Rygaard

Ejerhistorie

Rygaard blev første gang nævnt i 1372, hvor gården var ejet af Hagbard Jonsen. Efter hans død overgik Rygaard til datteren Margrethe Hagbardsdatter. Efterfølgende var den ejet af hendes svigersøn Nicolaus Urne, som overtog gården ved sit ægteskab med Margrethes datter. Parrets søn Lave Nielsen Urne blev slået til ridder ved Erik af Pommerns (1382-1459) kroningsfest i Kalmar i 1397 og kom efterfølgende i besiddelse af Rygaard.

Slægten Urne var en af landets ældste adelsslægter. Allerede i Valdemar Atterdags tid (1320-1375) markerede slægten sig, og i de følgende århundreder indtog den en førende stilling i landet. Slægtens medlemmer blev bl.a. riddere, rigskanslere, rigsråder og landsdommere, og nogle af landets betydeligste len blev betroet disse mænd. Urne-slægten oplevede sin storhedstid indtil enevældens indstiftelse i 1660.

Urnerne har ejet mere end 70 herregårde i landet, hvoraf størstedelen lå på Fyn. Kun få nuværende herregårdsbygninger vidner om slægtens rigdom og vælde, og Rygaard står i dag som det mest iøjnefaldende minde om slægtens tidligere indflydelse.

Jørgen Urne var en lærd mand, og ligesom flere af sine forfædre blev han slået til ridder. Han ejede mindst fire andre fynske herregårde, hvilket formentlig er grunden til, at han blev kaldt "Store" Jørgen Urne. I 1480 overtog hans søn, Johan Urne, Rygaard.

Johan Urne var medlem af rigsrådet og en af landets mest betydelige og magtfulde mænd. Han deltog i Grevens Fejde (1534-36) og måtte i 1534 overgive Københavns Slot, hvor han var lensmand, til grev Christoffer. Urne blev i fangenskab ført til Mecklenborg og mistede efterfølgende sin stilling i rigsrådet. Rygaard blev også ramt mere direkte af borgerkrigen, idet borgere fra Svendborg indtog gården og stjal betydelige mængder våben og ammunition fra herregården.

Rygaard gik i arv til Christoffer Urne, der i 1548 blev overfaldet på Rygaard af sin slægtning, Jørgen Urne, og dennes tropper. Jørgen Urne forsøgte med angrebet at afgøre en intern fejde på den gammeldags måde, hvor adelsmænd internt kunne afgøre stridigheder med militærmagt og belejringer. Kongemagten var dog på dette tidspunkt så stærk, at den kunne modarbejde den slags optøjer, og Jørgen Urne måtte offentligt bede kongen om tilgivelse.

Christoffer Urne var imidlertid heller ikke en populær mand ved hoffet. Han tilbragte således mere end 20 år i fangenskab, fordi han i fuldskab anklagede kongen og kansleren, Johan Friis, for at være meddelagtige i mordet på Urnes onkel, biskop Joakim Rønnow. Urne døde i 1566 og efterlod Rygaard til sine børn, Johan og Margrethe Urne.

I 1582 ægtede Margrethe Urne Niels Bild, som efter Johan Urnes død blev eneejer af Rygaard. Ved mageskifte med Kronen udvidede Bild gårdens jordtilliggende, og han tilføjede Rygaard dets to tårne i borggården. Bild efterlod sig ingen sønner, og Rygaard tilfaldt derfor hans tre børnebørn Vibeke, Anna og Margrethe von Ahlefeldt. Anna von Ahlefeldts mand, Henrik Lange, og svogeren, Hans Kaas, der var gift med Vibeke von Ahlefeldt, ejede i fællesskab Rygaard, der senere helt overgik til Kaas søn, Niels Kaas.

Peder Pedersen Lerche erhvervede i 1670 Rygaard, som havde lidt stærkt under Svenskekrigene og var "øde, baade afbrændt og nedbrudt". Lerche var oprindeligt købmand, men han var i kraft af sin formue steget i rang og kunne i 1679 krone sit værk med en adelstitel. Lerche udvidede gården betragteligt og købte bl.a. kirketiendet fra syv sogne.

I 1675 oprettede Lerche et stamhus til sønnen Vincens Lerche. Pga. dårlig økonomi måtte Vincens Lerche - efter at have opnået kongelig bevilling på stamhusets ophævelse i 1694 - overdrage Rygaard og fire kirker til oberst Hans Frederik von Pultz. Von Pultz, som var gift med Maren Pedersdatter Hovenbech, havde året inden modtaget et dansk adelspatent. Parrets søn, Peder, blev døbt af biskop Thomas Kingo og gik efterfølgende i militær tjeneste ligesom sin far. Ved en auktion i 1725 købte Peder von Pultz Rygaard med kirker og 224 tdr. hartkorn fæstegods af sin mor. Samtidigt ægtede han Edel Margrethe Gyldenkrone, og Rygaard blev parrets faste bopæl. I 1766 solgte enken gården til greve Adam Gottlob Moltke, som var en af tidens dygtigste landmænd.

Moltke havde tidligere erhvervet Glorup. I 1773 blev Rygaard underlagt Glorup birk, dvs. retskreds. Moltke øgede Rygaards udbytte, forbedrede bøndernes jorder, ophævede jordfællesskab med Langå by og delte sin egen jord i 11 komplette marker. Grøfter og vandledninger blev forbedret på disse marker, som blev adskilt ved hegn og stengærder.

Ved sin død i 1792 efterlod Moltke sine fynske godser i god stand. Mellem Rygaard og Glorup havde han hugget en vej gennem skoven og havde derved forbundet de to herregårde. Af disse to, samt herregården Anhof, oprettede Moltkes enke, Sophie Hedvig Raben, i 1793 stamhuset Moltkenborg til sin søn greve Gebhard Moltke. Gebhard Moltke arvede i 1843 det Huitfeldtske fideikommis og tog derefter navnet Moltke-Huitfeldt.

Gebhard Moltke-Huitfeldt forbedrede ligesom sin far Rygaards jorder og bøndernes vilkår. Stamhuset Moltkenborg gik i arv til Moltke-Huitfeldts søn, barnebarn og oldebarn. I 1916 overgik Rygaard til fri ejendom under den tidligere stamhusbesidder Adam Gottlob Carl Moltke-Huitfeldt.

Léon Charles Joseph greve Moltke-Huitfeldt arvede i 1944 Rygaard, som han i 1962 overdrog til sin datter Alice Rosenkrantz, der lod Rygaards beboelse modernisere.

I 2021 er Rygaard ejet af Jacob Arild Moltk-Huitfeldt Rosenkrantz, som ligeledes ejer Glorup Gods, der indtil 1916 også indgik i stamhuset Moltkenborg.