Hvidkilde

Ejerhistorie

Hvidkildes ejere kendes først med sikkerhed fra og med 1467. Gården tilhørte på dette tidspunkt Claus Rønnow, der var en af de ledende adelsmænd på Fyn. Han blev desuden udnævnt til udnævnt til rigsmarsk, dvs. landets militære øverstbefalende under Christian I (1426-1481). Rønnow efterfulgtes af sin søn Markvard Rønnow og senere af barnebarnet Eiler Rønnow. Begge var betydningsfulde mænd, der var medlemmer af kongens rigsråd.

Eiler Rønnow udvidede Hvidkildes jordbesiddelser og opførte en helt ny hovedbygning, da den gamle blev ødelagt under Grevens Fejde. Rønnows nye hovedbygning blev opført et stykke fra det tidligere anlæg, tæt ved en sø - der hvor den nuværende hovedbygning ligger.

Eiler Rønnow døde uden at efterlade sig sønner. Hvidkilde overgik derfor til hans to døtre Karen Rønnow, der var gift med Jens Bille, og Anne Rønnow, der var gift med den velhavende Erik Hardenberg. Karen Rønnow blev enke i 1575 og syntes at have tilbragt resten af sit liv på Hvidkilde. Ved hendes død i 1592 arvede sønnen Markvard Bille størsteparten af gården.

I 1631 overgik Hvidkilde ved Markvard Billes død til sønnen Eiler Bille og datteren Karen Bille. Karen Bille og hendes mand Falk Gøye synes at have overtaget hele gården og samlet de mange andele på deres hænder. Samtidig søgte de at udvide og konsolidere deres øvrige besiddelser på Fyn, men de vanskelige tider under Svenskekrigene ramte også Hvidkilde. Efter Falk Gøyes død i 1653 måtte Karen Bille således kæmpe med en stor gæld. Således afstod hun mere end 600 tdr. hartkorn fæstegods til kreditorerne, og Hvidkilde omfattede ved hendes død blot 421 tdr. fæstegods.

Arvingerne efter Karen Bille solgte i 1679 gården til Valdemar Gabel. Han magtede imidlertid ikke at gøre gården rentabel og i 1724 overtog Kronen gården på grund af skatterestancer. En gennemgang af hovedgården og dens jordtilliggender viste, at det ville blive en kostbar affære at bringe det forsømte gods i ordentlig stand: Fæstegårdene lå spredt over store afstande og gårdene var dårligt vedligeholdt og drevet.

I 1725 solgte Kronen derfor gården til den københavnske købmandssøn Johan Lehn. Lehns far var en af Kronens største kreditorer, og hans ældre bror Abraham Lehn havde netop købt Højbygaard på Lolland og var i gang med at konsolidere sine besiddelser der.

Lehn mindede mere om sin far og sin bror end om de tidligere ejere af Hvidkilde. Efter overtagelsen gik han i gang med at bringe godset på fode igen. Han udvidede jordtilliggendet, og gennem ægteskabet med Edel Margrethe Løwenhielm kunne han føje Nielstrup til sine besiddelser.

Lehn havde ingen børn, og han efterlod derfor Hvidkilde og sine øvrige godser til nevøen Poul Abraham Lehn. Lehn ejede i forvejen Berritsgaard og Højbygaard på Lolland, og han var en af tidens rigeste mænd. Han var også en dygtig godsejer og landbrugsmand, der gennemførte en række reformer af godset, bl.a. udskiftningen af landsbyerne. For at sikre husmændene en indtægt og rimelige vilkår anlagde han en række spinderier og væveri på de fynske godser, ligesom han sørgede for at opføre moderne huse til godsets arbejder.

I 1781 oprettede Lehn af de fynske besiddelser baroniet Lehn. Baroniet havde ligesom de andre baronier, der blev oprettet på dette tidspunkt ikke skattefrihed, og i realiteten var der tale om et stamhus, da godserne heller ikke tilfaldt Kronen, hvis Lehns slægt uddøde.

Lehn døde i 1804 og efterlod sig tre døtre. Hvidkilde tilfaldt den ældste datter Sophie Amalie Lehn, der var gift med Hans Rantzau. Ægteparret styrede trods store vanskeligheder godset gennem landbrugskrisen i første halvdel af 1800-tallet og kunne efterlade et velkonsolideret gods til datteren Pauline Christine Rantzau-Lehn, der arvede Hvidkilde i 1834.

De gode tider fortsatte på Hvidkilde resten af 1800-tallet, hvor gåden en overgang blev ejet af den danske udenrigsminister Otto Ditlev Rosenørn-Lehn. Hvidkilde tilhørte i 2013 endnu en efterkommer af Paul Abraham Lehn.