Udstrup
I over hundrede år var Udstrup ejet af baronerne fra godset Rysensteen.
I 1800-tallet blev der etableret et mejeri på gården.
Udstrups hovedbygning blev bygget i 1784.
Gården ligger tæt ved Nissum fjord.
ADRESSE
Udstrup
Udstrupvej 3
6990 Ulfborg
Ejerhistorie
Udstrup blev første gang omtalt i forbindelse med et skifte i 1424. Det er dog først fra og med 1473, der kan knyttes en ejer - Jens Spend - til gården. Spends efterkommere ejede gården frem til slutningen af 1500-tallet. Blandt de mest prominente ejere i denne periode var bl.a. Mogens Juel, der ejede gården i første halvdel af 1500-tallet. Han var lensmand i Ulfborg og Hind Herreder og deltog bl.a. i den rigsdag, der i 1536 vedtog gennemførelsen af reformationen.
Omkring 1600-tallet gled gården ud af slægtens eje, og der fulgte en periode med skiftende ejere, inden gården i 1669 blev købt af Henrik Ruse. Ruse var en tyskfødt officer og ingeniør. I belønning for sit arbejde for kronen modtog han i 1664 såvel adelsskab som Bøvling Slot. I 1671 oprettede han som en af de første i Danmark et baroni og tog navnet Rysensteen.
Udstrup indgik ved Rysensteens overtagelse i et større godskompleks, og gården var ikke ejerslægtens hovedsæde, men blev i stedet drevet af skiftende forpagtere. I sidste halvdel af 1700-tallet var gården i særdeles dårlig stand. En oversvømmelse i 1763 havde skadet jorden betragteligt, og bygningerne var forsømte. Indtægterne fra bortforpagtningen var da også ganske lave, og det har muligvis været en medvirkende årsag til, at Udstrups ejer, Christian Frederik Juel, solgte gården til Jens Tang i 1776.
Jens Tang var tidligere forpagter på Udstrup. Ifølge historien troppede han en morgen op på Rysensteen for at købe Udstrup. På grund af Tangs sympatiske væsen tilbød Juel ham efter sigende gården for blot 28.000 daler, på trods af at Tang havde budt 30.000.
Tang finansiererede købet gennem frasalg af Udstrups fæstegods. I løbet af ganske få år reducerede han Udstrups fæstegods fra 260 til 12 tdr. htk. Fæstegårdene blev solgt til ganske favorable priser, og mange af godsets fæstebønder fik mulighed for at blive selvejerbønder.
Efter Tangs død 1789 fulgte atter en periode med hyppige ejerskifter, og Udstrups hovedgårdsjord blev kraftigt reduceret gennem udstykninger og frasalg.
I 1819 blev Niels Schack Jensen den første af fire generationer Jensener på Udstrup, da han købte gården på auktion. I midten af 1800-tallet forbedredes forholdene for landbruget, hvilket også mærkedes på Udstrup. Schack Jensens søn, Hans Windfeldt Jensen, der var en dygtig landmand, greb muligheden og oprettede efter sin overtagelse af gården en mølle på Udstrup.
Næste generation på gården, Knud Markus Jensen, omlagde gårtdens drift til malkekøer og etablerede et herregårdsmejeri på Udstrup. Mejeriet opkøbte mælk fra områdets bønder, men kunne ikke klare sig i konkurrencen med de andre mejerier, der efterhånden blev etableret på egnen. Udstrup opretholdt en drift til eget brug indtil 1903, hvor der blev oprettet et andelsmejeri i sognet.
Slægten Jensen måtte modvilligt opgive gården, da landbrugskrisen i mellemkrigstiden gjorde det umuligt for dem at opretholde driften. I 1932 blev gården solgt på auktion til H. K. Møller. Ved Møllers død i 1959 blev enken, Jenny Dorthea Møller, på gården.
I 2013 er gården ejet af Henry Halkjær Toft.
