En oase i hedens ørken
Af ph.d.-stipendiat Frederik Vognsen Hansen, Aarhus Universitet
Produktion på Brejninggaard var i århundreder knyttet til vandets kraft. Hele fire møller hørte til herregården. Udover kornmøllen var der to stampemøller til bearbejdelse af fårehuder. I midten af 1800-tallet omlagdes den sidste mølle til dampbrænderi, altså brændevinsproduktion i anseelig skala.
Kistebeslag med anevåben for slægterne Lange, Skram, Breide og Krabbe. De to første går igen i hovedbygningens terrakottaudsmykning. Stammer formodentlig fra åben begravelse i Brejning Kirke. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.
En sejlivet vision. Hans Langes Brejninggaard
Adelsmanden Hans Lange opførte omkring år 1580 Brejninggaard og hele det omkringliggende anlæg, der endnu står i dag. Det store spørgsmål, der presser sig på, er, hvorfor herregården netop er bygget her? Som en af rigets fornemste mænd havde Hans Lange mange ejendomme og meget jord til rådighed. Han var i besiddelse af andre gamle herregårde. Så hvorfor valgte han at bygge nyt, og hvorfor netop på Brejninggaard?
I en latinsk beskrivelse fra 1638, der her er oversat, lyder det: ”midt i lyngstrækningen, hvor den højeste skaber har ladet en kilde springe så rigeligt […] lokkedes [Hans Lange] af stedets natur, opførte det adelige hus Bredninggaard”. Naturens skønhed var dog nok ikke den eneste årsag. Hans Lange så et uudnyttet potentiale. Han omlagde kildevæld, bæk og eng til et imponerende vandledningssystem, der ikke blot omkranser herregården og haven, men som også gav rig mulighed for at udnytte kraften til forskellige typer møllebrug. Teksten fra 1638 fortsætter: ”Dernæst fordelte han vandet, der fra kilden var ledet hen i en dobbelt kanal således, at det kunne gøre nytte på forskellig måde.”
Hans Langes byggeprojekt var andet og mere end prestige. Den store investering byggeriet repræsenterede, var en vision for herregårdens fremtidige drift med udgangspunkt i vandkraft. Langes efterfølgere delte visionen, og derfor har vandledningssystemet og anlægget omkring herregården været i drift til langt ind i 1900-tallet. På Brejninggaard ses endnu et enestående anlæg, som gennem 450 år ikke er blevet omlagt eller er forsvundet.
Brejninggaard Vandmølle set mod vest. Signeret J.W.G. 1845. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.
Opdæmninger, kanaler og vandmøller omkring Brejninggaard var afgørende for herregårdens produktion og økonomi. Engene blev forbedrede ved vanding. Kornmøllen vest for gården var i lange tider sognets eneste. Hertil bidrog de rigelige mængder vand til en atypisk frodighed i det vestjyske landskab, der giver indtrykket af Brejninggaard som en oase – et vand- og livfuldt fristed. Mest bemærkelsesværdig er dog stampemøllen. En stampemølle er en særlig type mølle, der som oftest drives af vandkraft. Mekanisk driver møllehjulet i åen en aksel, der hæver en række af massive træblokke, såkaldte ”stampere” til en given højde. Herefter slippes stamperne, så de slår ned. Stampemøller blev brugt til mange ting, men på Brejninggaard blev den benyttet af godsets fæstere, der stampede huder til blødt skind, til f.eks. handsker. Håndværket kaldtes felberedning. Stampemøllen gjorde, så herregården havde indtægter ved andet end blot landbrug. Også på denne front skiller Brejningaard sig ud som oase.
Vandsystemet bidrog ikke blot med naturskønne, oaselignende omgivelser, men gjorde faktisk herregården til en oase i økonomisk forstand. Gennem udnyttelse af vandkraften oplevede Brejninggaard en økonomisk opblomstring, og nogle investeringssatsninger, der skiller sig lige så tydeligt ud i Vestjyllands herregårdslandskab, som det frodige område gør i heden.
Felberedning og kampen mod købsstæderne
Laurids Munk (ejer 1683-1703) fik i 1684 kongelig bevilling på, at hans fæstere måtte bedrive felberedning – et håndværk, der ellers var forbehold købsstaderne. Kildematerialet viser dog, at Brejninggaards fæstebønder allerede i 1661 drev felberedning og altså var i strid med loven. Munk skaffede sandsynligvis den kongelige bevilling, fordi fæsternes håndværk var ved at udvikle sig til en rentabel forretning for herregårdens samlede økonomi.
