Nielstrup (Fyn)

Ejerhistorie

Den første kendte ejer er Niels Brock, der ejede flere gårde. Han levede i de urolige år under Christoffer II (1276-1332) og hørte til den kreds af stormænd, der i 1326 jog kongen ud af landet og senere beseglede Valdemar Atterdags (1320-1375) håndfæstning. Både sønnen og barnebarnet fortsatte traditionen som kongens mænd. Eske Brock handlede gods med kong Valdemar, og Jens Andersen Brock blev drost og lensmand på Tranekær efter at have forsvaret Bygholm ved Horsens mod holstenerne. Senere blev Jens Andersen Brock også dronning Margrethe I's (1353-1412) trofaste støtte; Han var eksempelvis med i Kalmar i 1397, hvor han beseglede unionsdokumentet.

De tidligste tider på Nielstrup er uklare, men i 1400-tallet kommer Kabel- og Bjørn-slægterne til gården. Elsebeth Kabel var gift tre gange med mænd, der stod kongen nær. Hun overlevede dem alle og gav store gaver til Odense Kloster, hvor hun stiftede sjælemesser for sine tre afdøde mænd. Hendes og Gert Bryskes gravsten er blandt landets flotteste. Han er fremstillet som en drabelig kriger, mens hun bøjer sig mod ham og rækker ham en blomst.

Hendes søn af andet ægteskab, Johan Bjørnsen Bjørn, arvede Nielstrup efter hende. Bjørn-slægten var traditionelt tilknyttet Johanniter-ordenen, og Johan Bjørnsen Bjørn skænkede også gods til Antvorskov kloster. Han var dog tilsyneladende ikke eneejer af Nielstrup. Anders Eriksen Gyldenstierne havde i hvert fald fra 1455 også en part. Da Joachim Johansen Bjørn giftede sig med Beate Gyldenstierne, blev gården atter samlet under en ejer.

Parrets søn solgte Nielstrup videre til Danmarks rigeste adelsmand, Poul Laxmand. Han havde dog ikke så få fjender og blev overfaldet og dræbt i København allerede få år efter. Efter sin død blev han dømt for noget, der lignede landsforræderi, og alle hans ejendomme blev inddraget - på denne måde kom Nielstrup nogle få år under Kronen. 

Gennem en byttehandel kom gården igen til Bjørn-slægten, men den blev dog formentlig ødelagt under Grevefejden i 1534-1536. Gården var i temmelig dårlig stand, da arvingen, Maren Bjørn, i 1547 giftede sig med Iver Lunge Dyre, der deltog i Syvårskrigen (1563-1579) og i øvrigt var meget velhavende. Han lånte af og til kongen penge og forøgede godset omkring Nielstrup.

Parrets to døtre, Gertrud og Sophie Lunge, arvede i fællesskab Nielstrup, men det var Sophie Lunge og hendes mand, Ditlev von Qualen, der boede her. Han skænkede en altertavle og en prædikestol til sognekirken i Ollerup.

Barnebarnet, Ejler Høg, blev den næste ejer. Han overtog Nielstrup i 1614, men de hårde tider op til enevældens indførelse i 1660 blev ødelæggende for ham. Allerede i 1640'erne begyndte han at pantsætte sit gods, og i 1656 kom turen til Nielstrup, som bl.a. svogeren, Niels Krabbe, fik pant i. Da Ejler Høg døde i 1660, var Niels Krabbe og borgmesteren i Svendborg, Niels Lauritsen, de to største kreditorer - arvingerne frasagde sig arv og gæld. Det lykkedes senere borgmesterens arvinger at købe Niels Krabbes arvinger ud.

Nielstrup gods blev herved samlet på Anne Cathrine Nielsdatter Lauritsens hænder i 1695, da hun købte sin bror ud. Omtrent samtidig giftede hun sig med den mecklenburgske officer, Jørgen Ernst von Hobe, der dermed sikrede sin fremtid på Nielstrup. Han forøgede godset meget og giftede sig i 1725 med Edel Margrethe von Løwenhielm. Da hun blev enke i 1749, giftede hun sig med Johan Lehn til Hvidkilde. På den måde blev Nielstrup gods en del af hans mange fynske besiddelser. Han var søn af en storkøbmand, men blev adlet i 1731. Hans nevø, Poul Abraham Lehn, overtog besiddelserne og oprettede 1781 baroniet Lehn.

Nielstrup indgik i baroniet Lehn indtil 1920, hvor baroniet ophævedes i henhold til lensafløsningens bestemmelser, og godserne overgik til fri ejendom. Nielstrup fortsatte herefter under Hvidkilde Gods indtil 1972, hvor den blev udskilt fra godset og overtaget af den yngste søn, Thomas Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der fortsat ejer gården i 2021.