorslev datteren prinsesse Sophie Hedevig og i 1716 hendes bror, Frederik IV (1671-1730). Herefter indgik Gjorslevs i ryttergodset, dvs. krongods, der skulle sørge for underhold for det nationale rytteri.

I 1743 købte Christen Lintrup, som i 1756 blev adlet under navnet Christian de Lindencrone, Gjorslev af kronen. Lintrup kunne efter at have tjent en kæmpe formue som supercargo i Dansk Asiatisk Kompagni købe Gjorslev samt Søholm og Erikstrup, som han samlet oprettede til et stamhus i 1763. Han forsøgte at forbedre forholdene på godserne, dels ved energisk administration og dels ved udstrakt hjælp til fæsterne. Det var dog mod deres vilje, at han i 1767 ophævede hoveriet og kort efter indførte arvefæste på gårdene. Hoveri var en ydelse i form af arbejdsdage, som en fæstebonde skulle udføre på eller for det gods, hans gård tilhørte, og som på mange godser blev afløst af en pengeafgift i slutningen af 1700-tallet.

Arvefæste var en mellemting mellem at være fæster (lejer) og selvejer, hvor gården gik i arv til bondens arvinger og i visse tilfælde kunne belånes og pantsættes. Herved opnåede bonden, at forbedringer i gårdens drift tilfaldt ham og hans familie og ikke godsejeren, hvilket også var en fordel for ejeren (godset), der opnåede større sikkerhed for godsets indtægter i form af fæsteafgifter.

Selvom 243 familier havde fået hoverifriheden, gik Chr. Lindencrone utakket i graven. Det stamhus, han havde oprettet, ophævedes af hans søn, Johan Frederik Lindencrone, i 1791.

I 1793 kom Gjorslev med Jacob Brønnum Scavenius i slægten Scavenius' eje gennem fire generationer frem til 1925. Scavenius fortsatte sin forgængers reformer ved at frede skovene, forbedre gårdens kridtproduktion og udskifte bøndernes jord, dvs. at bøndernes produktionsfællesskab i landsbyen blev opgivet til gengæld for selvstændige bøndergårde med egen jord.

Sønnen Peder Brønnum Scavenius begyndte at bortsælge fæstegårdene til bønderne, og han gjorde sig samtidigt gældende som konservativ politiker. Ved testamente stiftede han det Scaveniusske Fideikommis, hvorved brugsretten til godserne uden tidsbegrænsning nedarvedes i slægten efter en bindende arvefølge, der på forhånd var fastlagt. I 1868 arvede således hans søn Jacob Frederik Scavenius godset. Han blev medlem af Folketinget for partiet Højre og sidenhen også Kulturminister. Efter hans død i 1915 arvede sønnen Frederik Scavenius, der blev den sidste af slægtens ejere. Han døde i 1924, og året efter solgte hans enke, Else Haxthausen, Gjorslev til Adolph Tesdorpf fra Falster, der var en dygtig landmand og ejede store godser på Falster. Gjorslev har siden da været i slægten Tesdorpfs eje.

I dag ejes herregården af Jens Edward Tesdorpf. Godset er på ca. 1650 hektar, hvoraf 880 hektar er landbrug, som er delt mellem Gjorslev og Søholms avlsgårde. De resterende 770 hektar udgøres af skov.