Det gik godt for felberederne i Brejning, og ved deres fremgang styrkedes Brejninggaards økonomi. Der blev brug for endnu en stampemølle. Den blev sandsynligvis opført af Christian Siegfred Eenholm, der ejede gården i felberedningens guldalder midt i 1700-tallet. I 1731 fik han bekræftet og fornyet Munks kongelige bevilling af 1684. Sandsynligvis fordi de nærmeste købstæder, Holstebro og Ringkøbing, havde klaget over felberedningen på herregården. Byernes håndværkere brød sig ikke om konkurrencen.
Reelt var købstæderne i deres gode ret til at klage. Købstadens håndværkere skulle løse borgerskab og svare skat til byen. De havde derfor flere udgifter forbundet med deres arbejde. Brejninggaards fæstere skulle kun svare landgilde og hoveri, dvs. arbejdsdage på herregården. Uagtet at købsstæderne var i deres gode ret, fik Eenholm bekræftet den kogelige bevilling i sit navn.
I kampen mellem Eenholm og købsstaderne kan man se, at herregården forsøgte at tilrettelægge sin økonomi og drift efter mere end blot landbrug. Brejninggaard var omdrejningspunkt for en tidlig manufaktur, der var omfangsrig nok til at udfordre købstæderne – og vinde.
Den sidste felbereder – og nyt liv i møllen
Man formoder, at konflikten fortsatte efter Eenholm. I 1768 fik Christian Frederik Juul (ejer 1760-1771) bekræftet bevillingen i sit navn. I begyndelsen af 1800-tallet var det dog slut. Felberedernes tid var ovre, og Brejninggaards sidste felbereder, Christian Engel, endte på fattigvæsnet i midten af århundredet. Stampemøllerne gik samme vej. Eenholms nye stampemølle fra midt 1700-tallet var væk igen i 1810. Der var ikke arbejde nok til to møller. Den anden mølle overlevede lidt længere, men ombyggedes i 1851 til dampbrænderi.
Dampbrænderiet var brødrene Frandsens forsøg på at puste nyt liv i herregårdens økonomi efter deres overtagelse i 1849. Det gik dog ikke, som de håbede og herregårdens økonomi haltede indtil Brejninggaard i 1882 solgtes Brejninggaard på auktion til apoteker Henning Gynther Koefoed. Brænderiet blev frasolgt særskilt.
Brejninggaard set fra luften 1953. Bag gården ses mølledam med landevej på dæmningen. Det lille hus ved vejen er den sidste rest af Brejninggaard Vandmølle, der på dette tidspunkt producerede el til efterskolen. Foto: Det Kongelige Bibliotek (Danmark set fra luften).
Fra 1882 havde Brejninggaard ingen manufaktur, intet dampbrænderi, ingen fæstegårde og kun én vandmølle. Vandmøllens dage var på dette tidspunkt også talte. Indtil 1857 krævede det kongelig tilladelse at opføre nye møller. Tilladelser blev udelukkende givet til landets rigeste, altså godsejerne. Brejninggaards kornmølle havde derfor monopol på møllegerningen i Brejning sogn.
Dette ændrede sig dog i 1857, da møllenæringen blev frigivet. Dette betød, at alle måtte bygge møller. I 1883 blev Spjald vindmølle opført som konkurrent til Brejning vandmølle. For selv om vandkraften i Brejning altid havde været en unik ressource, har vind heller aldrig været en mangelvare i Vestjylland.
Vandmøllen oplevede en kort genopblomstring i begyndelsen af 1900-tallet. Under Første Verdenskrig var det problematisk, at brændstof til strømværkerne, petroleum til lamper og lignende. Fra 1917 fik Spjald vindmølle og Brejninggaard vandmølle installeret dynamoer, så de kunne levere strøm til Spjald, Nr. Omme og Ørnhøj. Strømproduktionen på Brejninggaard vandmølle fortsatte efter krigen og langt ind i 1900-tallet.
Videre læsning
Gert Alsted: ”Brejninggårds spændende herregårdsanlæg” i Hardsyssels Årbog 2005 s. 11-18
Poul D. C. Christensen: ”Feldberederne i Brejning i 1600 og 1700-tallet” i Hardsyssels Årbog 1992 s. 87-104
Poul D. C. Christensen: ”Handelens udvikling i Brejning” i Hardsyssels Årbog 1991 s. 5-34