Nivaagaard

Ejerhistorie

I 1600- og 1700-tallet var Nivaa et lille fiskerleje, og i 1753 begyndte Kronen at anlægge en krigshavn. Arbejdet blev delvist udført af bønder, der fik ændret deres arbejdsforpligtelse på herregårdens marker, det såkaldte hoveri, til forskellige ydelser i forbindelse med havnearbejdet.

Anlægget blev imidlertid aldrig færdigt, og i 1767 fik Adam von Lüttichau til opgave at holde opsyn med anlægget samtidig med, at han fik stillet Nivaa havnegård til rådighed som delvis privat ejendom. I 1793 fik Adam von Lüttichau fuld ejendomsret over gården, og ved samme lejlighed købte han Nivaa teglværk, som var blevet oprettet ved byggearbejdet på Hørsholm.

Da Adam von Lüttichau i 1797 solgte Nivaagaard, bestod gården således af selve hovedgården, nogle underliggende fæstegårde samt et teglværk.

Den efterfølgende ejer lagde et par bøndergårde under gården og solgte den i 1802. Køberen var den norske Kræfting, som seks år senere solgte Nivaagaard til H.C. Astrup, der fik tilladelse til at drive teglværket, som havde været nedlagt i et par år. H.C. Astrups efterfølger var H.D. Brinck-Seidelin, som også købte gården Lille Nivaagaard, der blev lagt under Nivaagaard.

H.D. Brinck-Seidelin solgte i 1812 Nivaagaard til et kompagniskab bestående af Johan Frederik von Bardenfleth og R.A.L. von Qualen, hvor R.A.L. von Qualen efter et år blev eneejer indtil sin død. I 1831 solgte boet efter von Qualen Nivaagaard til Frederik Burmeister, som ejede gården indtil 1834, hvor Nivaagaard kom i P.M. Hagens besiddelse. Under P.M. Hagens tid som ejer af Nivaagaard var landbrugskonjunkturerne gode, og i 1847 kunne han sælge Nivaagaard med stor fortjeneste.

Nivaagaards nyere historie begynder med Alfred Hage i 1862. Alfred Hage var en af de ledende personligheder inden for storhandlen. Han omdannede sine palæer i København og sine svenske og danske gårde til samlingssteder for de fremtrædende personligheder inden for datidens politik og kunst.

Ved Alfred Hages død i 1872 overgik Nivaagaard til hans enke, der samme år overdrog ejendommen til sønnen Johannes Hage, som efter en brand fik den nuværende hovedbygning opført. Johannes Hage var medlem af Frederiksborg amtsråd, og han oprettede Nivaagaards hospital for kronisk syge. Johannes Hages hovedinteresse var imidlertid inden for malerkunsten, og igennem årene skabte han sig en stor samling af malerier. I 1903 fik han opført en museumsbygning med Johan Schrøder som arkitekt i Nivaagaards park. Fem år senere blev samlingen en selvejende offentlig institution. I 1923 døde Johannes Hage, og hele godskomplekset tilfaldt Den Hageske Stiftelse.

Bygningerne rummer i dag Nivaagaard Malerisamling.