Løvegaard

Ejerhistorie

Fra middelalderen kendes den store landsby Løve By, som bestod af omkring 30 gårde. Den har efter alt at dømme været hovedby i Løve herred med en kongsgård kaldet Løvegaard. Landsbyen Løve var indtil slutningen af 1600-tallet under Kronen, men den tidligere hovedgård var blevet delt i to bondegårde - kaldet Løvegaarde - som hver især var ca. dobbelt så store som landsbyens øvrige gårde.

Efter Første og Anden Karl Gustav-krig i 1657-1660 var Kronen dybt forarmet, og en af løsningerne blev at udlægge krongodset til kreditorerne. En af disse var rentemester Henrik Müller, som fik overdraget flere herregårde og mange hundrede fæstegårde, heriblandt i 1664 Løvegaarde og de øvrige gårde i Løve by. Ikke længe efter kom de fleste af gårdene dog tilbage til Kronen, da Henrik Müller satte sin økonomi over styr. I en kombination af manglende skattebetalinger og en dom for bedrageri måtte han i 1680'erne sælge hovedparten af sine besiddelser.

De fleste af gårdene i Løve kom tilbage til Kronen, der i 1695 overdrog Løvegaarde til de tre universitetsprofessorer Erasmus og Caspar Bartholin samt Holger Jacobæus som udlæg for manglende løn. Løvegaardene var dog på dette tidspunkt i temmelig dårlig stand, og allerede samme år solgte de tre ejere gårdene videre til Brostrup Albertin, som kort forinden havde købt herregården Gundetved (senere Selchausdal). Albertin opkøbte de resterende gårde i Løve By, som hermed blev en samlet landsby under Gundetved.

I 1710 solgte han hele godset til Henrik Vigant Michelbecher, som i 1719 udskilte Løve By og satte hele landsbyen på auktion. Den bestod da af 28 gårde og 18 huse, som tilsammen udgjorde 278 tønder hartkorn.

Køber blev Caspar v. Bartholin (ikke at forveksle med den tidligere ejer), som efter alt at dømme har genoprettet Løvegaard som herregård med Løve By som tilhørende fæstegård. I 1742 solgtes godset af tre søstre som en herregård bestående af Løvegaard med underliggende fæstegods.

Løvegaard havde herefter en række forskellige ejere, indtil løjtnant Niels Oschats overtog herregården i 1767. Han fik gennemført en udskiftning af bøndergodset, således at alle fæstebønderne fik selvstændige marker samlet omkring gårde, der lå tæt ved hovedgården. Derudover fik Niels Oschats gjort fæstegårdene lige store målt i tønder hartkorn. Tønder hartkorn var et mål for, hvor stor en produktion bondens jord kunne yde.

I 1771 blev Løvegaard samt bøndergodset ved dom udlagt til Frederik v. Raben, som var panthaver i gården. Han solgte den straks på auktion til Hans Jensen Bjerregaard, som dog kun købte hovedgården samt en række tilhørende gadehuse. Han købte altså ikke fæstegårdene i Løve By, som må være blevet solgt til anden side.

Hans Jensen Bjerregaard var kendt som "den lærde bonde" eller "den sneedorffske bonde", en bonde der var lærd og oplyst. Han var offentligt kendt og en stor fortaler for udskiftningen. Han solgte dog sin udflyttergård og købte, som nævnt, Løvegaard for at forsøge sig som herremand. Her var han blandt de første til at forsikre sin gård hos Købstædernes Brandforsikring. Dette skulle vise sig at være et godt valg, da Løvegaard i 1774 brændte ned. Herefter genopbyggedes hovedbygningen uden for landsbyen.

I 1778 solgte Hans Jensen Bjerregaard Løvegaard videre til Christian Frederik v. Holstein. Han forøgede størrelsen på Løvegaards hovedgårdsmarker til 68 tønder hartkorn, efter at den ellers i flere hundrede år havde været på omkring 50 tønder. Løvegaard har aldrig været en fri sædegaard, altså en herregård med skattefrihed, til trods for at gården havde over de krævede 200 tønder hartkorn fæstegårde lagt under sig. Von Holstein lagde på ny fæstegårde under Løvegaard, som han i 1788 solgte videre til Frederik Plum, der solgte den videre igen i 1793 for næsten dobbelt pris af, hvad han selv havde givet. I 1803 blev Løvegaard endnu engang solgt, og igen var prisen på gården fordoblet.

I løbet af 1800-tallet havde Løvegaard herefter en række forskellige ejere. I 1810 overtoges gården af Frederik Christian Lassen samt Gregers Begtrup, der på den tid var en meget kendt landøkonomisk forfatter og teoretiker. I 1847 købte Jørgen Henrik Theodor Hasle Løvegaard, og han frasolgte de fleste af fæstegårdene, således at der stort set intet bøndergods var med, da han solgte gården igen i 1859. I 1907 købte C.A.N. Lawaetz Løvegaard, som på dette tidspunkt havde 5 tønder hartkorn bøndergods, og han videresolgte godset i 1921 til H. Hasselbach. Dennes arvinger solgte i 1947 Løvegaard videre til et aktieselskab, som igen i 1952 solgte gården videre.

Siden 1962 har Løvegaard været ejet af familien de Neergaard og hører under Valdemarskilde Gods.