- (1473) Jens Spend
- ( - ) Mogens Spend
- ( - ) Ellen Spend, gift Juel
- (1491-1501) Palle Iversen Juel
- (1506-1543) Mogens Juel
- (1543- ) Mogens Juel
- (1543-1585) Palle Juel
- (1543-1585) Christen Juel
- (1585-1607) Anne Lunge, gift 1) Juel og 2) Sehested
- (1607-1609) Thomas Maltesen Sehested
- (1616) Else Krag, gift Lunov
- ( -1630) Christoffer Gersdorff
- (1630- ) Jens Hermansen Juel
- (1638-1649) Ide Lange, gift Juel
- (1649-1669) Erik Qvitzow
- (1669-1679) Henrik Ruse, adlet Rysensteen
- (1679- ) Johanne Marie Rystensteen, gift Juul-Rysensteen
- (1679-1690) Christian Juul-Rysensteen
- (1690- ) Ove Henrik Juul
- (1729) Ida Anne Rantzau, gift Juul
- ( -1769) Otto Henrik Juul
- ( -1776) Christian Frederik Juul
- (1776-1789) Jens Tang
- (1789-1801) Mand Andersen Kyttrup
- (1801-1807) C. A. Wesenberg
- (1807-1811) C. Husted
- (1807-1811) Lars Sørensen
- (1807- ) Søren Borck
- ( -1811) Kirsten Marie Øllegaard, gift Borck
- (1811-1819) J. P. Fuglsang
- (1819-1845) Niels Schack Jensen
- (1845-1880) Hans Windfeldt Jensen
- (1880-1925) Knud Markus Jensen
- (1925-1932) Hans Adolf Jensen
- (1932- ) H. K. Møller
- (1959- ) Jenny Dorthea Møller
- (2000- ) Henry Halkjær Toft
Hovedbygning
Udstrups hovedbygning blev opført i 1784 i Jens Tangs tid. Den enetages bygning har tre fløje og er bygget på en lav sokkel. Murene var tidligere rødkalket, men gården står i 2013 med blankt rødstensmurværk og tegltag.
Det er en beskeden bygning, der karakteriseres af hovedfløjens midterrisalit, dvs. det fremspringende midterparti. Risalitten afsluttes af en rundet fronton - og samme motiv genfindes i den portal, der omgiver hoveddøren.
Hovedfløjens gavle er halvvalmede, men sidefløjene blev i slutningen af 1800-tallet udstyret med kamtakkede gavle. En udløberfløj er blevet tilføjet vestfløjen formodentligt omkring 1939.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Samtidig med hovedbygningen opførte Tang i 1784 en trelænget avlsgård, der sammen med hovedbygningen udgjorde et lukket gårdsrum. Avlsbygningen blev ombygget i 1905, og den vestlige længe er siden blevet revet ned.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Kulturmiljø
Der er bevaret rester af en lindeallé fra 1700-tallet, ligesom der findes spor af en jordvold omkring hovedbygningen.
Litteratur
Hansen, J.J: Større Danske Landbrug, VIII. 1936.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-68.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Udstrup Hovedgård
Region og kommune
Midtjylland - Holstebro
Offentlig adgang
Kan ses fra vej
Ejer
Henry Halkjær Toft
Hovedgård
0.00 ha
Godsets størrelse
359.00 ha
Andet
35.00 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser
Bemærkninger
Ingen oplysninger
Kilder
Stilling, s. 215, SGS 2011
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Ulfborg - Sønder-Nissum
Ejer
Knud Markus Jensen
Hovedgård
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Andet
1.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
75000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 40 køer, 40 kalve, 2 tyre, 20 fedekreaturer, 8 heste, 8 føl, 34 får. Der sælges ca. 89 svin om året.
Folkehold
1 forkarl, 1 røgter(e), 1 elev(er), 3 karl(e), 3 pige(r), 1 daglejer(e), 2 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Ulfborg - Sønder-Nissum
Ejer
Pro. Hans Vindfeld ensen
Hovedgård
20.77 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
4.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Ulfborg - Sønder-Nissum
Ejer
Ingen oplysninger
Hovedgård
24.93 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
21.90 htk
Fæstegods
276.45 htk
Bemærkninger
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,2 s 863