Jungshoved

Ejerhistorie

Herregården Jungshoved er arvtager til det tidligere kongelige slot Jungshoved, som lå placeret syd for gårdens nuværende placering. Det gamle Jungshoveds alder er ukendt. Første gang det optræder i kilderne er i Valdemar Sejrs (1170-1241) jordebog fra 1231, og Jungshoved forblev i Kronens eje frem til 1665.

Af Jungshoveds lensmænd, som tog sig af gårdens drift, gjorde særligt Mourids Podebusk, der var lensmand fra 1589 til 1594, sig berygtet. På grund af sin fremfærd mod bønderne, som af fattigdom måtte opgive sine gårde og huse, fik han en kongelig irettesættelse med trussel om at få frataget lenet.

I de perioder hvor Jungshoved lå under Vordingborg, var der indrettet kongeligt stutteri på gården. Blandt andet havde Christian IV (1577-1648) stutteri på Jungshoved en tid.

Under Første og Anden Karl Gustav-krig (1658-60) blev Jungshoved plyndret for alt jern, mens træværket blev anvendt som brændsel. Gården blev udlagt til underhold for den svenske hær, og ligeledes fandt bogsamleren Magnus de la Gardie sin vej til Jungshoved. Han havde efterspurgt ophold på de herregårde, der havde biblioteker, og med sig hjem tog han lensmanden Jørgen Reedtz' bibliotek.

Fra svenskekrigenes tid stammer også de lokale fortællinger om bonden Svend Poulsens bedrifter på og omkring Jungshoved, som kom til at danne udgangspunkt for Carit Etlars roman Gøngehøvdingen. Svend Poulsen var ifølge historierne en skytte, som forsøgte at befri sit herskab på Høvdingsgaard fra de ubudne, svenske gæster. Ved at udklæde sig som svensk soldat fik han ram på den svenske oberst, der havde indtaget Jungshoved, og som belønning fik han gården Lundbygaard. Historien er dog ukorrekt, idet lensmanden slet ikke opholdt sig på herregården under krigen.

Som afdrag på Kronens gæld blev Jungshoved i 1665 skødet til greven Christoffer Parsberg, der i 1671 byttede gården til prins Jørgen til gengæld for Torbenfeld. Prinsen, der var bror til Christian V (1646-1699), ægtede den engelske prinsesse Anna, der senere blev dronning af England. Han bosatte sig i England, hvor han blev prins George, og lod sine danske ejendomme bestyre af Christian Siegfried Plessen.

Jungshoved blev i 1714 indlemmet i det Vordingborgske rytterdistrikts birk, der dannede sin egen retskreds. Gården blev da udlagt til ryttergods, dvs. indtægterne skulle sørge for underhold til det nationale rytteri. Ved at rive Jungshoveds bygninger ned, kunne man anvende materialerne til staldbygninger i Vordingborg. Ligeledes kom ladegårdens marker til at tjene ryttergodset, idet rytterhestene græssede derpå.

I 1761 fik Henrik Adam Brockenhuus skøde på Jungshoved. Han var blandt Frederik V's (1723-66) mest fortrolige mænd og besad en række af de højeste og mest fornemme æresposter og stillinger. Få år efter købte han også herregården Nysø, som Jungshoved senere blev forenet med.

Nysø og Jungshoved forblev i sameje under Jungshoveds efterfølgende ejere, herunder bl.a. Holger Stampe. Han lod en ny hovedbygning opføre ved Jungshoved, der dog bærer tydelige præg af at være af anden rang, idet Nysø var det mest fornemme herresæde, han besad. I 1812 blev Nysø hovedsæde for baroniet Stampenborg, som herefter gik i arv i slægten Stampe. Jungshoved indgik i baroniet.

Holger Christian Frederik Stampe-Charisius døde barnløs i 1904, og derfor gik baroniet til en af slægtens sidelinjer. Den nye ejer, Henrik Stampe, var tipoldebarn til den første Henrik Stampe. Under ham overgik baroniet til fri ejendom i 1924 i henhold til bestemmelserne i lensafløsningsloven. I den forbindelse skulle baroniet betale en afgift til staten. Henrik Stampe betalte afgiften ved at lade en stor del af Jungshoveds jorder udstykke til husmandsbrug.

I 2013 ejes Jungshoved af Marianne Stampe Holst. Jungshoved fungerer som avlsgård under Nysø Gods på i alt 1041 hektar, som udover Jungshoved består af Christinelund, Henriklund og Mariannelund.