Rathlousdal

Ejerhistorie

Herregården blev oprettet relativt sent sidst i 1500-tallet som et mellemværende mellem Frederik II (1534-1588) og Knud Mogensen Løvenbalk, der var foged på Bygholm. Knud Mogensen Løvenbalk var søn af Mogens Lauridsen Løvenbalk og 'den skotske kvinde' på Tjele, hvis ægteskab ikke blev anerkendt. Sønnen Knud kunne derfor ikke arve Tjele. Et forsøg på at bevise ægteskabets ægthed og dermed sikre sin arveret endte resultatløst i 1554.

Det lykkedes dog Knud at blive slotsfoged, og da arvesagen om Tjele i 1570 endeligt afsluttedes med et forlig, kunne Knud Mogensen Løvenbalk samme år overtage bondegården Loverstrup. Han fik kongelig tilladelse til at oprette den som herregård med adelige privilegier, men allerede i 1580 byttede han den tilbage til Kronen mod at få Kjellerup Hovedgaard. Kronen lagde Loverstrup til det store kongelige len Aakær syd for Aarhus.

Loverstrup lå under Aakær indtil 1660, hvor Frederik III (1609-1670) indgik en byttehandel med rigsmarsken og rigshofmesteren Joachim Gersdorff. Gersdorff fik Aakær len udlagt som sin ejendom, mens kongen overtog Gersdorff's besiddelser i Skåne. Adelsgodset i Skåne skulle kongen bruge til at indfri pantet på Bornholm, som efter Karl Gustav-krigene (1657-1660) var kommet på svenske hænder.

Joachim Gersdorff døde dog allerede i 1661, og derfor kom det nyvundne gods til at overgå til hans arvinger. Her gik Loverstrup til datteren Margrethe Gersdorff. Hun giftede sig i 1672 med Gregorius Rathlou fra den gamle holstenske adelsslægt af samme navn. Det var et betydeligt gods ægteparret overtog, og i 1674 oprettede Rathlou to nye herregårde ud af sine besiddelser: Gersdorffslund og Rathlousdal.

I 1708 overgik begge gårde Rathlousdal og Gersdorffslund til ægteparrets anden søn Christian Rathlou, som opnåede høje stillinger ved hoffet. Han udvidede godsets besiddelser og oprettede stamhuset Rathlousdal. Da ægteparret netop havde mistet deres eneste barn, bestemtes det, at stamhuset skulle arves af en nevø, Joachim Otto Schack. Oprettelsen af et stamhus betød, at godset skulle sikres for efterkommerne og gå udelt i arv til nærmeste arving. Godset kunne hverken sælges eller pantsættes

Stamhuset havde hovedsæde på Rathlousdal. Godset bestod af Rathlousdal og Gersdorffslund hovedgårde, samt fæstegårde der udgjorde i alt 509 tønder hartkorn og tiendeindtægter af 211 tønder hartkorn. Efter Christian Rathlous død i 1751 styrede hans enke stamhuset. Også hun forøgede godsets størrelse, da hun i 1767 købte jord fra det nedlagte Skanderborg Rytterdistrikt. Den største af fæstegårdene, Rindelevgaard, gjorde Dorothea til avlsgård og omdøbte den til Sophienlund. Denne gård indlemmede hun i stamhuset, som dermed kom op på over 1000 tønder hartkorn gods i alt.

I 1771 døde Dorothea Sophie Joachimsdatter Schack, og Rathlousdal stamhus blev overtaget af nevøen Joachim Otto Schack, som havde gjort karriere ved hoffet. Han blev afskediget som finansminister i 1770 og måtte derefter flytte til et hus i Aarhus, pantsætte sit sølvtøj og sælge sine heste og vogne, da han ingen formue havde.

Men allerede året efter arvede han Rathlousdal og kunne tilføje han Rathlou til sit navn. I 1772 kunne han så vende tilbage til hoffet, da der kom nye magthavere efter Struensee's fald. Schack-Rathlou kunne dog senere genoptage sin karriere og vandt flere indflydelsesrige poster, indtil han trak sig tilbage i 1788, fordi han ikke støttede ophævelsen af stavnsbåndet. På trods af sin konservative politiske ståsted fik han et godt eftermæle som human og virksom godsejer.

Joachim Otto Schack-Rathlou døde i 1800, men han og hans hustru efterlod sig ingen arvinger, da 11 børn var dødfødte eller døde kort efter fødslen. En enkelt datter døde som 20-årig. Derfor gik stamhuset til en fjern slægtning Christian Frederik v. Holstein. Denne var en dygtig godsejer, som førte godset sikkert igennem de dårlige tider for landbruget i begyndelsen af 1800-tallet.

Hans søn Niels Rosenkrantz v. Holstein overtog stamhuset i 1828 og fik herefter kongelig tilladelse til at tilføje Rathlou til sit navn. Hans søn, som bar samme navn, overtog stamhuset i 1848, men døde allerede i 1850. Stamhuset gik i arv til hans etårige søn.

Da moderen Julie von Leitner i 1852 giftede sig med sin afdøde mands yngre bror Viggo v. Holstein-Rathlou i 1852, blev det disse to som en årrække kom til at bestyre godset. I 1859 omfattede Rathlousdal stamhus i alt 164 tønder hartkorn på de to hovedgårde Rathlousdal og Gersdorffslund, samt fæstegårde der i alt udgjorde 1.251 tønder hartkorn. Først i 1873 begyndte man at sælge fæstegårdene til bøndernes selveje.

Christian Frederik Emil v. Holstein-Rathlou døde i 1919, og her arvede sønnen Adolf Viggo Rudolf Huno v. Holstein-Rathlou stamhuset. To år efter overgik stamhuset til fri ejendom i henhold til Lensafløsningsloven. Stamhuset måtte ophæves og der skulle betales en afgift til staten.

Rathlousdal bevaredes intakt, mens der blev udstykket meget jord fra Gersdorffslund, som herefter blev frasolgt. Rathlousdals ejer Huno v. Holstein-Rathlou boede i Canada og opgav efterfølgende at vende hjem. Som følge heraf forfaldt hovedbygningen og blev nedrevet 1952.

I 1961 blev herregården solgt til Edward Tesdorpf, hvis efterkommere ejer gården i dag.